Svampe 43 side 1-32

SVAMPE 43 

2001

SVAMPE er medlemsblad for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, 

hvis formål det er at udbrede kendskabet til svampe, både videnskabeligt og 

praktisk. Foreningen afholder hvert år en række ekskursioner, svampeudstillinger, 

foredrag og kurser. 

Indmeldelse sker ved at indsende 110 kr. (ved bopæl i udlandet 120 kr.) samt 

tydeligt navn og adresse til: 

Foreningen til Svampekundskabens Fremme 

Langelinie 37 st.tv. 

7100 Vejle 

Giro 9 02 02 25 

SVAMPE udkommer to gange årligt, næste gang til august. 

SVAMPE is issued twice a year. Subscription can be obtained by sending Dkr. 

120 to: 

The Danish Mycological Society 

Langelinie 37 st.tv. 

DK-7100 Vejle, Denmark 

telephone/fax: +45 7572 0872 

Please give name and address clearly. 

REDAKTIONEN 

Jan Vesterholt & Pia Boisen Hansen 

Langelinie 37 st.tv., 7100 Vejle 

tlf.: 75 72 02 80 

myco@vip.cybercity.dk 

Thomas Læssøe 

Botanisk Institut, Ø. Farimagsgade 2D, 1353 København K. 

tlf.: 35 32 23 07 

thomasl@bot.ku.dk 

Mogens Holm 

Primulavej 11, 5700 Svendborg 

tlf.: 62 22 61 31 

mogens.holm@dadlnet.dk 

Jens H. Petersen 

Nøruplundvej 2, Tirstrup, 8400 Ebeltoft 

tlf.: 86 36 37 10 

jens.h.petersen@biology.au.dk 

SVAMPE 43 er korrekturlæst af Betty Klug-Andersen og Steen Elborne og fotosat 

og trykt hos Skive Offset, Oddense.

En ny trøffel på markedet 

Christian Lange 

Sidste år blev jeg gjort opmærksom på at en ny 

art af trøffel kunne købes på det danske marked. 

En bekendt af mig gav mig en „kinesisk trøffel“ 

med det pålydende navn Tuber indicum, indkøbt 

i Grenå. Det var ikke et navn jeg havde nogen 

erfaring med, men den er dog medtaget i 

den nye italienske trøffelbog (Montecchi & Sarasini 

2000), men med sparsomme kommentarer, 

da de kun kender den fra markeder, hvor 

den er blevet leveret fra Kina. Hvad gør man så? 

Jo, man kaster sig over Internettet! En simpel 

søgning på Tuber indicum på en af de store søgemaskiner 

gav sider med resultater, og så var det 

bare med at bladre dem igennem sammen med 

de bøger om trøfler jeg havde adgang til. 

Det viste sig at Tuber indicum Cooke & Mass. 

skulle komme fra Kina, særskilt provinserne 

Sezuan og Yunnan, der er de provinser, der vender 

ned imod Himalaya, men den findes også naturligt 

andre steder i Himalaya-området (Indien, 

Pakistan m.m.), faktisk er arten beskrevet fra 

Indien, Uttar Pradesh i det nordvestlige Indien 

ved foden af Himalaya-massivet (Zhang & Minter 

1988, Champigros 2000, Vilas 1999, Rocchia 

1995). Tidligere er den blevet opfattet som en 

varietet af Perigord-Trøffel (Tuber melanosporum) 

og kaldt Tuber melanosporum var. indicum 

(Szemere 1965). 

Den er i starten af halvfemserne blevet introduceret 

på de europæiske markeder som et supplement 

til vore egne spiselige trøfler. Aromamæssigt 

skulle den svare til Perigord-Trøffel, 

men være mindre kraftig og ikke så gennemtrængende. 

Til gengæld har den en bedre holdbarhed 

og er ikke så lidt billigere! Hvorvidt den 

bliver dyrket i Kina, har jeg ikke kunnet finde 

nogen oplysninger om, men ifølge James Trappe 

(pers. komm.) bliver den samlet i skovene hvor 

den danner mykorrhiza med Ege-arten Quercus 

incana. Det skulle være ganske anselige mængder 

der eksporteres fra Kina, så enten må de blive 

dyrket, eller også er indsamlingen virkelig sat 

i system! Så vidt jeg ved, findes der (forbløffende 

nok) ikke nogen tradition for trøffelspisning i 

Kina. De spiser ellers lidt af hvert derude. Teng 

(1996) omtaler ikke en eneste trøffel, og hvis de 

var kendte spisesvampe, var de nok i det mindste 

omtalt her. Imazeki m.fl. (1988) har den med 

fra Japan, med foto, selvom det ikke ligner min 

trøffel særlig meget. Den er alt for lys, men det 

kan være et spørgsmål om udviklingsgrad. 

Høsttiden er den samme som for de europæiske 

trøfler, nemlig i perioden december til februar. 

I øvrigt ser det ud til at flere nærtstående 

arter importeres under det samme navn. Indtil 

videre er en 3-4 forskellige trøffelarter blevet 

„fundet“ blandt de importerede partier (Di 

Massimo m. fl. 1998). Jeg vil foreslå navnet Kinesisk 

Trøffel for arten Tuber indicum, da den 

dels importeres fra Kina, dels kaldes „truffe de 

Chine“ i den franske litteratur og „Chinese truffle“ 

i den engelsksprogede. 

Beskrivelse af Kinesisk Trøffel 

Denne lille beskrivelse er baseret på et eksemplar 

indkøbt på Frederiksberg. Farverne er angivet 

efter Kornerup & Wanscher (1961). Frugtlegemet 

er fladt kugleformet, lidt foldet, sammensnøret 

i en navle på hvad jeg tror er frugtlegemets 

underside. Hele overfladen er mat sort 

og dækket af fine, kantede, men ret flade pigge, 

der er op til 1-1,5 mm brede ved basis og tydeligt 

Christian Lange, Afd. f. Systematisk Botanik, Nordlandsvej 68, 8240 Risskov, christian.lange@biology.au.dk 

A new truffle on the market 

During the nineties, Tuber indicum Cooke & Mass. was introduced as a culinary speciality on the European markets. A 

short presentation of the species is given and the culinary value of T. indicum and T. aestivum is discussed. Two „collections“ 

of Chinese truffles bought in shops around Christmas turned out to be two different species, one T. indicum, the 

other still unidentified. The discussions regarding possible problems in introducing non-native species upon native species, 

especially regarding economically important local/indigenous species, are presented. 

1

En Kinesisk Trøffel købt i Kvickly på Frederiksberg den 30.12.2000. Foto Christian Lange. 

mindre end de meget grove pigge der ses på 

Sommer-Trøffel (Tuber aestivum). Overfladen 

anløber lyst brunligt (7D5-7E5), og det skyldes 

at piggene kan nulres af, og at selve kødet i peridiet 

(„skallen“) er brunligt. Frugtlegemet får 

derved et mosaikagtigt sort til brunligt udseende. 

Konsistensmæssigt er den fast og massiv og 

faktisk lidt gummiagtig som en hård bold. Den 

virker ikke så sprød som både Sommer-Trøffel 

og Perigord-Trøffel kan være. Størrelsesmæssigt 

så jeg dem fra 1-2 cm til 4-5 cm. De kan sikkert 

blive større, men forpakningerne er på maks. 25 

gram. Ved gennemskæring ses det at peridiet er 

meget tyndt, under 1 mm. Selve vævet er meget 

mørkt, næsten sort med en svag brunlig til oliven 

tone (omkring 7F2), med tynde, hvide marmoreringer 

der ikke udpræget stråler imod et basalpunkt. 

Lugten er en tydelig, men ikke så kraftig 

trøffellugt (beklager, men trøffellugten er næsten 

umulig at beskrive med ord), der, som ved 

Sommer-Trøffel, bliver mere koncentreret hvis 

trøflen opbevares i en lukket beholder (såsom et 

køleskab!). Smagsmæssigt er den meget neutral 

og smager ikke af ret meget og anses også som 

2 

en sølle erstatning for Perigord-Trøffel (Mackert 

1999, Plantin 2000). En af mine venner syntes 

den smagte af Jordskok. Man skal dog lige 

være opmærksom på at marmorering, lugt og 

smag hos disse trøfler er meget afhængig af deres 

modenhedsgrad og kan svinge meget fra 

frugtlegeme til frugtlegeme. 

Mikroskopisk ses sporesække med op til fem 

mørkebrune sporer, typisk fire sporer i det ene 

frugtlegeme og 2-3 i det andet, ±ellipsoidiske, 

(25-) 30-42 (-48) × (19-) 22-30 (-39) µm, inkl. et 

op til 4 µm højt ornament af spredte, lidt uregelmæssige, 

krogede pigge, der er bredest ved 

basis og eventuelt sammenvoksede til lister eller 

ribber. 

Flere arter 

Som nævnt tidligere har italienerne fundet flere 

forskellige trøffelarter blandt de importerede 

„Kinesiske Trøfler“ (Di Massimo 1998). Det kan 

jeg bekræfte, idet en nærmere undersøgelse af 

den første trøffel, den fra Grenå, viste at den var 

forskellig fra min egen fra Frederiksberg! De er 

godt nok begge to mørkebrune til sorte med

A 

C 

Sporerne fra A: Perigord-Trøffel (Tuber melanosporum), B: Sommer-Trøffel (T. aestivum), C: Kinesisk Trøffel 

(T. indicum) samt D: Den anden trøffelart, der blev købt som Kinesisk Trøffel. Bemærk at den har sporer 

med netmønster, hvilket Kinesisk Trøffel ikke har. Den har blot kraftige pigge, der kan være sammenvoksede 

til lister, men ikke egentligt net. Perigord-Trøffel har meget mørke sporer med regulære, fine, spredte pigge, 

der ikke danner lister eller netmønster. Sommer-Trøffel har noget lysere sporer med et tydeligt, stormasket 

netmønster. 

sortagtigt, marmoreret kød, men dels består 

mønstret på overfladen af Grenå-trøflen af 

større, flade pigge, 2-4 mm brede, altså et mere 

groft mønster, dels er sporerne med netmønster 

selv på de mest modne og næsten uigennemsigtige 

sporer. Størrelsesmæssigt er der ikke stor forskel 

på sporerne, (31-) 35-42,7 (-68) × (21,3-) 27- 

31 (-39) µm, ornamentet også her op til 4 µm 

højt. Måske en lille tendens til at dens sporer er 

en anelse større. Jeg har desværre ikke flere oplysninger 

på denne trøffel, da jeg blot konserverede 

den da jeg fik den, og ikke fotograferede og 

beskrev den frisk. Hvem kunne på det tidspunkt 

vide at den ville være så interessant? Køberen 

beskrev for mig at den ikke smagte af en disse! 

Sjovt nok udskilte frugtlegemet en mængde 

hvidligt materiale, der dækkede trøffelstykkerne 

som et pulver i konserveringsvæsken (Pfeiffers 

blanding). Det har jeg ikke iagttaget ved andre 

arter af trøfler. 

SVAMPE 43, 2001 

B 

D 

De omtalte italienere nævner kort fem forskellige 

arter, hvor min umiddelbart ligner deres 

Tuber pseudoexcavatum mest, men det kræver et 

nærmere studium før det kan afgøres helt 

præcist. Det er åbenbart lidt ligesom i Europa, 

hvor flere lignende arter mere eller mindre bevidst 

bruges som erstatning for den dyre vare. I 

Europa kan man støde på arterne Tuber brumale, 

T. aestivum, T. mesentericum og T. macrosporum 

i stedet for den rigtige T. melanosporum. I 

det kinesiske tilfælde er der nok ikke tale om bevidst 

manipulation, men snarere at indsamlerne 

ikke kan kende de tydeligvis meget nærtstående 

arter fra hinanden og blot blander dem sammen. 

Der er ikke fra kinesisk side tale om noget snyd, 

hvor de prøver at sælge deres trøfler som om de 

er ægte Perigord-Trøfler. Det er derimod skruppelløse 

mellemhandlere og producenter, der står 

for det nummer. 

Franskmændene er noget oprevne over de ki- 

3

nesiske trøfler. Dels tager de uden tvivl noget af 

markedet for deres egne trøfler og sænker derved 

prisen, selvom de er en sølle erstatning, dels er de 

bekymrede for om de kunne spredes i naturen i 

Europa og konkurrere eller ligefrem udkonkurrere 

den „rigtige“ Perigord-Trøffel, Tuber melanosporum. 

Samtidig er der set fra forbrugersynspunkt 

det problem at den mikroskopisk minder 

uhyre meget om Perigord-Trøflen, hvorfor det er 

sværere at afgøre om producenterne snyder med 

varen og kommer en andenklasses trøffel i postejerne 

i stedet for den ægte (og dyrere) vare. 

Albertsen (1980) har tidligere skrevet om 

brugen af trøfler i madvarer og om mulighederne 

for forfalskninger. Nu er der så kommet endnu 

en mulighed på banen. I det mindste er det da 

en trøffel og ikke aktivt kul, bruskbolde eller andre 

fantasifulde ting! Men mikroskopisk er den 

uhyre svær at skelne fra den ægte Perigord-Trøffel, 

og det er derfor oplagt, at vi vil se flere tilfælde 

af svindel netop med denne trøffel. Begge arter 

er sorte, men anløber brunligt ved berøring, 

med relativt små kantede pigge. Sporemassen er 

mørk, næsten sort, og sporerne er med selvstændige 

pigge, uden egentligt net. Montecchi & Sarasini 

(2000) adskiller de to arter på piggenes 

udseende. Perigord-Trøffel har sporer med fine 

pigge, der ikke er bredest ved basis, og som ikke 

danner liste- eller netagtigt mønster. Kinesisk 

Trøffel har sporer hvis pigge er bredest ved basis 

og kan danne lister eller ribber. 

Jeg fandt selv ved nytårstid Tuber indicum i 

Kvicklys katalog til 35 kr. for 25 gram. Det giver 

en kilopris på 1.400 kr., hvilket er meget billigt i 

forhold til prisen på de rigtige trøfler, der dog i 

denne sæson (2000-2001) har været usædvanlig 

dyre. Sommer-Trøffel har kostet omkring 7.500 

kr. kiloet, Perigord-Trøffel omkring 15.000 kr. 

kiloet (normalprisen er omkring 10.000 kr.), og 

endelig har Piemonteser-Trøffel været helt oppe 

i 80.000 kr. kiloet (normalpris omkring 40.000 

kr.)! Om de så er pengene værd, er en helt anden 

diskussion. Hertil kan man vel egentlig kun sige: 

Prøv selv! Men husk at trøfler skal spises rå eller 

kun meget lidt tilberedte på madretterne. Trøflernes 

aroma er primært en lugtoplevelse, og 

smagsstofferne er meget flygtige og ødelægges 

hurtigt ved tilberedning. 

De henkogte trøfler man somme tider kan 

købe i dyre domme i specialforretninger, har de 

franske forfattere, eksempelvis Rocchia (1995), 

4 

kun hånlige bemærkninger tilovers for. Trøfler 

skal være den ægte vare, dvs. enten den hvide 

Piemonteser-Trøffel (Tuber magnatum) eller 

den sorte Perigord-Trøffel (Tuber melanosporum), 

og friskrevet på retten! Jeg har selv prøvet 

dette og må indrømme at det er en fantastisk oplevelse, 

der ikke kan sammenlignes med noget. 

Trøffel smager af – ja – trøffel! 

Discounttrøflerne er så de billigere modeller, 

her primært Sommer-Trøffel (Tuber aestivum), 

der kan købes både frisk og henkogt – og endog 

findes her i Danmark! (se andetsteds i dette 

nummer) – og så denne nye art, Kinesisk Trøffel. 

Jeg har prøvet henkogte Sommer-Trøffel og kan 

bevidne at de overhovedet ikke smager af noget 

som helst! Brug de friske trøfler eller varer der 

indeholder ægte Perigord-Trøffel (hvis man så 

bare kan stole på indholdsfortegnelsen...). De 

konserverede Sommer-Trøffel jeg havde købt, 

viste sig mikroskopisk at være langtfra modne; 

der var ikke antydning af modne sporer i dem, 

og da deres aroma er meget afhængig af modenhedsgraden, 

tror jeg, ligesom Rocchia (1995) antyder, 

at producenterne bruger deres „affald“, 

dvs. de trøfler der tilhører arter uden smag, eller 

som ikke er modne, til konserves. Da de alligevel 

ikke smager af noget efter den behandling de 

er blevet udsat for, kan man lige så godt bruge 

dem der i forvejen ikke smager af noget. Så har 

man da ikke spildt nogen af de gode varer. 

Andre spiselige trøffelarter man kan støde på 

i udlandet, men som næppe bliver importeret 

(bevidst), er, ud over de fire arter fra Sydeuropa 

der tidligere er nævnt, Tuber texense, T. gibbosum 

(Oregon White Truffle), T. levissimum og T. 

canaliculatum, alle fire amerikanske arter, samt 

de såkaldte „desert-truffles“ (ørkentrøfler), Terfezia, 

der bl.a. er kendt fra Sydeuropa, Afrika, 

Australien og New Zealand. 

Desuden kan man spise Kartoffeltrøffel 

(Choiromyces meandriformis), der også er 

kendt fra Danmark (se Lange 1994). I Sverige 

kaldes den Stjärnhovstryffel efter Stjärnhovsparken, 

hvorfra den har været kendt igennem en 

menneskealder. Første angivelse af Kartoffeltrøffel 

fra Sverige er ifølge Fries (1909) 1827! 

Visse steder har den været (og er?) temmelig talrig, 

bl.a. omtaler Fries at den ved Hyltinge er 

blevet samlet i kultønder og brugt til svinefoder! 

I visse kredse er de blevet forvekslet med den 

ægte hvide trøffel, Piemonteser-Trøffel, se for

eksempel Roald Als’ (1988) i øvrigt underholdende 

referat af et møde med Søren Gericke, 

der har hørt om disse svenske trøfler. Men Kartoffeltrøffel 

har ikke de rigtige trøflers aroma og 

slet ikke Piemonteser-Trøffels nærmest hvidløgsagtige 

eller peberrodsagtige aroma. 

I et tidsskrift for jægere har jeg også set en 

opskrift på rådyr med Skægtrøffel (Rhizopogon 

spp.), som jeg desværre ikke fik gemt. Jeg vil nu 

kalde det en fornærmelse imod rådyret at udsætte 

det for det. Sjovt nok så jeg på kokkeskolen i 

København at de havde et glas med „Danske 

trøfler“ indeholdende skægtrøfler stående. Måske 

nogle af Svampes læsere derfor er blevet udsat 

for skægtrøfler på en af vore kulinariske 

højborge? Jeg hører gerne nærmere om oplevelsen. 

Danell (1996) gennemgår forskellige aspekter 

af andre spiselige trøfler, og interesserede 

henvises hertil. 

I Danmark er det oftest Sommer-Trøffel man 

ser til salg, konserveret og opbevaret i små glas, 

medmindre man går i specialforretninger hvor 

de har de rigtige trøfler. Mine kulinariske oplevelser 

med frisk Sommer-Trøffel er ret begrænsede. 

Ved mit første fund af Sommer-Trøffel i 

Danmark var jeg for stolt af min trøffel til at spise 

den – og jeg fandt kun én. Anden gang havde 

jeg frugtlegemer nok, så et af dem blev afsat til 

smagsprøver og prøvespist på Østjysk Lokalafdelings 

barksvampeseminar. Meningerne var 

dog ret delte, og de fleste mente ikke den smagte 

af ret meget, på trods af at lugten var ganske imponerende. 

Frugtlegemerne havde ligget en uge 

i mit køleskab, hvilket resulterede i at man blev 

modtaget af en mur af trøffellugt, når man åbnede 

lågen – himmelsk! Men jeg var nok noget forudindtaget. 

Flere andre fandt at de bare stank... 

Sjovt nok enedes vi om at det friske frugtlegeme 

lugtede af babymajs. Wedén (1997) nævner også 

majs (og rådne løg) for at beskrive lugten af 

Sommer-Trøffel. Rocchia (1995) nævner også 

majs som en af komponenterne i beskrivelsen af 

lugten af Perigord-Trøffel. 

Et halvt frugtlegeme endte sine dage som 

smagstilsætning til en postej, der blev spist på 

foreningens bestyrelsesmøde, ifølge mine oplysninger 

til stor fornøjelse for bestyrelsen. Ret beset 

er det en eksklusiv lille „klub“, der har spist 

danske Sommer-Trøfler, og den omfatter nu hele 


bestyrelsen. Måske er de kommet i „klub“ med 

Kong Frederik den Femte. Ifølge Fries (1909) 

havde han på den tid ansat en trøffelsamler ved 

navn Sultan, der med hjælp fra en hønsehund 

skulle samle trøfler „der var mindre end de ægte 

fra Perigord“ og som „ofte kom på kongens 

bord“. Fries mener dog at det kunne dreje sig 

om bruskbolde. I det tilfælde må vi håbe, at kongen 

havde en solid mave, med det in mente at 

bruskbolde er svagt giftige ... 

Litteratur 

Albertsen, J. 1980. Om trøfler og trøffelfloraen i 

madvarer. – Svampe 2: 66-75. 

Als, R. 1988. Kvinderne ud af køkkenet. – København. 

Champigros 2000. [http://www.champigros.tm.fr]. 

20.12.2000. 

Danell, E. 1996. Tryfflar i Sverige och utomlands. – 

Sv. Bot. Tidsskr. 90: 215-230. 

Di Massimo, G., M. Bencivenga, E. Tedeschini, 

L.G.G. Montero & J.L. Manjon 1998. Nuova specie 

de Tuber importata dall’Oriente. – Micol. Ital. 

27(1): 13-18. 

Fries, Th.M. 1909. Skandinaviens tryfflar och tryffelliknande 

svampar. – Sv. Bot. Tidsskr. 3(3): 223- 

300. 

Imazeki, R., Y. Otani & T. Hongo 1988. Fungi of Japan. 

– Tokyo. 

Kornerup, A. & J.H. Wanscher 1961. Farver i Farver. 

– København. 

Lange, C. 1994. Et år med trøfler. – Svampe 29: 1-5. 

Mackert, E. 1999. Südfrankreichs wertvollste Knolle. 

[http://www.tages-anzeiger.ch/archiv/99januar/ 

990130/186787.htm]. 20.12.2000. 

Montecchi, A. & M. Sarasini 2000. Funghi Ipogei 

d’Europa. – Trento. 

Plantin 2000. Truffle and Truffles. [http://www. 

plantin.com/html/truffles/index.html]. 20.12.2000. 

Rocchia, J.-M. 1995. Truffles – the black diamond 

and other kinds. – Avignon. 

Szemere, L. 1965. Die unterirdischen Pilze des Karpatenbeckens. 

–Budapest. 

Teng, S.C. 1996. Fungi of China. – New York. 

Vilas, J.A. 1999. La trufa, el oro oculto de nuestros 

campos. [http://www.ribagorza.com/ 

elribagorzano/n10/a5.htm]. 20.12.2000. 

Wedén, C. 1997. Sommartryffel och andra tryfflar i 

Sverige. – Examensarbete, SLU. 

Zhang, B.C. & D.W. Minter 1988. Tuber himalayense 

sp. nov. with notes on Himalayan Truffles. – 

Trans. Br. mycol. Soc. 91(4): 593-597. 

5

Status over Sommer-Trøffel i Danmark 


Sommer-Trøffel (Tuber aestivum) er den eneste 

af de i Danmark forekommende trøfler der kan 

siges at have større kulinarisk interesse. Den 

regnes for at være af ringere værdi end de to 

„store“, den sorte Perigord-Trøffel (Tuber melanosporum) 

og den hvide Piemonteser-Trøffel 

(Tuber magnatum). Og i modsætning til disse to 

har den en betydelig videre udbredelse og kan 

findes uden for Frankrig, Spanien og Italien, der 

er hovedudbredelsesområdet for Perigord- og 

Piemonteser-Trøffel. 

Sommer-Trøffel er blevet fundet et par gange 

i Danmark siden sidste omtale i Svampe 

(Lange 1994). Derfor følger her en opdateret 

status. 

Arten er nu kendt fra syv lokaliteter i Danmark, 

hvoraf to er kommet til siden sidst, nemlig 

Møns Klinteskov og Næsbyholm. Det er få 

forekomster at vurdere artens udbredelse i 

Danmark på, men der tegner sig et mønster, der 

næppe er overraskende: at arten har en sydøstlig 

udbredelse i Danmark, hvor kombinationen 

af rig jordbund, ædelløvskov og klima passer arten. 

Det er et udbredelsesmønster man genfinder 

hos mange af de sjældne mykorrhizadannende 

arter knyttet til vore løvskove, de store 

rørhatte, mange skørhatte, mælkehatte og slørhatte. 

Jeg vil forvente, at arten kan findes på flere 

lokaliteter inden for dette område, især på de 

klassiske lokaliteter med disse andre nævnte 

svampegrupper, og jeg tror en øget bevidsthed 

omkring svampen kunne resultere i flere fund. 

Det er ikke en svamp man lige falder over, da 

den jo er underjordisk, selvom den er meget 

iøjnefaldende når den først er gravet op. 

6 

Findesteder for Sommer-Trøffel i Danmark. Fund 

før 1960 er mærket med åbne cirkler, fund efter 1960 

med lukkede cirkler. 

Beskrivelse af lokaliteterne 

Jeg har fået oplysninger om flere af de nye lokaliteters 

udseende. Tobias Frøslev har beskrevet 

findestedet på Møn, Jacob Heilmann-Clausen 

findestedet ved Næsbyholm og Erik Rald findestedet 

i København. På Møn fandtes trøflen i en 

stikant i bøgeskov på kalkrig og ret fasttrampet 

jord. I København var findestedet under en Eg 

på en græsplæne i en park. Jorden her var lerrig, 

men let at grave i. I Århus var findestedet under 

Christian Lange, Afd. f. Systematisk Botanik, Nordlandsvej 68, 8240 Risskov, christian.lange@biology.au.dk 

Status of Tuber aestivum in Denmark 

The distribution of Tuber aestivum in Denmark based on earlier and recent collections is presented. It is now known 

from a total of seven localities, all situated in the southeastern part of the country, in rich deciduous forests or parks on 

clayey or limestone soils. The main host trees seem to be Oak, Beech and Lime. The possible distribution range of the 

species in Denmark is discussed. Two localities in Denmark with names like „the truffle orchard“ have been registered, 

perhaps referring to former truffle collecting. The readers are encouraged to take care of these rare fungi and not heavily 

exploit their localities.

Sommer-Trøffel (Tuber aestivum), Århus, 12.11.2000, Chr. Lange (C). Bemærk den kraftige, sorte skal dækket 

af pyramideagtige kegler. Læg også mærke til de uopgravede frugtlegemer hvor kun en del af overfladen ses. 

Mere ses ikke af svampene, og de er lette at overse hvis man ikke er opmærksom. Foto Chr. Lange. 

Findestedet i Århus. Trøflerne fandtes ca. 1 m fra basis af en Lind, som sandsynligvis er svampens mykorrhizapartner. 

Frugtlegemerne lå næsten på række med omtrent 1 m imellem de fjernest placerede 

frugtlegemer – man kan på fotoet lige ane de hvide mærkepinde der er sat ned ved de enkelte frugtlegemer, 

samt lommekniven, der peger på det nærmeste frugtlegeme. Foto Chr. Lange. 


7

en Lind i et skovområde domineret af forholdsvis 

ung Bøg. Jorden var meget lerrig, næsten 

klistret, men ikke fasttrampet og med kun sparsom 

urtevækst. Næsbyholm-lokaliteten var lige 

ved foden af en gammel Bøg på ret hård lerjord 

i en park. Vegetationen var en skygget græsplæne, 

dvs. overvejende mos. 

Umiddelbart vil man sige at med de forskellige 

lokalitetstyper ser der sådan ud mange steder! 

Potentialet er stort derude, men måske er 

der noget helt specielt ved disse lokaliteter som 

vi ikke er i stand til at genkende, men som Sommer-Trøflen 

kan. Der er ikke andet for end at 

være opmærksom og kigge efter nogle flere steder. 

Der findes endnu en dansk kollektion der har 

været bstemt til Tuber aestivum, men James 

Trappe, en af de førende trøffeleksperter, har 

lige ombestemt indsamlingen til den i Europa 

meget sjældne Tuber macrosporum. Jeg håber at 

kunne bringe nyt om denne indsamling i et kommende 

nummer af Svampe, da denne besked 

indløb lige før deadline. 

Sommer-Trøffel i resten af Skandinavien 

Sommer-Trøffel er i Skandinavien ud over Danmark 

kun med sikkerhed kendt fra Gotland i 

Sverige. Her er den til gengæld fundet på efterhånden 

adskillige lokaliteter ved systematisk eftersøgning, 

endog med importerede franske 

trøffelhunde! (Christina Wedén, pers. medd.). 

Faktisk er man i gang med at undersøge om 

dyrkning af Sommer-Trøffel kunne udgøre en 

niche-produktion på Gotland. I Danmark har 

man faktisk også eksperimenteret med trøffeldyrkning, 

men fik ikke tilladelse til at importere 

franske trøffelkulturer. Vi må isolere vores 

„egne“ trøfler først. 

Fra Skåne findes der nogle gamle beretninger 

om at der skulle være indsamlet og solgt trøfler, 

men det har indtil videre ikke været muligt at 

spore disse oplysninger nærmere, og der er ikke 

blevet fundet Sommer-Trøffel på lokaliteten ved 

besøg på denne. Med artens forekomster i Danmark 

in mente er det bestemt ikke usandsynligt 

at den findes i det sydlige Sverige, ligesom 

Øland er en oplagt lokalitet. 

Fra vore nabolande er Sommer-Trøffel kendt 

fra England, Tyskland og Polen og bliver sandsynligvis 

mere og mere hyppig videre sydpå. 

8 

Den er ikke rapporteret fra Estland, Finland eller 

Holland. De danske og svenske forekomster 

er artens nordlige udposter. 

„Trøffelhaven“ 

Efter min sidste notits om trøfler i Svampe blev 

jeg ringet op af en skovmand fra Midtsjælland, 

der fortalte, at i hans skov havde de en parcel, 

der kaldtes Trøffelhaven. Hvorfra dette navn 

stammede, vidste han ikke, men det lyder spændende 

og kunne have noget med tidligere trøffelindsamling 

eller endog dyrkning at gøre. Og 

nu har det vist sig, at et andet sted på Midtsjælland 

findes der en parcel der kaldes Trøffelstykket 

eller Trøffelvænget. Heller ikke dette navns 

oprindelse har det indtil videre været muligt at 

spore. Muligvis har det forbindelse helt tilbage 

til Frederik den Femte, der – som refereret i artiklen 

om Kinesisk Trøffel andetsteds i dette 

nummer – havde en trøffelsamler ved navn Sultan 

ansat. 

Måske Trøffelvænget er hans gamle jagtmarker? 

Hvis nogen blandt Svampe’s læsere kender 

til lignende steder med „trøffelnavne“, hører jeg 

meget gerne nærmere, da det kunne være spændende 

at undersøge disse skovområders historie 

nærmere og prøve at spore hvorfor de har disse 

navne. 

Pas på trøflerne! 

Til sidst en lille henstilling. Hvis I skulle finde 

Sommer-Trøffel, så lad være med at få „guldfeber“ 

over fundet og begynde at grave lokaliteten 

igennem. Trøflen er nok beregnet på dyrespredning 

og derved på opgravning, men lokaliteten 

er ikke vant til at blive endevendt! Der kan 

findes andre organismer dér, der ikke bryder sig 

om at blive gravet op – hvilket også er ulovligt 

uden ejerens tilladelse. I Italien er det faktisk 

ulovligt at lede efter trøfler uden hund eller gris, 

da man ellers kommer til at endevende hele lokaliteten 

selvom der ingen trøfler findes den 

dag. Tag kun de trøfler I lige kan se i overfladen 

eller ved at kratte let i overfladen. Grav ikke lokaliteten 

igennem for at lede efter helt begravede 

frugtlegemer. Det er en sjælden svamp man 

bør værne om og nyde i respekt. 

Litteratur 

Lange, C. 1994. Et år med trøfler. – Svampe 29: 1-5.

En sæson i Møllers fodspor 

Pia Boisen Hansen 

I sommeren 2000 gik Jan Vesterholt og jeg i gang 

med arbejdet på en rødliste over svampe i Storstrøms 

Amt. I lighed med de udgivne rapporter om 

rødlistede fugle, rødlistede padder og krybdyr og 

rødlistede planter (Storstrøms Amt 1995, 1997 og 

2000) er det meningen at der i 2001 skal udgives en 

rapport over rødlistede svampe. 

I Storstrøms Amt er der mange løvskove på leret 

og kalkholdig bund, og der er skove og parker 

med store, gamle løvtræer. Databasen over fund af 

rødlistearter indeholder mange oplysninger fra 

Storstrøms Amt, men fra Lolland og Falster er der 

kun få oplysninger fra de seneste 20 år. 

Sådan har det ikke altid været. Frem til sin død 

i 1962 boede F.H. Møller i Nykøbing Falster, og 

gennem 50 år brugte han en meget stor del af sin 

fritid på at udforske svampene. Efter Møllers død 

har Leif Døssing gennem en række artikler føjet 

nye oplysninger til, men dog ikke i samme målestok 

som Møller. Udgangspunktet for vores arbejde 

med rødlisten har derfor i høj grad været Møllers 

artikler og ekskursionsberetninger. Dertil 

kommer hans akvareller og notesbøger, som i dag 

opbevares på Botanisk Museum i København. 

I anledning af 100-året for F.H. Møllers fødsel 

blev der i Svampe 15 bragt en artikel om mennesket 

og mykologen F.H. Møller (Døssing & Knudsen 

1987). 

Udgangspunktet for vores feltarbejde var en 

stor viden om hvad der engang fandtes i Storstrøms 

Amt, men en ret begrænset viden om hvad 

der stadig eksisterede. Vores feltarbejde måtte derfor 

i stor udstrækning tilrettelægges ud fra Møllers 

angivelser. Naturligvis kunne vi ikke på 17 feltdage 

gennemtrave alle de steder hvor Møller færdedes 

gennem et helt liv på egnen, men vi ville gå på jagt 

i hans fodspor, og vi håbede at vi ville genopdage 

nogle af de svampe som Møller fandt og måske 

være heldige at mærke historiens vingesus. 

Pia Boisen Hansen, Langelinie 37 st. tv., 7100 Vejle, myco@vip.cybercity.dk 


Nogle af de steder hvor Møller fandt mange 

sjældne arter, og hvor den aktuelle viden var temmelig 

mangelfuld, var Kristianssæde Skov og Fuglsang 

Storskov på Lolland samt Korselitseskovene 

på Falster. Disse lokaliteter stod derfor højt på vores 

liste over ekskursionsmål. 

Fuglsang Storskov 

Sommeren var ret tør i den sydøstlige del af landet, 

så på vores første tur til Storstrøms Amt i 

midten af juli gik vi især efter de træboende svampe. 

Det førte til det første besøg i Fuglsang Storskov, 

Lolland, der er et af de få steder i Danmark 

hvor man finder mange store, gamle egetræer. 

Møller var nok den person der fik „markeret“ 

skoven som en yderst værdifuld lokalitet for 

svampe på Eg, da han i 1936 og 1937 fandt Safrangul 

Fedtporesvamp (Aurantioporus croceus) som 

ny for Danmark. En anden sjældenhed på Eg som 

han også fandt her, var Egetunge (Buglossoporus 

quercinus) i 1935 (Buchwald 1974). Egetunge blev 

genfundet på lokaliteten i 1986 og er set flere gange 

siden, mens ingen havde fundet Safrangul 

Fedtporesvamp siden 1937 til trods for at den var 

blevet eftersøgt. 

Christian Lange og Thomas Læssøe havde 

været i skoven i 1999, og de havde fået udleveret 

kort så de kunne indtegne de steder hvor de havde 

set store egetræer og bl.a. fundet Egetunge. Vi havde 

derfor et godt udgangspunkt for vores jagt efter 

træboende svampe knyttet til Eg. Da vi havde set 

det meste af den nordlige del af Fuglsang Storskov, 

stod det klart at der var mest at komme efter omkring 

Løgnor hvor mange af de gamle ege findes – 

og hvor der var markeringer på vores medbragte 

kort. Den dag var vi så heldige at finde Egetunge 

på en nedfalden egegren samt adskillige ege med 

Oksetunge (Fistulina hepatica) i den nordligste af 

de to „øer“ i Løgnor. Derudover var der ikke man- 

In the footsteps of F.H. Møller 

F.H. Møller’s publications and unpublished note-books and aquarelles were the natural place to start before updating 

the knowledge of the funga in the Danish county Storstrøms Amt. A regional red-list is in preparation. 

9

ge fund der var værd at skrive hjem om. Til gengæld 

havde vi den dag set nogle af de flotteste egetræer 

i landet og lært at egetræer på øerne „næsten“ 

vokser ind i himlen. 

Med skovens store potentiale for træboende 

svampe og mykorrhizadannere med Eg er den 

mere end ét besøg værd. En måned senere, i midten 

af august, vendte vi derfor tilbage til Fuglsang 

Storskov. Vi koncentrerede os om egetræerne 

omkring Løgnor, som vi kun havde undersøgt en 

del af under det første besøg. Vi genså Oksetungerne 

fra sidst inden vi kom ind i den for os 

uudforskede skov. Her mødte vi en mur – en stor 

liggende Eg, men den eneste svamp der umiddelbart 

faldt i øjnene, var Toppet Huesvamp (Mycena 

galericulata)! Jan mente ikke at det burde 

være det eneste denne kæmpe kunne byde på, så 

han vendte et afbrækket, meterlangt stykke af 

egen for at se om der sad noget på undersiden. 

Her så han så det første frugtlegeme af årets bedste 

fund – Safrangul Fedtporesvamp (Aurantioporus 

croceus). Da han løftede træstykket, så jeg 

det andet og mere friske frugtlegeme. Jan blev 

først fraværende og siden euforisk af genfundet 

af denne art som man anså for uddød, og som 

ikke er set siden Møller fandt den. Behøver jeg at 

nævne at der var nogle herrer som var godt misundelige 

fordi de ikke havde fundet den året forinden? 

På årets sidste besøg i Fuglsang Storskov i oktober 

havde vi taget slænget fra årets Mykologiske 

Efterårslejr med – det var ikke helt tilfældigt at den 

blev afholdt på Lolland! Vi startede med at vise 

10 

Den store liggende egestamme i 

Fuglsang Storskov med Safrangul 

Fedtporesvamp (Aurantioporus 

croceus). Foto Jan Vesterholt. 

dem de to frugtlegemer af Safrangul Fedtporesvamp, 

der desværre på det tidspunkt var ved at 

være nedbrudte. Det var dog ikke kendetegnende 

for resten af skovens svampe, for de var generelt 

oppe. Så det blev til endnu en god dag i Fuglsang 

Skov, hvor der blev gjort nyfund af sjældne arter 

for lokaliteten, bl.a. Mønster-Lædersvamp (Xylobolus 

frustulatus) og Prægtig Slørhat (Cortinarius 

cedretorum). 

Kristianssæde Skov, Lolland 

Ser man bort fra Møns Klinteskov, er Kristianssæde 

Skov (også kaldet Rydeskovene) på Lolland 

den skov i Storstrøms Amt hvorfra der er registreret 

flest rødlistede fund i databasen over rødlistede 

svampe. Mange af fundene er bl.a. gjort af Møller 

tilbage i perioden fra 30’erne til 50’erne. 

Fra Buchwald (1974) ved vi at Møller fandt 

Egetunge i Kristianssæde Skov samme år som han 

fandt den i Fuglsang Storskov. Vi ved også at Møller 

bl.a. fandt mange sjældne rørhatte, skørhatte, 

mælkehatte og ridderhatte, og dem ville vi naturligvis 

gerne genfinde. Kristianssæde Skov var derfor 

en lokalitet vi prioriterede højt under vores arbejde 

med rødlisten. 

Vi angreb skoven fra forskellige retninger ved 

flere besøg, men det gav desværre ikke rigtig noget 

ud over almindeligheder. Det vi oplevede, var en 

hårdt drevet skov med monokulturer, til dels af eksotiske 

træarter. Skoven var rigeligt grøftet, og 

mange stier var pløjet op. Desværre lignede skoven 

et sted hvor man ikke kunne forvente at genfinde 

alle de sjældne svampe der tidligere har været der.

Kristianssædevej 

Alligevel fik vi gode oplevelser med svampe i området 

ved Kristianssæde, nemlig langs Kristianssædevej. 

Langs det sydligste stykke af vejen, ved Kristianssæde 

Gods, er der en alle af store egetræer. 

Her så vi ved vores besøg i midten af august to 

frugtlegemer af en stor gul poresvamp ved foden af 

et af de første egetræer. Det viste sig at være Gyldenbrun 

Lakporesvamp (Ganoderma resinaceum), 

der i forvejen kun var kendt fra fem andre lokaliteter 

i Danmark. På de resterende egetræer så vi ingen 

svampe, så vi kørte videre mod den sydvestlige 

ende af Lindealleen. 

Lindealleen har siden 1924 været kendt som 

voksested for Satans Rørhat (Boletus satanas) og 

andre spændende svampe (Møller & Nielsen 1965, 

Døssing & Koch 1971), så vi var naturligvis spændt 

på hvad der kunne dukke op. Satans Rørhat var 

der i mængder, både store og små. De stod på begge 

sider af vejen i de sydvestligste tre fjerdedele af 

alleen. Endnu flere frugtlegemer fandt vi af Rod- 

Rørhat (Boletus radicans) der stod langs hele lindealleen. 

De var kendt fra lokaliteten i forvejen 

bl.a. via Møllers notesbøger. 

Da vi besøgte alleen i oktober måned, havde 

Gyldenbrun Lakporesvamp skiftet fra gul til brun 

af al sporestøvet. I lindealleen stod der stadig enkelte 

frugtlegemer af Satans Rørhat, og ved et af 

de nordligste træer – tæt ved „Det lange Skovhus“ 

– var vi så heldige at finde den sjældne Flosset 

Fluesvamp (Amanita strobiliformis). Denne var ligeledes 

kendt fra lokaliteten i forvejen (Møller & 

Nielsen 1965, Døssing & Koch 1971), men ikke registreret 

siden 1966. 

Vi glædede os over at der trods alt var noget her 

ved Kristianssæde der havde bevaret sin spændende 

funga. Lindealleen må altså stort set se ud som 

den gjorde i Møllers tid, og sandsynligvis er nogle 

af de frugtlegemer vi så, fra de selv samme mycelier 

som fandtes i alleen dengang. I det perspektiv 

giver det mening at lede efter svampe der ikke er 

set i over 50 år! 

En af de mange svampe som tidligere 

er fundet i Kristianssæde Skov er Gråblad-arten 

Lyophyllum crassifolium. 

Vi havde ikke held med at genfinde 

den eller mange af de andre spændende 

svampe kendt fra skoven. F.H. Møllers 

akvarel af det eneste kendte fund fra 

Kristianssæde Skov er fra 1932.

En af F.H. Møllers smukke akvareller – Orangegylden Slørhat (Cortinarius elegantissimus). Den stammer fra 

Korselitse Hovedskov syd for Tromnæs 1932. 

Korselitseskovene 

En anden sværvægter på listen over storstrømske 

lokaliteter med mange registreringer af sjældne 

og rødlistede svampe er Korselitseskovene på 

Falsters østkyst. Det er reelt tre skove med Korselitse 

Østerskov i nord, dernæst Korselitse Mellemskov 

der bl.a. rummer Pomle, og i syd Korselitse 

Hovedskov med Tromnæs som den sydligste 

del. Skovene kan karakteriseres som flot kystskov 

med hovedsagelig Bøg på leret bund, der i 

passager er på højde med kystskovene syd for 

Århus. Disse kystskove rummer mange spændende 

mykorrhizadannere især blandt skørhatte 

og rørhatte. 

Med listerne fra Møller og andre tidligere besøgende 

i baghovedet drog vi af sted i juli for at 

finde sommersvampe i Korselitseskovene. Vi 

startede i det sydligste ved Tromnæs og gik gennem 

skoven langs kysten mod nord stykke for 

stykke. Allerede om formiddagen var der bid 

med noget der ledte tanken på Møller. Det var to 

fund af Perlehøne-Champignon (Agaricus moelleri) 

i den sydlige halvdel af Korselitse Mellemskov. 

Det er ikke angivet at Møller fandt den i 

Korselitse, men han var jo ekspert i champigno- 

12 

ner og fandt denne art adskillige andre steder i 

Storstøms Amt (se hans akvarel som er gengivet 

i Svampe 28). Omkring 200 m syd for restauranten 

ved Pomle (der i øvrigt sælger gode is) havde 

vi et flot genfund af den sjældne Orangerosa 

Skørhat (Russula laeta) som ikke er set dér siden 

1933 og 1934. Møller noterer fundet i en ekskursionsberetning 

til Pomlenakke og Tromnæs fra 

1934 (Møller 1936), og han lavede en akvarel af 

arten (gengivet i Svampe 15) på baggrund af et af 

fundene fra Korselitse Mellemskov. Arten er i 

øvrigt beskrevet og navngivet af Møller og tyskeren 

Julius Schäffer, bl.a. på baggrund af dette 

fund. På denne første tur i Korselitseskovene 

lærte vi meget om skoven, ikke kun ud fra de 

svampe vi fandt, men lige så meget ved at se på 

terræn, træer, skovbund osv. Vi så at der var nogle 

oplagte steder at lede efter rørhatte og senere 

på sæsonen også slørhatte. For Jan blev kystskovene 

syd for Pomle lidt af en besættelse. Vi skulle 

derhen på alle vores ture til Storstrøms Amt, og 

det gav faktisk også gode resultater. 

Det lykkedes os at finde adskillige hotspots i 

Korselitse Mellemskov. Det bedste af dem er dér 

hvor Saddelmagerrenden når ud til kysten. På

dette lille område fandt vi utrolig mange sjældne 

svampe på de efterfølgende ture: Satans Rørhat, 

Rod-Rørhat (som også var nævnt af Møller), 

Violet Koralsvamp (Ramaria fennica) og en længere 

række af knold-slørhatte, deriblandt Prægtig 

Slørhat (Cortinarius cedretorum), Ringbæltet 

Slørhat (C. vulpinus) og Orangegylden Slørhat 

(C. elegantissimus). I det hele taget fandt vi langt 

flere knoldslørhatte end Møller har afrapporteret 

fra sin tid, sandsynligvis fordi det trods alt er 

blevet lettere at få sat navn på dem i dag. 

Og meget mere 

Vi nåede naturligvis at besøge en masse andre 

lokaliteter, hvor vi både fandt og genfandt spændende 

svampe, men også steder hvor der ikke 

var noget at komme efter. 

Området ved østenden af Maribo Søndersø 

blev opdaget som ny lokalitet for spændende 

svampe. Det vrimlede med dem, og under vores 

mykologiske efterårslejr blev der fundet i alt 21 

rødlistede og 10 gullistede arter i disse skove. 

Totale lister over vores fund fra besøgene i 

Storstrøms Amt i år 2000 og databasen fra Mykologisk 

Efterårslejr ved Maribo Søndersø kan 

du se på Internettetadressen: http://www.mycokey.com/AAU/Mycobase/BaseFrameset.html. 

En varm tak til alle som har bidraget med oplysninger 

om fund af rødlistede svampe i Storstrøms 

Amt, ikke mindst til dem der var med os 

på Mykologisk Efterårslejr ved Maribo Søndersø. 

Litteratur 

Buchwald, N.F. 1974. Safrangul Poresvamp (Polyporus 

(Hapalopilus) croceus) fundet i 1936 i Danmark. 

– Friesia 10: 323-326. 

Døssing, L. & J. Koch 1971. Lørdag den 24. og søndag 

den 25. september 1966. Weekend-ekskursion til 

Torrig Skov og Christianssæde Skovene på Lolland. 

– Friesia 9: 482-484. 

- & H. Knudsen 1987. F.H. Møller 100 år – mennesket 

og mykologen. – Svampe 15: 1-12. 

Møller, F.H. 1936. Søndag den 9. september. Ekskursion 

til Pomlenakke og Tromnæs. – Friesia 1: 321. 

- & N.J. Nielsen 1965. Oversigt over fund af storsvampe 

på Vestlolland. – Friesia 7: 389-502 

Storstrøms Amt 1995. Rødlistede fugle i Storstrøms 

Amt 1995. 

- 1997. Rødlistede padder og krybdyr i Storstrøms 

Amt 1997. 

- 2000. Rødlistede planter i Storstrøms Amt 1999. 

To frugtlegemer af Gyldenbrun Lakporesvamp (Ganoderma resinaceum) ved foden af en levende Eg langs 

Kristianssædevej ved Kristianssæde Gods, 12.8.2000 (PH00-104). Foto Jan Vesterholt. 


13

2000 – et godt år for registrering af sjældne svampearter? 

Benny Christensen 

Problemerne med at registrere svampe – herunder 

især de sjældne arter – er velkendt og bl.a. 

præcist beskrevet i foreningens udgave af 

„Rødliste 90“ (Vesterholt & Knudsen 1990). 

Størstedelen af året lever de jordboende svampe 

et skjult liv under jorden, og kun når frugtlegemerne 

er på overfladen, er svampen synlig. 

For nogle arter sker det kun nogle få uger om 

året. Det gælder altså om at være det rigtige sted 

på præcis det rigtige tidspunkt. Og det er ikke 

alle mycelier, der sætter frugtlegemer hvert år. 

Et af mykologiens problemer er, at vi ikke ved, 

hvor mange „hvilende“ mycelier, der ligger og 

venter på, at der skal komme et år med de helt 

rigtige klimatiske betingelser. 

Derfor er begrebet sjældenhed også problematisk 

og omdiskuteret, når det gælder svampe 

(Rune 1996). Og behovet for en mere løbende 

og systematisk registrering er åbenlyst (Rald & 

Strandberg 1995). På den anden side gør svampenes 

specielle biologi netop, at en omfattende 

atlas-undersøgelse i stil med den, der er gennemført 

i Holland, og som herhjemme bl.a. er 

foretaget for padder og fugle, vil være meget 

ressourcekrævende. 

I de seneste år har foreningen taget flere nye 

initiativer. Etableringen af en løbende overvågning 

af 10 udvalgte arter (Vesterholt 1996) og 

oprettelsen af Mykonyt er gode skridt på vejen. 

Det stigende antal indberetninger til Mykonyt 

kaster mere lys over, hvordan det går med en 

del af de „interessante“ arter. Men kan vi komme 

et par skridt videre? 

Et godt år for mange arter 

Omfanget af „hvilende“ mycelier har man kunnet 

få en fornemmelse af i år 2000, en sæson, der 

Benny Christensen, Søgårdvej 4, 6980 Tim, bemc@image.dk 

14 

for nogle arters vedkommende har overgået 

alle forventninger. I Vestjylland har vi f.eks. 

ikke i mange år set så mange kantareller som i 

2000. Både 1998 og 1999 var gode kantarelår, 

men i 2000 var der mange flere. Der var ikke 

bare mange kantareller, der hvor de plejer at 

være, de optrådte også på steder, hvor de i hvert 

fald ikke har været i de 14 år, jeg har boet herovre 

– og ofte langt fra de andre kendte kantarelsteder. 

Der er altså tale om en masse mycelier, 

som kun sætter frugtlegemer med mange års 

mellemrum, når de optimale vækstbetingelser 

er der. 

Og det har de været i 2000. Den våde sommer 

bevirkede, at kantarellerne var fremme i 

store mængder hele vejen igennem fra sidst i 

juni til sidst i september. Men de klimatiske betingelser 

har ikke entydigt været gode for alle 

arter. For nogle arter har de lave temperaturer 

måske været en hæmmende faktor. Blandt spisesvampene 

har tragt-kantarel og pigsvamp 

haft det på samme måde som kantarellerne, 

mens de fleste rørhatte ikke har haft nogen 

særlig god sæson. 

Et godt år for registrering? 

Det er nærliggende at tro, at i hvert fald nogle af 

de mere sjældne arter har haft det på samme 

måde som kantarellerne. Det kan man måske få 

en fornemmelse af ved at se på indrapporteringerne 

til Mykonyt sammenlignet med tidligere 

år – selv om billedet her sløres af, at antallet af 

rapportører stadig vokser. 

Men under alle omstændigheder kunne man 

godt forvente, at 2000-sæsonen bød på en usædvanlig 

god chance for at få lokaliseret nogle af 

de ellers skjulte mycelier. Jeg skal ikke drage 

2000, a good year to find rare fungi? 

Last year was a good year in Denmark for many species of fungi. In western Jutland Cantharellus cibarius was found in 

many localities where it has not been observed for many years. It is proposed that the year 2000 also offered good opportunities 

to localize many of the „hidden mycelia“ of rare fungi where fruit-bodies only are produced under adequate 

climatic conditions. In that way, the records from 2000 could be a good starting point for a more systematic registration 

of rare and threatened fungi.

Spiselig Mælkehat (Lactarius volemus) er en god spisesvamp, men desværre temmelig sjælden. Den er let kendelig 

på den kraftige stok og den rigelige, hvide mælk. Stråsø Plantage 31.7.2000. Foto Benny Christensen. 

Mørkviolet Slørhat (Cortinarius violaceus). På den store svamp ses de brune sporer tydeligt. Hoverdal Plantage 

10.9.2000. Foto Benny Christensen. 


15

vidtgående slutninger, men nøjes med at referere 

nogle af mine erfaringer fra det vestjyske lokalområde, 

jeg kender bedst. 

Og måske burde man under alle omstændigheder 

benytte lejligheden til at få skabt grundlag 

for en mere systematisk registrering af udvalgte 

arter – først og fremmest vigtige rødlistearter 

– på nogle udvalgte lokaliteter. Konkret 

kunne det ske med udgangspunkt i indberetningerne 

til Mykonyt. F.eks. således, at de, der i 

2000 har registreret de udvalgte arter på de 

pågældende lokaliteter, i fællesskab fik lokaliseret 

de fundne mycelier ved at plotte dem ind på 

et kort eller ved angivelse af omtrentlige UTMkoordinater. 

Skulle en og anden have adgang til 

en GPS, ville det gøre det endnu nemmere at 

sætte præcis placering på. Det kunne f.eks. ske 

ved at forsøge at genfinde mycelierne i 2001, 

mens findestederne endnu er i frisk erindring. 

Det ville give basis for en mere tæt overvågning 

af de kendte findesteder i de kommende år 

– hvor både de, der kommer regelmæssigt på lokaliteten, 

og de, der kommer af og til, vil kunne 

bidrage. 

Jeg kan godt forestille mig negative reaktioner 

på forslaget. Det er ikke alle, der har lyst til 

at dele deres gode svampesteder med andre. 

Men da det her ikke i særlig grad drejer sig om 

gode spisesvampe, kunne den almene interesse 

i at få større viden måske få lov til at overvinde 

de private interesser. 

Og så et par eksempler fra 2000-sæsonen i de 

vestjyske plantager: 

En spiselig sjældenhed 

Spiselig Mælkehat (Lactarius volemus) er, som 

navnet siger, spiselig og af de nævnte grunde 

nok ikke en af de arter, det er mest oplagt at 

starte med. Den er heller ikke på rødlisten, men 

karakteriseret som „opmærksomhedskrævende“ 

(gullisteart – kategori X). Til gengæld er 

den svær at overse, hvis den er der, og let at kende 

på størrelsen, den kraftige stok, den rigelige, 

hvide mælk og den karakteristiske fiskeagtige 

eller skaldyragtige lugt. 

Indtil 2000 havde jeg kun set den en enkelt 

gang i Vestjylland. Det var på en offentlig svampetur 

i Dejbjerg Plantage nord for Skjern i september 

1990. Jeg fandt et enkelt eksemplar, og 

den fik en fremtrædende placering ved den afsluttende 

præsentation og gennemgang af da- 

16 

gens fund. Men når man på en tur af den art skal 

holde styr på 40-50 mennesker, er der nok at se 

til, og i kampens hede fik jeg ikke mærket mig 

det præcise findested. Og siden har jeg ikke 

kunnet finde den. 

Men i 2000 dukkede den op et helt andet sted 

– i Stråsø Plantage længere nordpå – midt på en 

sti, hvor jeg tit er kommet forbi i sæsonen. Her 

stod nu den 31/7 tre flotte eksemplarer, og de 

blev både fotograferet og fortæret. Den 5/8 var 

der fem nye frugtlegemer på stedet. 

Safran-Slørhat genfundet 

Siden Jan Vesterholt i Svampe nr. 33/1996 udnævnte 

Safran-Slørhat (Cortinarius traganus) til 

en af de 10 overvågningsarter og nævnte, at de 

sidste observationer var fra 1985-87, har jeg 

holdt øje med et sted i Hoverdal Plantage, hvor 

jeg fandt den for ca. 10 år siden. Det har ikke givet 

de store resultater før 1/10 2000, hvor jeg 

fandt et gammelt frugtlegeme + et helt henfaldet 

eksemplar på stedet. Et par måneder før 

(12/8) fandt jeg helt tilfældigt et enkelt frugtlegeme 

i Stråsø Plantage. Safran-Slørhat er i 1997rødlisten 

rykket op som „akut truet“ art (kategori 

E). 

En af de meget flotte slørhatte fandt jeg også 

igen i Hoverdal Plantage i 2000. Mørkviolet 

Slørhat (Cortinarius violaceus) så jeg første 

gang i plantagen i september 1994. Der stod 

dengang kun et enkelt frugtlegeme i et område 

med bævreasp. Jeg kommer regelmæssigt på 

stedet, da der også er gode spisesvampe (Orange 

Aspe-Rørhat), så jeg har set efter den siden – 

uden resultat i de første 4 år. 

Men den 9/9 2000 stod der så igen et enkelt 

ældre eksemplar på samme sted. Det var på en 

svampetur med både børn og voksne, og da 

svampen stod lige ved stien, koncentrerede jeg 

mig om at undgå at nogen plukkede den eller 

trådte på den. Næste dag tog jeg ud på stedet og 

fandt yderligere tre friske eksemplarer. Mørkviolet 

Slørhat stod på 1990-rødlisten som „sårbar“ 

(kategori V), men er i 1997 flyttet til gullisten 

som „opmærksomhedskrævende“ (kategori 

X). 

Hvor tæt skal der registreres ? 

Det er velkendt, at for en del svampes vedkommende 

er frugtlegemernes levetid kun nogle få 

uger – for enkelte endda få dage. Og de vejrfor-

Morten Christensen fandt i 1989-90 og de følgende år flere sjældne pigsvampe i Hoverdal Plantage. Ved den 

skovvej, hvor han her er ved at fotografere i september 1994, var der dengang både Skællet Kødpigsvamp 

(Sarcodon imbricatus) og Tragtformet Læderpigsvamp (Phellodon tomentosus). Begge arter er forsvundet, 

efter at det stykke skov, der ligger lige syd for vejen, blev ryddet og nyplantet for et par år siden. Men der er 

stadig mange sjældne pigsvampe i plantagen. Foto Benny Christensen. 

hold, der måske nok er gunstige for svampenes 

vækst og antallet af frugtlegemer (megen regn), 

har til gengæld negativ virkning på frugtlegemernes 

levetid. 

Hvor hurtigt, det kan gå, kan også illustreres 

med en observation fra 2000-sæsonen. Stålblå 

Rødblad (Entoloma nitidum) var på 1990-rødlisten 

karakteriseret som „sjælden“ (kategori R). 

Nu er den hverken på rødlisten eller gullisten, 

men det er dog ikke en svamp, man falder over 

hver dag. 

Den 9/10 1999 fandt jeg et enkelt eksemplar 

af arten i Stråsø Plantage, og i 2000 har jeg holdt 

øje med stedet. Den 16/9 fandt jeg otte fine 

frugtlegemer, heraf flere helt små. Den 24/9 var 

jeg igen på stedet, og kun fordi jeg vidste præcis, 

hvor jeg skulle lede, fandt jeg resterne af et par 

henfaldne eksemplarer. 

For nogle arter kan en effektiv overvågning 

altså kræve, at man er på stedet mindst en gang 

om ugen gennem en stor del af sæsonen. Og 


som det sidste eksempel viser, kan det „rette“ 

tidspunkt også nemt variere en måned fra år til 

år, afhængigt af vejrforholdene. 

Et konkret eksempel 

For at gøre opgaven overskuelig bør man nok 

koncentrere sig om et mindre antal arter og lokaliteter 

i forbindelse med en mere intensiv 

overvågning. Lokalitetsmæssigt bør man også 

skele til, om der bor nogen tæt på området, der 

kan sikre en regelmæssig overvågning. Og så er 

det naturligvis væsentligt, at man også interesserer 

sig for at finde nye mycelier – for det drejer 

sig jo ikke bare om at se, hvordan det går 

med dem, man kender. Derfor bør man måske 

også forsøge at indkredse og afgrænse særlig 

„interessante“ områder til nærmere undersøgelse. 

Artsmæssigt bør det vel være den „dyre“ 

ende af rødlisten, der især er i fokus. Men andre 

hensyn kan også spille ind. F.eks. kunne kork-, 

17

duft- og læderpigsvampene (Hydnellum, Bankera 

og Phellodon) være en oplagt gruppe at 

tage med. Dels er der allerede foretaget en systematisk 

undersøgelse – også historisk – af udbredelsen 

(Christensen 1993), dels kan arterne 

muligvis være relevante som indikatorer for 

kvælstofbelastning via luftforurening (Vesterholt, 

Asman & Christensen 2000). 

Morten Strandberg havde i september-oktober 

2000 indberettet flere sjældne pigsvampearter 

fra Hoverdal Plantage, som er min nærmeste 

gode svampelokalitet. Jeg har også et par mycelier 

derude, og den 28/10 forsøgte vi i fællesskab 

i løbet af en eftermiddag at lokalisere de kendte 

mycelier. Det førte til, at der nu er 8 mycelier og 

følgende arter på kortet: Tragtformet Læderpigsvamp 

(Phellodon tomentosus): 3 steder – 

Mørk Læderpigsvamp (Phellodon niger): 1 sted 

– Orange Korkpigsvamp (Hydnellum aurantiacum): 

3 steder – Bæltet Korkpigsvamp (Hydnellum 

concrescens): 1 sted. 

Tidligere har Morten Christensen registreret 

Pjusket Duftpigsvamp (Bankera fuligineoalba), 

Orange Korkpigsvamp og Tragtformet Læderpigsvamp 

i et ret vanskeligt tilgængeligt område 

Foreningens navneudvalg 

Foreningens udvalg til godkendelse af danske 

svampenavne har fungeret siden 1985 hvor der 

efter 3 års arbejde for første gang udsendtes en 

samlet liste over anbefalede navne. Offentliggørelsen 

af nye navne er hidtil i al væsentlighed 

sket ved at navnene er brugt i artikler i Svampe, 

medens der har manglet en samlet oversigt over 

hidtil godkendte navne. Efter en vedtagelse i 

navneudvalget vil de godkendte navne i fremtiden 

kunne ses på foreningens hjemmeside 

http://www.mycosoc.dk ved først at klikke på 

feltet Taxon Database og derefter på Enter Search. 

Man vil her både kunne finde det danske 

navn ud fra det systematiske (latinske) navn og 

det systematiske navn ud fra det danske navn. 

De principper der ligger til grund for godkendelsen 

af danske navne, er i hovedsagen de 

samme som blev vedtaget i 1985. 1) Danske 

18 

med Bjergfyr, hvor det ikke lykkedes os at finde 

noget, men der skal han nok selv med. På det 

sted, hvor sidstnævnte har været, har der også 

frem til 1994-95 været Skællet Kødpigsvamp 

(Sarcodon imbricatus), men begge arter synes 

at være forsvundet, efter at et tilgrænsende 

stykke skov blev ryddet for et par år siden. 

Alt i alt viser eksemplet, at man kan nå ret 

langt ved en eftermiddags indsats. Så nu er ideen 

givet videre ... 

Litteratur 

Christensen, M. 1993. Duftpigsvamp (Bankera) og 

Læderpigsvamp (Phellodon) – økologi og udbredelse 

i Danmark. – Svampe 27: 1-11. 

Rald, E. & M. Strandberg 1995. Frugtlegemeproduktion 

og udbredelse af Klidhat (Rozites caperatus) 

i Tisvilde Hegn. – Svampe 32: 36-40. 

Rune, F. 1996. Om sjældenhed i mykologien. – Svampe 

33: 1-6. 

Vesterholt, J. 1996. Hvordan går det med Frost-Sneglehat? 

– Svampe 33: 13-25. 

- , W.A.H. Asman & M. Christensen 2000. Kvælstofnedfald 

og tilbagegang for svampe på mager 

bund. – Svampe 42: 53-60. 

- & H. Knudsen 1990. Truede storsvampe i Danmark 

– en rødliste. 

navne består ligesom de systematiske navne af 

et artsnavn og et slægtsnavn, hvor artsnavnet 

står forrest. 2) Som hovedregel gives der kun 

danske navne til svampe der forekommer i 

Danmark. 3) Der tilstræbes logik og konsekvens 

i navngivningen, så den afspejler svampenes 

systematiske tilhørsforhold. 4) Tidligere anvendte 

danske navne søges så vidt muligt bevaret. 

5) Navnet skal være så kort og karakteristisk 

som mulig. 6) Hvis det systematiske navn 

på en svamp ændres, følger det danske navn så 

vidt muligt den art, der er almindeligst i Danmark. 

Kritik af de godkendte danske navne samt 

forslag til godkendelse af nye danske navne bedes 

sendt med e-post (pgs@kiku.dk) eller brev 

til undertegnede formand for navneudvalget 

(adresse: Rønnebærvej 40, 2840 Holte). 

Preben Graae Sørensen

Hvad er Cortinarius glaucopus? 

Thomas Stjernegaard Jeppesen & Tobias Frøslev 

Cortinarius glaucopus er i Danske Storsvampe 

(Petersen og Vesterholt 1990) anført som ret 

sjælden, og C. glaucopus er ikke at finde i den 

seneste udgave af rødlisten (Stoltze og Pihl 

1998). I artiklen i Svampe 24 om de i Danmark 

forekommende knoldslørhatte (Cortinarius underslægt 

Phlegmacium) – hvortil C. glaucopus 

hører – nævnes det dog at den burde figurere på 

rødlisten, og at der til dato kun findes én dansk 

angivelse (Vesterholt 1991). 

På baggrund af dette er det svært at sige noget 

sikkert om hvor sjælden arten er. I hvert fald 

er den dårligt kendt herhjemme, hvilket måske 

skyldes, at den har båret det misvisende danske 

navn Knoldløs Slørhat, som vi her foreslår ændret 

til Fibret Slørhat (glaucopus betyder „med 

blålig eller blågrå stok“. Navnet Knoldløs Slørhat 

er en oversættelse af det tyske „Knollenloser 

Klumpfuss“ (Moser 1960)). Da vores danske 

fund af C. glaucopus har været afvigende ved at 

have ret udprægede olivengrønne farver, og da 

der desuden i de seneste år er dukket et par 

nærtstående arter op som ikke er nævnt i den 

danske svampelitteratur, finder vi det relevant 

at bringe beskrivelser og illustrationer af disse. 

Farvekoderne i beskrivelserne refererer til Kornerup 

og Wanscher (1961). Vi har ikke medtaget 

basereaktioner i de enkelte beskrivelser, da 

alle arterne reagerer svagt okkerbrunt til orangebrunt, 

hvilket er karakteristisk for arter i sektionen 

Glaucopodes, hvortil alle de behandlede 

arter hører. 

Cortinarius glaucopus (Schaeff.: Fr.) Gray 

Hat groft indvokset radiærfibret, op til 13 cm. 

Hatfarve meget variabel, men oftest brunlig 


(grønligt til rødligt), ofte med olivengrønlig 

(1B5-1C5) rand hos unge eksemplarer. Hatten 

kan også være helt olivengrøn (se foto). Lameller 

blålige (20B3). Stok op til 2 cm tyk, oftest 

med blåligt skær mod toppen (21A4), eventuelt 

med grønligt skær nedefter, med lille, men randet 

knold. Kød blegt, i stokken med blåligt 

skær, ofte noget okkergult anløbende i knolden. 

Lugt og smag neutral. 

Sporer ellipsoidiske med fine, isolerede vorter, 

7,3-8,3 × 4,7-5,2 µm (MV = 7,62 × 4,99 µm), 

Q = 1,53. 

Alle danske fund har været i tilknytning til 

løvtræer på kalkrige steder, men i vore nabolande 

og sydpå vokser C. glaucopus hovedsagelig 

med nåletræer på rigere jordbund. 

Vi foreslår det danske navn ændret til Fibret 

Slørhat på baggrund af hattens tydelige, indvoksede 

radiærfibre, som sammen med de små ellipsoidiske 

sporer er artens væsentligste kendetegn. 

C. glaucopus er en meget variabel art, og således 

kan hatfarven spænde lige fra brune til 

gullige og grønlige nuancer. Moser (1960) har 

beskrevet en varietet (var. olivaceus) med grønne 

nuancer, men man kan dog finde alle mellemformer. 

Også graden af blå farver på lameller 

og stok kan variere meget, og Moser har ligeledes 

beskrevet en varietet (var. acyaneum) 

helt uden blåt. Cortinarius magicus Eichh., som 

ligner C. glaucopus både mikroskopisk og makroskopisk, 

afviger ved at skulle vokse i store 

ringe, være mere fibret og have tydeligt velum. 

Med udgangspunkt i det materiale vi har set af 

C. magicus, og på baggrund af den variation der 

accepteres inden for C. glaucopus, vælger vi at 

Thomas Stjernegaard Jeppesen, Lille Glasvej 3, 2. t.v., 5000 Odense C., thomasstjerne@get2net.dk 

Tobias Frøslev, Frederiksborggade 52, 5. sal, 1360 København K, tobiasgf@get2net.dk 

What is Cortinarius glaucopus? 

Descriptions and illustrations are given of C. glaucopus and the related species C. caesiogriseus, C. camptoros and C. 

dionysae. C. caesiogriseus and C. camptoros are reported as new to Denmark, but C. dionysae has not yet been recorded 

as Danish. The colour variation of C. glaucopus and C. camptoros is discussed, but is not considered as being of taxonomic 

importance. 

19

Cortinarius glaucopus, brun form. Frankrig, Doubs, Valdahon, 29.9.1998 (TF1998-096). Foto Tobias Frøslev. 

Cortinarius glaucopus, grønlig form. Sjælland, Allindelille Fredsskov, 17.9.1999 (TSJ99-050). Foto Thomas S. 

Jeppesen. 

20

Cortinarius caesiogriseus. Italien, Sydtyrol, Altenburg, 7.10.2000, (TF2000-073). Foto Tobias Frøslev. 

Cortinarius camptoros, gråviolet form. Østjylland, Vosnæs Havskov N. for Århus, 30.9.2000 (TF2000-056). 

Foto Thomas S. Jeppesen. 


21

opfatte C. magicus som en del af denne variation. 

Af de her behandlede arter er den mest oplagte 

forvekslingsmulighed C. caesiogriseus, 

som dog har større, mandelformede sporer samt 

grålige farver på hatten. Ældre frugtlegemer af 

C. glaucopus kan eventuelt minde om afblegede 

former af Blåkødet Slørhat (C. caerulescens), 

som dog har større og mere citronformede sporer. 

Supplerende illustrationer: CFP (Brandrud 

m.fl. 1990-98)(C30 og C52), Courtecuisse & Duhem 

(1178), R. Phillips (s. 124), Moser: XXI 120, 

Moser: XXI 123 og XXII 128 (var. acyaneum), 

Moser: XXI 119 (var. olivaceus). 

MATERIALE: DANMARK: Ø-JYLL.: Savmølle Skov, 30. 

9.2000, TSJ og TF (TSJ00-043) – NØ-SJÆLL.: Allindelille 

Fredskov, 17.9.1999, TSJ og TF (TSJ99-050 

„var. olivaceus“). 

SVERIGE: Gotland, Tjaukle ved Viklau, 19.9.2000, TF 

og TSJ (TSJ00-015). 

TYSKLAND: Bayern, Karlstadt, 18.10.2000, TSJ og TF 

(TSJ00-100). 

FRANKRIG: Doubs, Valdahon, 29.9.1998, Mogens 

Holm, TSJ og TF (TF1998-096), Jura, Arbois, Belvédères 

de l’Ermitage, 03.10.1998, TSJ og TF (TSJ98- 

114 „var. acyaneum“). 

ITALIEN: Sydtyrol, Kaltern, Mendelpass, 11.10.2000, 

TSJ og TF (TSJ00-073 „C. magicus“). 

Cortinarius caesiogriseus J. Schff. 

Hat med tydelige radiærfibre, fra begyndelsen 

grå (evt. med blåligt skær i randen som ung), senere 

anløbende (orange-)brunligt (5C5-5C6), 

evt. med tydelige cremefarvede til lyst brune 

velumlapper, op til 5 cm i diameter. Unge lameller 

blåligt grå (19B2). Stok blåligt grå i toppen, 

senere anløbende brunligt fra basis, hvilket 

sammen med den blålige farve kan give stokken 

et grønligt skær (1B3), op til 1 cm tyk med lille, 

mere eller mindre randet knold. Kød fra starten 

violetgråt (19A2), senere med blegt grønligt eller 

gulligt skær. Lugt og smag neutral. 

Sporer mandelformede med grove, isolerede 

vorter, 8,8-10,4 × 5,2-6,2 µm (MV = 9,70 × 5,67 

µm), Q = 1,72. 

C. caesiogriseus vokser med løvtræer på 

kalkrig jordbund. 

Vi foreslår det danske navn Musegrå Slørhat 

til C. caesiogriseus på grund af den musegrå hatfarve 

hos unge eksemplarer. Forstavelsen mus 

kan også lede tanken hen på svampens relativt 

22 

beskedne størrelse. 

Det er vores indtryk at denne art er dårligt 

kendt i hele Europa, og vores anvendelse af 

navnet C. caesiogriseus er baseret på beskrivelsen 

i Jordstjärnan 17(3) 1997, som repræsenterer 

Brandruds tolkning. I tillæg til de to citerede 

indsamlinger har Brandrud (pers. medd.) set arten 

ved Vordingborg i 1980. 


forvekslingsmulighed C. glaucopus (se under 

denne). 

Supplerende illustrationer: Moser: XII 62, 

Südwestdeutsche Pilzrundschau 31 (1995), side 

59 (som C. herpeticus var. fageticola). 

MATERIALE: DANMARK: NØ-SJÆLL.: Frederiksværk, 

Arresødal, 28.9.2000, TF (TF2000-053) – S-SJÆLL.: 

Hjortenæs i Grydebjerg Skov, 11.9.1999, Jacob Heilmann-Clausen 

(JHC99-095). 

SVERIGE: Öland, Hönstorp, 17.9.2000, Tommy Knutsson, 

Christian Lange, Elna Hultquist, TSJ og TF 

(TSJ00-016). 

FRANKRIG: Doubs, Valdahon, 29.9.1998, Mogens 

Holm, TF og TSJ (TF1998-087). 

ITALIEN: Sydtyrol, Kaltern, Altenburg, 7.10.2000, Tor 

Erik Brandrud, Kerstin Brandrud, TSJ og TF 

(TF2000-073), Sydtyrol, Kaltern, Mendelpass, 11.10. 

2000, TSJ og TF (TSJ00-072) 

Cortinarius camptoros Brandr. & Melot 

Frugtlegemer ofte påfaldende faste, „gummiagtige“. 

Hat op til 7 cm bred, først hvælvet, siden 

udbredt, mere eller mindre hygrofan, hos unge 

eksemplarer mørkt gråviolet (19D4-19E2), 

snart afblegende til gråoliven (4C3), men stadig 

med et gråviolet skær i randen, ældre eksemplarer 

mørkere brune omkring hatmidten (7F5). 

Hvor tilklæbede blade og småpartikler har siddet, 

anløber hathuden orangebrunt (5D5-6C6). 

Lameller gråviolette (17A2-19A2), randen 

mere violet (19A4). Stok indtil 1,5 cm tyk, 

gråviolet (19A2-19A3), snart afblegende i den 

nedre del, med afsat, bred (-3 cm), men ikke 

skarprandet, knold. Kød hvidligt, hos unge eksemplarer 

med en tydelig gråviolet (19C5- 

19D5) tone i stokken, i knolden noget gulligt 

anløbende. Lugt og smag ubetydelig. 

Sporer citronformede med grove, isolerede 

vorter, 8,9-10,4 × 5,2-5,7 µm (MV = 9,13 × 5,28 

µm), Q = 1,70. 

C. camptoros vokser med løvtræer på kalkrig 

jordbund. 

Vi foreslår navnet Elastisk Slørhat til denne

Oversigt over vigtige skillekarakterer hos de behandlede arter 

art på grund af frugtlegemernes konsistens, der 

sammen med de citronformede sporer og den 

ofte noget hygrofane hat er de vigtigste kendetegn. 

C. camptoros varierer ligesom C. glaucopus 

meget i udseende. Ovenstående beskrivelse er 

baseret på de danske indsamlinger, hvor de 

unge frugtlegemer havde meget udtalte blålige 

farver. Disse frugtlegemer vil kunne forveksles 

med Indigo-Slørhat (C. terpsichores), som dog 

har ellipsoidiske sporer. Set fra oven kunne 

svampene umiddelbart minde om Violet Hekseringshat 

eller, som ældre, Horngrå Fladhat. 

En mere blålig form af C. camptoros knyttet 

til egearter (Quercus ilex, Q. faginea og Q. pubescens) 

i Spanien er for nylig beskrevet og afbildet 

i Documents mycologiques under navnet 

C. camtoros f. fuscoilicis (Sasía & Aguirre 

2000), men om de danske fund skal henføres 

hertil, og om farvevariationen inden for arten 

berettiger oprettelsen af en ny form, er usikkert. 

C. camptoros kan også helt mangle blåt (se 

foto), men denne variation har indtil videre 

ikke givet anledning til beskrivelse af nye varieteter 

eller former. 


forvekslingsmulighed C. dionysae, som 

også har citronformede sporer. C. dionysae har 

dog tydelig lugt og smag af mel. 

Supplerende illustration: CFP (C24). 

MATERIALE: DANMARK: Ø-JYLL.:, Vosnæs Havskov, 

17.10.1999, TSJ og TF (TSJ99-094), 30.9.2000, TSJ og 

TF (TF2000-056). 


C. glaucopus C. caesiogriseus C. camptoros C. dionysae 

smag/lugt neutral neutral neutral melagtig 

sporestørrelse 7,3-8,3 x 8,8-10,4 x 8,9-10,4 x 8,8-9,9 x 

4,7-5,2 µm 5,2-6,2 µm 5,2-5,7 µm 5,2-5,7 µm 

sporeform ellipsoidiske mandelformede citronformede citron- til 

mandelformede 

hatkarakterer groft, tydeligt groft, tydeligt glat, evt. hygrofan fint radiærfibret 

radiærfibret radiærfibret 

TYSKLAND: Bayern, Karlstadt, 06.10.2000, TSJ og TF 

(TF2000-068). 

FRANKRIG: Jura, Arbois, Belvédères de l’Ermitage, 

03.10.1998, TSJ og TF (TF1998-115), 14.10.2000, TSJ 

og TF (TF2000-100). 

Cortinarius dionysae R. Hry. 

Hat fra begyndelsen oliven (3B2), snart grålig 

(4B2), med alderen anløbende lidt okker (5B5- 

5B6) fra midten, ret fint indvokset fibret, op til 8 

cm bred. Unge lameller mørkt blåviolette 

(19C4-19C5) med hvidlig æg. Stok hos unge eksemplarer 

blå (19A4), snart afblegende, indtil 

13 mm tyk med lille løgformet knold. Den blå 

farve holder sig længst i stoktoppen. Kød hos 

unge eksemplarer dybt blåviolet i stoktoppen, i 

hatten hvidligt, hos ældre blegt. Lugt og smag 

tydeligt melagtig. 

Sporer citron- til mandelformede med grove, 

isolerede vorter, 8,8-9,9 × 5,2-5,7 µm (MV = 9,39 

× 5,34 µm), Q = 1,76. 

C. dionysae er hovedsagelig knyttet til nåletræer, 

men findes af og til under løvtræer på 

kalkrig bund. 

C. dionysae er endnu ikke fundet i Danmark. 

Vi har medtaget den her, fordi den står nær C. 

glaucopus, og fordi den forekommer i vore nabolande. 

Denne art er meget karakteristisk på grund 

af sin lugt og smag af mel, hvorved den let adskilles 

fra de andre arter der er omtalt her. Mel- 

Slørhat (C. flavovirens), der er afbildet i Svampe 

40 s. 23, har samme lugt og smag, men er 

23

Cortinarius camptoros, brun form. Frankrig, Jura, Belvédères de l´Ermitage, 3.10.1998 (TF1998-115). Foto 

Tobias Frøslev. 

Cortinarius dionysae. Tyskland, Bayern, Karlstadt, 19.10.2000, (TSJ00-102). Foto Thomas S. Jeppesen. 

24

kraftigere og har blege, grønlige farver (Jeppesen 

& Frøslev 1999). Der findes i Europa yderligere 

to meget sjældne knoldslørhatte med mellugt 

og -smag, nemlig C. lustratus Fr., som er en 

lille, bleg, tårebladslignende svamp uden knold, 

og C. aleuriosmus Maire, som er en stor, hvidlig 

svamp med randknold. 

Set ovenfra ligner C. dionysae Galde-Slørhat 

(C. infractus), som dog smager bittert og har 

mørkt olivenbrune lameller. 

Supplerende illustrationer: CFP (B50), 

Courtecuisse & Duhem (1180), Moser: XII 68 

a,b,c. 

MATERIALE: TYSKLAND: Bayern, Karlstadt, 6.10. 

2000, TSJ og TF (TSJ00-057), 19.10.2000, TSJ og TF 

(TSJ00-102). 

FRANKRIG: Doubs, Forêt de Levier, 30.9.1998, Mogens 

Holm, TSJ og TF (TF1998-102), 14.10.2000, TF 

og TSJ (TSJ00-094). 

Vi har her behandlet alle de i Danmark forekommende 

arter med blå farver på lamellerne 

tilhørende sektion Glaucopodes med undtagelse 

af Bøge-Slørhat (C. anserinus). Bøge-Slørhat 

(C. anserinus) er indplaceret i sektion Glaucopodes, 

men synes at stå noget for sig selv. Arten 

adskilles fra de her behandlede ved sin bitre 

hathud og sin særlige lugt. C. anserinus er omtalt 

og afbildet i Svampe 24 s. 36 (Vesterholt 

1991) og i Svampe 31 s. 33 (Rune og Rald 1995). 

Sektion Glaucopodes står nær sektion Caerulescentes, 

altså gruppen med Blåkødet Slørhat 

(C. caerulescens) og Indigo-Slørhat (C. terpsichores), 

og som nævnt kan arter fra de to sektioner 

minde om hinanden indbyrdes. 

Flere arter i sektion Calochroi, gruppen med 

Lillabladet Slørhat (C. calochrous) og Violblå 

Slørhat (C. sodagnitus), kan på grund af de 

blålige/violette farver overfladisk ligne de her 

behandlede arter. Alle arter i sektion Calochroi 

har dog sporer med sammenhængende, netagtigt 

ornament og en tykkere hathud uden radiærfibre 

og uden hypodermceller. Hos arterne 

i sektion Glaucopodes kan disse hypodermcel- 


ler erkendes som store (op til 30 µm), tykvæggede, 

ballonformede celler i den nederste del af 

hathuden. 

Vi foreslår at C. glaucopus, C. camptoros og 

C. caesiogriseus på grund af deres formodede 

og sandsynlige sjældenhed optages på den danske 

rødliste over truede svampe. 

Det citerede materiale vil blive deponeret på 

Botanisk Museum i København (C). 

Litteratur 

Brandrud, T.E., T. Knutsson & K. Soop 1997. En fantastisk 

säsong på Öland. Rapport med tonvikt på 

Phlegmacium (spindelskivlingar). – Jordstjärnan 

17(3): 27-42. 

Brandrud, T.E., H. Lindström, H. Marklund, J. Melot 

& S. Muskos 1990-1998. Cortinarius Flora 

Photographica, Vol. 1-4. – Matfors. 

Courtecuisse, R. & B. Duhem 1994. Les Champignons 

de France. – Paris. 

Jeppesen, T.S. & T. Frøslev 1999. Gule knoldslørhatte 


Knoch, D. & G. Saar 1995. Interessante Cortinarienfunde 

am Schönberg bei Freiburg. – Südwestdeutsche 

Pilzrundschau 31: 26-29. 

Kornerup, A. & J. H. Wanscher 1961. Farver i farver. 

– København. 

Moser, M. 1960. Die Gattung Phlegmacium. – Bad 

Heilbrunn. 

Petersen, J. H. & J. Vesterholt (red.) 1990. Danske 

storsvampe (basidiesvampe). – København. 

Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of 

Great Britain and Europe. – London. 

Rune, F. & E. Rald 1995. Noter om svampenavne 

(4). – Svampe 31: 31-34. 

Sasía, R.F. & J.A.C. Aguirre 2000. Aportación al 

conocimiento de los Cortinarius en el norte de la 

península ibérica (I). – Doc. mycol. 119: 63-73. 

Stoltze, M. & S. Pihl (red.) 1998. Rødliste 1997 over 

planter og dyr i Danmark. – Miljø- og Energiministeriet, 

Danmarks Miljøundersøgelser og Skovog 

Naturstyrelsen. 

Vesterholt, J. 1991. Knoldslørhatte (Cortinarius underslægt 

Phlegmacium) som indikatorarter for en 

type værdifulde løvskovslokaliteter. – Svampe 24: 

27-48. 

25

Skogsstyrelsen: Signalarter. Indikatorer på 

skyddsvärd skog. Flora över kryptogamer. Hovedforfatter 

og redaktør Johan Nitare, Skogsstyrelsens 

Förlag 2000. - Svampetryks pris 369 kr. 

Skov- og Naturstyrelsens svenske modstykke Skogsstyrelsen 

har udgivet et værk over mosser, laver og svampe 

som indikerer høj naturværdi. Bogen har været undervejs 

nogle år, men den har været værd at vente på. Det 

er blevet et flot værk med en overdådighed af flotte fotos, 

et flot layout og en overskuelig opbygning. 

Bogen indledes med en generel introduktion hvor 

begreberne forklares. En signalart er en art som indikerer 

miljø med høj naturværdi. Typisk stiller signalarter 

meget store krav til deres omgivelser, og der skal være 

tale om lang tids uforstyrrethed hvor disse krav til voksestedet 

har været opfyldt. Ofte vil en signalart samtidig 

være en rødlisteart, men også mere almindelige arter 

kan være signalarter. 

I bogens næste afsnit gennemgås og illustreres 22 

forskellige skovtyper, hvoraf en del også findes i Danmark. 

For hver enkelt skovtype nævnes hvad der karakteriserer 

dem, og der gives lister over de tilknyttede signalarter 

blandt mosser, laver og svampe. Disse signalarter 

er i visse tilfælde slægter eller artsgrupper, f.eks. 

skærmhatte, knoldslørhatte, parasolhatte eller stjernebolde, 

der behandles gruppevis. 

I bogens tredje afsnit som er langt det største, gennemgås 

arter og artsgrupper med billeder og tekst. Levestederne 

og indikatorværdien omtales, og ofte er der 

også kort som viser artsudbredelser i Sverige. 

Det er en stor nydelse at blade i denne bog, og der er 

fremragende billeder af mange arter man ellers sjældent 

ser illustreret. Der er også mange fotografer som har bidraget, 

bl.a. syv danske. Opsætningen af billederne er 

meget varieret, nogle fotos fremstår i kollager, mens andre 

bringes i helsides format. Det gør bogen indbydende. 

Repro og farvegengivelse er upåklagelig. 

Man kan naturligvis godt diskutere udvalget af arter 

og artsgrupper, men alle de vigtigste ser ud til at være 

med. Man har tydeligvis afholdt sig fra at benytte kernesvampe 

eller tynde barksvampe som signalarter, hvilket 

synes rimeligt da de er mindre iøjnefaldende. At man 

har haft plads til mange bittesmå laver er en anden sag. 

Noget bestemmelsesværk er bogen ikke, men hvad 

kan man så bruge bogen til? Jo, det vigtige ved denne 

bog er at den retter fokus mod hvilke arter der karakteriserer 

værdifulde skovmiljøer. Den bliver dermed et referenceværk 

som gør det lettere og mere legitimt at inddrage 

disse arter i en naturværdimæssig bedømmelse af 

en skovlokalitet. I Danmark har både mosser, laver og 

svampe indtil nu fået alt for lidt opmærksomhed i praktisk 

naturforvaltning. Bogen kan godt bruges til danske 

skove, men vi har kun en mindre del af de behandlede 

naturtyper, og dem vi har er desværre også i en dårligere 

26 

Anmeldelser 

forfatning på grund af mere intensiv arealudnyttelse, 

større kvælstofnedfald mv. Og så er bogen et smukt eksempel 

til efterfølgelse, også i det åbne land. 

Jan Vesterholt 

Benny Christensen: Sikre spisesvampe i de vestjyske 

plantager. Bollerup Boghandels Forlag, 

2000. 32 sider. - Pris 68 kr. 

Forfatteren har medtaget 9 gode spisesvampe, 4 fyldsvampe 

og 2 svampe (Galderørhat og Peberrørhat), 

som man gerne skal undgå. Han har helt undladt at 

medtage lamelsvampe, så alle kan samle svampe til spisebrug 

efter dette hæfte, også selvom man ingen erfaring 

har i forvejen. Jeg kan forstille mig at Bollerup 

Boghandel har haft mange forespørgsler fra sommerhusgæster, 

der gerne vil vide, om de svampe, de har fundet 

på skovturen, kan spises. Der findes gode begynderbøger 

på markedet, f.eks. Politikens visuelle svampebog 

og Politikens svampebog, men selvfølgelig til en anden 

pris. En god service for udenlandske turister er, at svampens 

navn foruden det danske og det videnskabelige 

også er angivet på svensk, norsk, tysk, engelsk og hollandsk. 

Der er dog et par bindestreger for meget i de 

danske navne på Galderørhat og Peberrørhat og en for 

lidt i Tragt-Kantarel i forhold til officiel dansk navngivning. 

Sætternissen har også været i gang med Tragt-Kantarels 

latinske navn. 

De fleste af de omtalte svampe er rørhatte, men også 

Almindelig Kantarel, Tragt-Kantarel, Almindelig Pigsvamp 

og Blomkålssvamp er medtaget. Det er mange af 

de svampe, som jeg bl.a. selv er startet med at samle. 

Når man så har fået nogle positive oplevelser med disse 

svampegrupper, er man måske klar til at fortsætte med 

lamelsvampene under kyndig vejledning. 

Hver af de gode spisesvampe er beskrevet på en 

dobbeltside, mens resten får en enkelt side. Foruden et 

fotografi af svampen indeholder beskrivelsen kendetegn, 

forvekslingsmuligheder samt forslag til anvendelse, 

herunder opskrifter. Et lille afsnit om madlavning 

med svampe er anbragt midt i gennemgangen af arterne. 

Det virker lidt forvirrende. Måske er det anbragt her 

for at skille de gode spisesvampe fra blandsvampene. I 

starten af hæftet er der en kort introduktion til svampe 

generelt samt en oversigt over de offentlige plantager i 

Vestjylland, hvor man må færdes frit for at samle svampe. 

Til sidst er der en litteraturliste med et udvalg af de 

bedste danske illustrerede svampebøger. 

Hvis man ser på artsvalget, er det et fornuftigt udvalg. 

Brungul Rørhat omtales dog kun kort under Lærke-Rørhat. 

Den regner jeg som en af de bedre bland-

svampe fra fyrreplantagerne. 

Jeg har endnu aldrig selv samlet svampe i en vestjysk 

plantage, men artsudvalget ligner meget det der findes i 

plantagerne i Nordsjælland. Der er alligevel nogle forskelle, 

f.eks. er både Hulstokket Rørhat og Rødbrun 

Rørhat meget sjældne i Nordsjælland. Rødbrun Rørhat 

har jeg aldrig set, men måske skulle man tage en tur til 

Vestjylland for at se den. På Sjælland støder man til 

gengæld ofte på Filtet Rørhat og Kornet Rørhat i plantagerne. 

Beskrivelsen af Orange Aspe-Rørhat dækker 

hele den gruppe, der tidligere blev kaldt Skælstokket 

Rørhat. Til en lignende publikation ville jeg fra de 

nordsjællandske plantager vælge Rød Birke-Rørhat i 

stedet for Orange Aspe-Rørhat. 

Alt i alt en sympatisk lille bog, som godt kan være 

den første indgang til mange gode oplevelser for nye 

svampesamlere, men som meget hurtigt bør suppleres af 

større svampebøger. 

Anne Storgaard 

Eigil Holm: Svampe lette at kende. Folder med 44 

svampetavler. Gundlach A/S & Eigil Holms forlag. 

Kr. 59,50. 

Normalt er det bøger der kommer til anmeldelse, men 

denne gang er det en folder. Eigil Holm har begået en 

folder med 44 plancher med, som der står på forsiden, 

„de lækreste spisesvampe, de farligste giftsvampe, 

svampe med antabus, svampe til dekoration, meget almindelige 

svampe“. Ideen er vist at den skulle kunne 

udgøre en form for mini-svampebog – man kan have 

med i lommen på svampeturen uden at få rygproblemer, 

som man risikerer med flere af de såkaldte „felthåndbøger“ 

der er oppe i murstenskaliber. 

Folderen indeholder en kort introduktion til svampe 


med en lille bestemmelsesnøgle til de omtalte arter, 62 

forskellige, udvalgt efter de ovennævnte kriterier. Det 

er svampe som kantareller, rørhatte, mælkehatte, 

skørhatte, fluesvampe, blækhatte m.fl., altså et helt typisk 

udvalg af de helt elementære svampe, og de arter 

man normalt vil kaste sig over som begynder. Plancherne 

er håndtegnede farveblyantstegninger af forfatteren. 

Tegningerne er ledsaget af små kommentarer, dels til 

karakterer, dels til anvendelsen (spiselig/giftig). 

Er en sådan folder så anvendelig? Formatet er i 

hvert fald lovende! Den fylder ikke noget. Til gengæld 

vil jeg godt garantere at den er gået mere eller mindre i 

opløsning efter et par ture i skoven, hvor den er blevet 

halvvåd samt foldet ud og sammen et par gange – og så 

går lidt af ideen med en folder jo tabt. Jeg testede den 

lige på en simuleret skovtur, og den begyndte at falde 

fra hinanden efter tre sammenfoldninger. 

Illustrationerne? Tja, håndtegninger vil jo af naturlige 

grunde være personlige, og så kan man jo synes om 

dem eller ej. Jeg finder disse tegninger af noget svingende 

kvalitet med en tendens til at være alt for røde. Navnemæssigt 

er der desværre en del rod, hvor forfatteren 

vælger at bruge dybt forældede navne – både latinske og 

danske – for svampen, som man skal langt tilbage i de 

„antikke“ svampebøger (dvs. før 1960) for at genfinde. 

De burde have været opdateret. Ligeledes bygger afsnittet 

om økologi på en bog fra tresserne. Som om der 

ikke er udkommet bøger om det emne siden, der nok er 

lidt mere moderne ... 

Anvendeligheden? Ja, den fylder ikke noget at have 

med, men jeg tror ikke den reelt kan holde til det i længden. 

Og til den pris ville jeg være ked af at skulle købe 

en ny til hver tredje svampetur. Det er altså lige før man 

kan få tilsvarende foldere gratis rundt omkring. Denne 

her er for dyr efter min smag. Brug lidt flere penge og 

køb en hel bog – med de nyeste navne i. 

Chr. Lange 

27

Fællesnordisk hekseringstræf år 2000 

Johan Meyer 

Det nordiske hekseringstræf afholdtes i år 2000 

for femte gang. Det foregik i Norge, nord for 

Hamar i Rudshøgda den 1.-3. september. Der 

var af forskellige grunde lidt færre tilrejsende 

end vanligt, fem svenskere og seks danskere, 

Annie og Bjørn Pedersen, Henny Lohse, Tove 

Haxholm og Anne-Grethe og Johan Meyer. 

Bortset fra de to sidstnævnte mødte de andre 

op allerede torsdag eftermiddag, så de kunne nå 

et par ture om fredagen – med stort udbytte af 

bl.a. pigsvampe. Fredag aften var alle samlet på 

det udmærkede motel. Gensynsglæden var stor, 

og i det hele taget var det sociale samvær en 

væsentlig del af den vellykkede weekend. 

Lørdag formiddag kørte vi til naturreservatet 

Rothlia syd for Hamar. Vejret var ikke for godt 

til at begynde med, men bedredes efterhånden 

– det var et meget dejligt område, om end svamperigdommen 

ikke helt var, hvad jeg mindedes 

fra for 3 år siden. Den sene frokost blev indtaget 

hos den meget gæstfrie familie Skau, som boede 

ved indgangen til reservatet i et vidunderligt 

hus lige ved skrænten højt over søen Mjøsa – de 

havde netop tilbygget en storstue på ca. 60 m 2, 

naturligvis i bjælkehusstil. Resten af eftermiddagen 

blev brugt til svampebestemmelse til offentlig 

udstilling om søndagen og til at fejre Annies 

fødselsdag! 

Aftenens festmåltid, hvori ca. 25 deltog, bestod 

som hovedret af rensdyrryg med kantarelsauce, 

hvortil var medgået ca. 2 kg af de 10 kg 

Hans Myhre havde afsat til hotellet. Det fornøjelige 

samvær fortsatte efter restaurationens 

lukketid i et mindre lokale stillet til vores rådighed, 

hvor medbragte flasker tømtes, og stemningen 

blev meget fin. 

Søndag tog vi ud på halvøen ude i Mjøsa ved 

Nes, igen et fint område med en hel del svampe. 

Naturligvis så vi en række arter, som enten ikke 

findes eller ikke er almindelige i Danmark, nævnes 

kan i flæng: Halvkugleformet Børstebæger 

(Humaria hemisphaerica), Grøngul Rodbæger 

Johan Meyer, Frederiksberg Allé 50, 1820 Frederiksberg C, a-jm@get2net.dk 

28 

(Sowerbyella radiculata), Hvidlig Fåreporesvamp 

(Albatrellus ovinus), Albatrellus confluens, 

Sværtende Kantarel (Cantharellus melanoxeros), 

Randribbet Savbladhat (Lentinellus 

vulpinus), Okkergul Fluesvamp (Amanita gemmata), 

Gylden Kam-Fluesvamp (A. crocea), 

Gråspættet Kam-Fluesvamp (A. submembranacea), 

A. battarae, Rosenrød Slimslør (Gomphidius 

roseus), „Rødplettet“ Sneglehat (Hygrophorus 

erubescens), Mørkviolet Slørhat 

(Cortinarius violaceus), Violetkødet Mælkehat 

(Lactarius uvidus) og Hekserings-Hjelmmorkel 

(Cudonia circinans). 

Der blev også fundet kæmpemæssige Gyldenhat, 

og for de madglade store mængder pigsvamp 

og Skællet Kødpigsvamp. 

Om eftermiddagen var der svampeudstilling 

og offentlig svampebestemmelse i Rudshøgda, 

selvfølgelig med Hans Myhre som primus motor, 

– vi deltog naturligvis i den. Da den var slut, 

tog Hans de kantarelfattige danskere med ud til 

sit eget skovområde ved Nes, hvor han præsenterede 

os for det største udbud af kantareller 

nogen af os nogensinde havde set. Vi plukkede 

hver ca. 1 kg, og der var stadig mange lige i 

nærheden. Hen imod kl. 18 tog vi afsked med en 

træt Hans. Han havde været på stikkerne lige siden 

fredag morgen – og havde sørget for, at vi 

fik en meget fin, lang weekend med godt med 

svampe, hyggeligt samvær og det meste af tiden 

dejligt vejr. 

Det danske hold blev i Rudshøgda til mandag 

morgen. Vi kørte til den svenske grænse 

ved Svinesund hver for sig, mødtes dér og 

overnattede et meget smukt sted, Hällekindsbaden 

ved Strömstad, hvor vi meget passende spiste 

krebs på terrassen i aftensolen. Næste dag 

fandt vi i tre hold hver vores vej hjem. 

Der er langt til Hamar – men det er i høj grad 

anstrengelserne værd at tage dertil! 

Vi mødes i Danmark til september. Planlægningen 

er begyndt.

Papegøje-Vokshat, en meget variabel svamp 

David Boertmann 

Psittacus er latin for papegøje, og psittacina/us 

betyder „af/som en papegøje“ – med endelsen -a 

i hunkøn og -us i hankøn. Hygrocybe psittacina 

er derfor vokshatten, der er (her underforstået) 

farvet som en papegøje. Det mente I.C. Schaeffer 

i det mindste i 1774, da han beskrev arten 

Agaricus psittacinus. Han nævner dog ikke noget 

om papegøjer i beskrivelsen, men hans tavle 

viser en række frugtlegemer, som helt svarer til 

hvad vi stadig opfatter som Papegøje-Vokshat. 

For på dansk har vi, som på de fleste andre 

sprog, blot oversat det latinske navn, et godt 

tegn på at navnet er dækkende. 

Papegøjer er, set under et, en særdeles broget 

forsamling af fugle, men fremherskende farver 

er grønt og gult, og det er også papegøje-vokshattens 

typiske farver. I bestemmelsesnøgler er 

det specielt tilstedeværelsen af grønt, som bruges 

som afgørende karakter. Men variationen er 

stor inden for arten, og der findes flere typer 

som er helt uden grønt. 

Her vil jeg beskrive en række forskellige typer 

af Papegøje-Vokshat. Det er dels baseret på 

mine egne erfaringer, dels på hvad jeg har læst 

mig til. Det er kun de makroskopiske kendetegn 

der vil blive omtalt, idet der ikke ses me- 

David Boertmann, Violvej 53, 7800 Skive, dmb@dmu.dk 


gen variation blandt de mikroskopiske. 

Papegøje-Vokshatten tilhører de „helslimede“ 

arter (sektion Glutinosae) i underslægt 

Pseudohygrocybe. Disse arter er karakteriseret 

ved at være slimede på både hattens og stokkens 

overflade. 

Typer med grønne farver 

Den almindelige Papegøje-Vokshat, 

Hygrocybe psittacina var. psittacina 

SYNONYMER: Hygrocybe psittacina var. abietina 

(Heim) Bon, Hygrocybe psittacina forma opima R. 

Schulz, Hygrophorus psittacinus forma elongatus Killerm., 

Hygrophorus psittacinus forma tenuis Killerm., 

Hygrophorus subvirens Britzelm. 

Her i Nordvesteuropa er den almindelige type 

mere eller mindre klart grøn (fig. 1, 3, 6 og 7). 

Helt unge eksemplarer i skygge kan være helt 

grønne, men som regel er den grønne farve af 

mere begrænset udbredelse, og i yderste konsekvens 

ses kun grønt på stokkens top. Hat og 

stok varierer så i grågrønne, gulgrønne, rent okkergule 

til olivenbrune farver eller en mosaik af 

disse, og undertiden ses også lyserøde partier. 

Hygrocybe psittacina, a strikingly variable fungus 

Hygrocybe psittacina shows considerable variation in macroscopic characters. A single fruit-body may change 

colours during its development, and between mycelia the range of colours and stature is wide. Here I present the 

variation based on my own finds and on correspondence with other mycologists as well as information from the 

literature. 

The common type, H. psittacina var. psittacina, always shows bright green colours at least at the top of the 

stem (figs. 1, 3, 6 and 7). A small variety growing in fixed dunes is characterised by very small fruit-bodies (cap 

diameter less than 1 cm) and by an olive tinge both in the generally yellow fruit-body and in the green parts. 

There are several types without green coloration. H. psittacina var. perplexa is brick red on the cap, often with 

greyish or brownish patches (fig. 8). H. sciophanoides has a pink cap and whitish stem. A small, Mycena-like type, 

only encountered once, has ochre yellow cap and gills and a stem with pink colours (fig. 2). A bluish type has also 

only been found once (fig. 5). Another striking type has brownish to lilac cap, greyish gills and a whitish to ochre 

stem (fig. 4). Hygrophorus psittacinus var. californicus has been described from California based on its bluish colours 

instead of green. 

What determines this wide variation mainly in colours is not known. Some may be due to individual variation, 

some to edaphic factors (e.g. the small type from the fixed dunes) and some may be genetic (e.g. H. psittacina var. 

perplexa). 

29

Ofte ses også en farveændring gennem et frugtlegemes 

levetid fra de grønne farver over gullige 

til mere eller mindre lyserøde. Veltørrede 

frugtlegemer er typisk og karakteristisk lyserøde. 

Variationen inden for denne type alene er 

med andre ord stor. Generelt giver frugtlegemernes 

farver associationer til papegøjer af de 

mere spraglede arter, tænk bare på de forskellige 

amazon-papegøjearter. Den almindelige Papegøje-Vokshat 

findes udbredt i hele landet på 

overdrev, i klitter og undertiden i skov. 

Lille type fra grønsværsklitter, ikke navngivet 

Denne type finder jeg ofte i klitområderne i 

Vestjylland. Den adskiller sig ved at have ganske 

små frugtlegemer med en hatdiameter sjældent 

over 1 cm, og ved at hatten er mere fladt 

hvælvet end hos den typiske form. Farverne adskiller 

sig også ved at det klart grønne er erstattet 

med olivengrønt, og hat og stok er mere ensfarvet 

gulligt olivenokker. Den er meget mindre 

variabel end den almindelige type og bør nok 

opfattes som en varietet eller i det mindste en 

forma. 

Typer uden grønt 

Teglrød Vokshat Hygrocybe psittacina var. perplexa 

(A.H. Smith & Hesler) Boertm. 

SYNONYM: Hygrocybe sciophana (Fr.) P. Karst. 

Denne varietet er let kendelig på hattens teglrøde 

farve (fig. 8). Lamellerne er ofte mere orange, 

og stokken er lysere end hatten. Stoktoppen, 

lamellerne og undertiden også dele af hatten 

kan være grålige eller olivenbrunlige. Teglrød 

Vokshat opfattes ofte som en selvstændig art, 

men da der findes mellemformer der kombine- 

30 

rer den teglrøde hat med grønne farver, og da 

der ikke er forskelle i de mikroskopiske kendetegn, 

er det mere rimeligt at opfatte den som en 

varietet af Papegøje-Vokshat. Teglrød Vokshat 

er sjælden herhjemme og hidtil kun fundet på 

overdrev. 

Hygrocybe sciophanoides (Rea) P.D. Orton & 

Watling 

Denne er ikke kendt fra Danmark, og bortset 

fra typebeskrivelsen baseret på Cookes (1881- 

1891) tavle 937 (905) Fig. A, kender jeg den 

kun, fordi Zagyva Tibor har sendt mig billeder 

og materiale fra Ungarn. 

Den adskiller sig fra de andre typer ved, at 

hatten er ensfarvet lyserød (pink), lamellerne 

blegt lyserøde og stokken hvidlig. Ligesom 

Teglrød Vokshat bør den opfattes som en varietet 

af Pagegøje-Vokshat. 

Lille Huesvamp-agtig type, ikke navngivet 

Denne har jeg fundet sammen med Erik Rald 

på det fine overdrev Bjergskov nær Åbenrå (fig. 

2). Hatten var 1 cm i diameter, halvkugleformet 

til udbredt, okkergul og meget tyndkødet, hvorfor 

den var gennemskinneligt radiærstribet og 

med centralt „øje“. Lamellerne var blegorange 

uden udranding, som ellers er det hyppigste hos 

Papegøje-Vokshat. Stokken var lang og tynd, 

op til 4 cm × 1,5 mm, ens tyk, noget bugtet, på 

den øverste tredjedel lilla til pink og på den nederste 

del okkerorange og mere som hatten. 

Blå type, ikke navngivet 

Denne har jeg også kun fundet én gang, nær 

Frederikshavn (fig. 5). Som billedet viser, er 

hatten blå til lilla, og lamellerne og stokken er 

hvidlige med mere eller mindre blåligt skær. 

Modstående side, figur 1-8: 1: Den almindelige type i en mere grøn udgave. Over Guddal, Frederikshavn, 

15.10.1985 (DB 95018). – 2: Den lille Huesvamp-lignende form fra Bjergskov hvis habitus mere minder om en 

Huesvamp end en Vokshat, 24.9.1988 (DB 88113). – 3: Den almindelige type i en næsten rent gul udgave. Kun 

stokken er grøn. Brudehøj, Hjørring, 23.9.1994 (DB 94009). – 4: Den afvigende type fra Lysnet. Bemærk de 

meget afvigende farver og det totale fravær af grønt, 17.10.2000 (DB 2000/33). – 5: Den blå type fra Frederikshavn. 

Farverne er afvigende, men habitus er som hos en normal Papegøje-Vokshat. Donbæk, Frederikshavn, 

31.10. 1984 (DB 84279). – 6: En lyserød type fra Tågelund V for Egtved, 26.9.1992 (JV92-601). – 7: 

Den almindelige type i en olivenbrunlig udgave med lyserøde partier. Det grønne er begrænset til stokkens 

top. Bemærk det mere udtørrede frugtlegeme, som er næsten helt lyserødt. Over Guddal, Frederikshavn, 

4.11.1984 (DB 84305). – 8: Teglrød Vokshat. Disse frugtlegemer har meget lidt gråligt eller brunligt, og det ses 

især på hatten af det ene eksemplar. Hjerritsdal Mølle, Hobro, 1.9.1988 (DB 88035). – Billede 6 er fotograferet 

af Jan Vesterholt, resten af David Boertmann.

1 

5 

6 

4 

2 

3 

8 

7

Habitus er som hos den almindelige Papegøje- 

Vokshat. Om denne type repræsenterer en systematisk 

enhed, som bør have navn, er ikke 

klart, da jeg kun har set denne ene indsamling. 

Den kan måske blot være et ekstremt udtryk for 

den store variation som den almindelige Papegøje-Vokshat 

udviser. 

Brun type fra Lysnet, ikke navngivet 

Denne form fandt jeg på overdrevet på bakken 

Lysnet ved Langå her i efteråret 2000 (fig. 4). 

Jeg var ude og lede efter Rosenrød Vokshat, 

som i Danmark kun kendes fra et fund her i 

1979 (Brandt-Pedersen 1980). Den fandt jeg 

ikke, men i et splitsekund troede jeg lige at den 

var der. For en tydeligt lilla vokshat stak en hattop 

op gennem græsset. Den var slimet på både 

hat og stok og havde en habitus som en typisk 

Papegøje-Vokshat, så Rosenrød Vokshat var 

det bestemt ikke. Nogle hundrede meter længere 

henne var der en gruppe mere. Hatten var 

kastaniebrun med tydeligt lilla skær, og på et 

ungt eksemplar – det jeg først så – var hatten 

rent lilla ind mod midten. Lamellerne var 

gråbrune med lysere rand, bredt tilvoksede med 

mere eller mindre tydelig udranding. Stokken 

var noget uregelmæssigt bugtet og vredet og på 

flere eksemplarer udvidet nedefter; den var farvet 

i gullighvidt, grålighvidt til næsten glasagtigt 

hvidt med lilla skær og på mange frugtlegemer 

tydeligt okkerfarvet ned mod basis. Der var 

ikke antydning af grønne farver eller nuancer. 

Mikroskopisk var den identisk med den almindelige 

Papegøje-Vokshat. 

Man kunne måske forledes til at tro, at der 

her var tale om en afvigende Slimet Vokshat 

(H. irrigata (Pers.: Fr.) Bon), men de varmere 

farver og lameltilvoksningen peger på Papegøje-Vokshat. 

Denne afvigende type bør nok 

beskrives som en ny varietet. Den afviger i det 

mindste lige så meget fra den almindelige type 

som både Teglrød Vokshat og H. sciophanoides, 

men det kan ikke udelukkes at den blot repræsenterer 

endnu en ekstrem type af den alminde- 

32 

lige Papegøje-Vokshat. 

Hygrophorus psittacinus var. californicus Hesler 

& A.H. Smith 

Denne nordamerikanske varietet adskiller sig 

ved at have blå farver i stedet for grønne, og så 

vidt jeg kan bedømme ud fra beskrivelsen (Hesler 

& Smith 1963), ligner den ellers mest Teglrød 

Vokshat og måske også den ovenfor beskrevne 

form fra Lysnet. 

Diskussion 

Der er ikke tvivl om at Papegøje-Vokshat er en 

meget variabel art, såvel i det samme frugtlegeme 

igennem væksttiden som mellem forskellige 

mycelier. Den sidstnævnte variation har givet 

anledning til beskrivelsen af en række forskellige 

varieteter, og flere bør beskrives. Men selv 

om variationen er stor, så er vi alligevel sjældent 

i tvivl om identiteten, når vi finder en Papegøje- 

Vokshat, og vi kan hurtigt blive enige om at 

dens navn er særdeles velvalgt. Hvad der bestemmer 

denne variation, er det vanskeligt at 

udtale sig om, idet den giver indtryk af at den er 

„som vinden blæser“. En del af variationen er 

givet genetisk bestemt, f.eks. Teglrød Vokshat, 

men om der også blot er tale om en individuel 

variation, måske bestemt af vækstbetingelser 

(f.eks. den lille klitform) er vanskeligt at afgøre 

uden en analyse af DNA’et. 

Litteratur 

Brandt-Pedersen, T. 1980. Rosenrød Vokshat (Hygrocybe 

calyptraeformis (Berk. & Br.) Fayod) ny 

for Danmark. – Svampe 2: 75. 

Cooke, M.C. 1881-1891. Illustrations of British Fungi. 

– Williams and Norgate, London. 

Hesler, L.R & A.H. Smith 1963. North American 

species of Hygrophorus. – University of Tennessee 

Press, Knoxville. 

Schaeffer, I.C. 1762-1774. Fungorum qui in Bavaria 

et Palatinatu circa Ratisbonam nascuntur icones 

nativis coloribus expressae. – Ratisbonae, typis 

zunkelianis, 330 plates + 1-136.

Vidste du . . . af Flemming Rune 

– at trøffelentusiaster i Australien – efter italiensk 

forbillede – er i gang med at udvikle en 

„elektronisk næse“ (på engelsk kaldes den enose), 

der kan give signal, når der befinder sig 

en Perigord-Trøffel (Tuber melanosporum) 

under jorden. En prototype vil være klar til 

afprøvning i 2001, og forventningerne er store. 

Som omtalt i den allerførste Vidste du...notits 

i 1996, mente entusiastiske svampedyrkere 

dengang at have fundet ideelle vækstbetingelser 

for de eftertragtede Perigord-trøfler 

på den australske ø Tasmanien. Siden da er 

over 100 hektar blevet tilplantet med hasselbuske 

podet med trøffelmycelium. Den 18. 

juni 1999 lykkedes det en specialtrænet trøffelhund 

at snuse sig frem til den første Perigord-Trøffel 

på det australske kontinent, 8 km 

vest for Deloraine i det nordlige Tasmanien, 

og måneden efter blev der fundet seks frugtlegemer 

til (i alt 110 gram). Fundene udløste 

næsten omgående 250.000 australske dollars 

til yderligere forskning i trøffeldyrkning. Nu 

skaber forventningerne til den elektroniske 

næse fornyet håb om, at de oprindelige mål 

kan nås: om ti år at have en trøffelproduktion 

på 12 tons årligt i de tasmanske trufferies, 

som trøffelarealerne kaldes lokalt. På dansk 

må det oversættes med „trøflerier“. (www. 

perigord.com.au og www.tastruffles.com.au – 

januar 2001). 

– at selv om gødskning af skovbund ændrer 

artssammensætningen af ektomykorrhizasvampe 

kraftigt, så mindskes artsantallet ikke 

nødvendigvis. I en ny svensk undersøgelse i 

Västerbottens granskove kunne man før 

gødskning identificere godt 60 arter eller artsgrupper 

af ektomykorrhiza-svampe fra træernes 

rodspidser i et prøvefelt. Efter gødskning 

med 825 kg kvælstof pr. hektar over ti år var 

tallet næsten det samme, men der var i høj 

grad tale om andre arter. Arter af Slørhat 

(Cortinarius spp.) gik f.eks. voldsomt tilbage, 

mens visse arter af barksvampe (Corticiaceae) 

vandt frem. Adskillige andre forsøg gennem 

det seneste årti har ellers påvist færre 


ektomykorrhiza-svampearter efter gødskning 

af skovbunden, men det skyldes måske, 

at man kun har samlet frugtlegemer. Gennem 

1990’erne har det vist sig, at omkring 75% af 

ektomykorrhiza-arterne overses, når der kun 

indsamles frugtlegemer. Mange frugtlegemer 

er meget små, dannes under jorden eller dannes 

slet ikke. Derfor er det nødvendigt at analysere 

rodspidserne direkte. I hvor høj grad 

de tidligere svampesamfund genindfinder sig, 

når gødningen udvaskes af jorden, vides ikke. 

Det ventes de kommende år at afsløre. (P. 

Fransson: FaktaSkog 7-2000, Sveriges Lantbruksuniversitet, 

Uppsala – juli 2000). 

– at det er forbudt at plukke vilde svampe den 

første uge af hver måned i næsten tre fjerdedele 

af Schweiz. 16 af landets 23 kantoner har 

efterhånden indført „svamperationering“. I 

Luzern-kantonen må hver person f.eks. højst 

samle 2 kg daglig, heraf kun 500 gram kantareller 

og morkler – og aldrig månedens første 

syv dage. I Zürich-kantonen må man kun 

samle 1 kg daglig, og dér er der totalt plukkeforbud 

de første ti dage af hver måned. Som 

et plaster på såret er det dog tilladt i kantonen 

at samle ubegrænsede mængder Honningsvamp 

(Armillaria spp.), da Honningsvamp 

anses for skadelig for skovbruget, og 

man åbenbart tror, at plukning af dens frugtlegemer 

kan reducere skadevirkningen. I 

Liechtenstein er grænsen på 1 kg Karl-Johan, 

kantareller og morkler pr. dag og 2 kg for andre 

svampearter. Der er endvidere plukkeforbud 

fire af ugens dage året rundt: mandag, 

onsdag, fredag og søndag. I Frankrig håndhæves 

2 kg-grænsen mange steder, og den lader 

til at være vidt udbredt i Mellemeuropa. 

Straffen for at overtræde grænserne varierer, 

og selv om restriktionerne først og fremmest 

er indført for at hindre kommerciel plukning, 

er det vigtigt som almindelig svampeplukker 

at undersøge de lokale regler, inden man går 

på svampetur. Ellers kan det blive en dyr fornøjelse. 

(H.-P. Neukom: Schweizerische Zeitschrift 

für Pilzkunde 78 (4): 189, juli 2000). 

33

Hjemmeside for Lokalforeningen for Sjælland 


I lokalforeningen havde vi talt om at få nogle 

af vores arrangementer på Internettet, så en 

bredere kreds end Svampeforeningens medlemmer 

kunne høre om vores aktiviteter. Jeg 

selv havde ingen erfaring med hjemmesider, 

men jeg syntes, at det lød spændende med et 

sådant projekt. Heldigvis har jeg en datter, 

der kan hjælpe mig med det tekniske, så det 

er gået ret smertefrit med at få lokalforeningens 

side op at stå. 

Siden kom første gang på nettet i sommeren 

2000 på adressen: 

http://home.worldonline.dk/~e_slot/index.htm 

Snart derefter oprettede Christian Lange et 

link fra hovedforeningens hjemmeside, så 

den let kan findes af svampeinteresserede. Vi 

har fået tilbud om at benytte samme server 

som hovedforeningen, men indtil nu har den 

nuværende løsning fungeret uden problemer. 

Det meste af hjemmesiden drejer sig om 

lokalforeningens arrangementer, f.eks. åbent 

hus, svampedage og svampebestemmelse på 

Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm. 

Flere af disse arrangementer er beregnet 

for en større kreds end foreningens medlemmer. 

Jeg har dog også haft omtale af en 

del af mine egne og nogle få af de øvrige ture 

med. Hvor det har været muligt, har jeg lavet 

et link til Skov- og Naturstyrelsens pjece fra 

skoven, hvor turen afholdes, så man inden 

turen kan læse om lokaliteten. Inden hver tur 

har 4-5 interesserede henvendt sig, men det 

er kun nogle få ikke-medlemmer, der er dukket 

op på selve turen. 

Blandt mine medturholdere har der været 

en frygt for, at man pludselig stod med 150 

Anne Storgaard, Søndermarken 75, 3060 Espergærde, e_slot@image.dk 

helt nye svampesamlere på en foreningstur. 

Af samme grund har der ikke været reklameret 

på nettet for de ture, der ligger meget tæt 

på København. 

The web-site of the Sjælland division of the Danish Mycological Society 

The local society of Sjælland which is a division of The Danish Mycological Society, has launched its web-site on 

http://home.worldonline.dk/~e_slot/index.htm in the summer of 2000. 

34 

Paryk-Blækhat var månedens svamp i oktober 2000 

på Lokalforening for Sjællands hjemmeside. Her 

kan man bl.a. finde en opskrift til toast med Paryk- 

Blækhat.

Månedens svamp 

Det sjoveste at lave er dog rubrikken „månedens 

svamp“. Den har ikke noget specielt at 

gøre med det, vi finder på Sjælland, men 

svampevenner fra hele landet kan have glæde 

af disse sider. Månedens svamp bliver kort 

beskrevet med kendetegn og forvekslingsmuligheder. 

Benny T. Olsen har forsynet mig 

med fotografier til siderne, og flere af lokalforeningens 

medlemmer har hjulpet med opskrifter. 

Hvis jeg ikke har fået fat i svampebilleder 

af forvekslingsmuligheder, linker jeg 

til en side på nettet med et billede og helst 

også en beskrivelse. 

Jeg er meget interesseret i flere fotografier 

af arter, der ikke har været behandlet (meget 

gerne spisesvampe). Jeg har et par opskrifter 

til Broget Skørhat og Brunstokket Rørhat 

liggende, men jeg mangler nogle gode fotografier. 

De skal gerne komme som månedens 

svamp i efteråret 2001. Som eksempel på siderne 

gengives månedens svamp fra oktober 

2000. 

http://home.worldonline.dk/~e_slot/oktober.htm 

Artiklerne har måske ikke det faglige niveau, 

vi kender fra tidsskriftet Svampe, men flere 

medlemmer har sagt, at de glæder sig over at 

læse dem, og at jeg burde skrive om hjemmesiden 

i Svampe. Derfor denne artikel. Jeg 

kan anbefale, at andre lokalafdelinger/grup- 


per laver noget lignende. Der er dog allerede 

medlemmer af Svampeforeningen, der har 

nogle lokale svampesider på nettet f.eks. 

Flemming V. Larsens „Svampe i Østjylland“ 

på http://www.in2.dk/svampe/ og Birthe Pedersens 

„Søhøjlandets svampe“ på http:// 

home6.inet.tele.dk/pedjuhl/index.html. 

En opskrift fra hjemmesiden 

Her er opskriften fra oktober måned på 

hjemmesiden. Toast med Paryk-Blækhat af 

Carsten John (til 4 personer): 

4 skiver brød 

2 stk. kyllingebryst 

1/ 2 l piskefløde 

8 skiver bacon 

1/ 2 kg Paryk-Blækhat 

persille 

smør 

evt. Maizena 

salt og peber 

Rens, skyl og snit svampene. Hak persillen. 

Steg kyllingebryster og bacon. Svampene 

sauteres i smør. Tilsæt piskefløden og lad det 

koge ned. Jævnes evt. med lidt Maizena udrørt 

i vand. Smag til med salt og peber. Rist 

brødet og anret det på tallerkener med stuvningen 

over. Skær kyllingebrysterne i skiver 

og læg dem ovenpå sammen med baconskiverne. 

Drys med hakket persille. 

35

Kommentarer til Pia Boisen Hansens anmeldelse 

af J. P. Skou: Danske navne på plantesygdomme 

(Svampe 42, s. 34) 

I Svampe 42 har Pia Boisen Hansen anmeldt en 

ny bog, J. P. Skou: Danske Navne på Plantesygdomme. 

Anmeldelsen fokuserer stærkt på visse 

mangler ved bogen, og det er vores opfattelse, 

at omtalen ikke giver et retfærdigt indtryk. Derfor 

disse kommentarer. 

Bogen er en videreførelse af den i 1985 udkomne: 

Nordiske navn på plantesjukdommer 

og patogener. I den nye udgave er der foretaget 

talrige rettelser af fejl og mangler i forhold til 

1985-udgaven. Begge værker har været – henholdsvis 

er – en stor hjælp i vort arbejde. Så vi 

mener, at det er uretfærdigt, at anmelderen bruger 

de fejl, hun har fundet, til at antyde, at bogen 

gør det svært for læserne og er et tilbageskridt. 

Anmeldelsen efterlader i hvert fald det 

indtryk, at bogen ikke er værd at bruge som erstatning 

for den gamle, og det mener vi ikke er 

fortjent. 

Den nye bog skal – som sin forgænger – betragtes 

som primært dækkende svampe, der har 

betydning i plantepatologien. At der mangler 

hekseringsdannende arter, er jo kun et spørgsmål 

om, hvor grænsen går for bogens emne. 

Skou har medtaget dem, som allerede optrådte 

i den gamle nordiske, så hvis man skal kritisere 

noget, må det være, at der ikke var flere arter i 

den gamle udgave. Dette kan opfattes som beklageligt, 

men kan næppe siges at være en væsentlig 

anke, da emnet dækkes af andre opslagsværker. 

At nogle af figurerne er lidt utydelige er rigtigt, 

men den egentlige grund til det begrænsede 

og ældre billedmateriale er, at prisen på bogen 

ikke kan bære bedre illustrationer. Og billederne 

er nok fortrinsvis til for at bryde monotonien 

i listerne. 

Men det er især de principielle spørgsmål, vi 

ønske at forsvare: Det er korrekt, at Skou laver 

en sammenblanding af sygdomsnavne og svampenavne. 

Men bemærk at bogen hedder „Plantesygdomme“, 

og overskriften i registret hen 

over kolonnen med de danske navne er også 

svampesygdomme. Så selvom det latinske navn 

36 

Debat 

er navnet på svampen, så er det danske navn et 

navn på en sygdom, ikke på en svamp. At der så 

ofte på dansk ikke er et separat navn for sygdommen 

og svampen er uheldigt, og derfor 

påpeger vi i undervisningen at man altid skal 

skelne mellem sygdom og patogen. I de tilfælde, 

hvor der er forskellige navne for de to kategorier, 

har Skou da også forsøgt at have det med, 

f.eks. „Lærke-Frynseskive, lærkekræft“ for 

Lachnellula willkommii. Men det er da rigtigt, 

at man med fordel kunne have brugt plads på at 

forklare/tydeliggøre dette problem. 

At der er introduceret mange nye navne i 

mykologien (navne, som passer ind i et bestemt 

systematisk system) hos f.eks. sæksporesvampene, 

betyder ikke, at disse navne uden videre skal 

overføres til de godkendte navne på plantesygdomme. 

Dette kræver, at navnene har været forelagt 

nomenklaturudvalget under Dansk Plantepatologisk 

Selskab i følgeskab med god argumentation 

for at navnene skal ændres eller oprettes. 

Vi ved, at Svampeforeningens politik i navngivningsspørgsmål 

er at tilstræbe, at nyintroducerede 

danske navne på svampe skal antyde det 

genetiske slægtskabsforhold. Det er et udmærket 

princip, men hvor der er en meget udbredt 

brug af et navn på en bestemt sygdom, også 

selvom dette mest beskriver et iøjnefaldende 

symptom, er det efter vor opfattelse særdeles 

uheldigt at erstatte sygdoms- og patogennavnet 

med en nyt navn, også selvom patogenet overføres 

til en ny slægt o.lign. Man har jo stadig de 

videnskabelige navne, hvoraf man kan se det systematiske 

tilhørsforhold. 

Skous liste er baseret på navne, der er godkendt 

i Plantepatologisk Selskabs Nomenklaturudvalg. 

Hvad grunden nu end måtte være, så 

har f.eks. Jens H. Petersen & Jan Vesterholt 

ikke gjort nogen videre brug af denne mulighed. 

Det kan derfor ikke undre, at deres navne 

hverken er kendte eller antaget af Skou, som 

igennem mange år har været formand for dette 

udvalg. Og en evt. kritik af, at Skous liste ikke 

indeholder de nyeste navne, kan derfor mere 

passende rettes til dem, som ikke ønsker at bruge 

de officielle kanaler til at få deres navne an-

erkendt. Det er i hvert fald ikke en anledning til 

at kalde den omtalte bog et tilbageskridt. 

Tilbage står vel, at vi må beklage, at det trods 

gentagne forsøg ikke er lykkedes at få en aftale 

med Svampeforeningens navneudvalg. En gensidig 

orientering ville kunne løse mange problemer. 

Sammenfattende kan det siges, at vi opfatter 

„Danske Navne på Plantesygdomme“ som et 

særdeles vigtigt redskab, der letter arbejdet for 

forskere og studerende i plantepatologi. Enkelte 

skønhedsfejl, som er uundgåelige i et værk, 

der udelukkende består af data, er efter vor mening 

for ubetydelige til at forringe bogens reelle 

nytteværdi. 

Iben M. Thomsen og Eigil de Neergaard 

Kommentar vedrørende navneudvalg 

Da overstående indlæg kan forekomme lidt indforstået 

for flertallet af Svampes læsere, er det 

nødvendigt med et par supplerende bemærkninger. 

Foreningen til Svampekundskabens Fremme 

har sit eget navneudvalg som eksisterer uafhængigt 

af Plantepatologisk Selskabs Nomenklaturudvalg. 

Der er et overlap mellem de svampe 

Plantepatologisk Selskabs Nomenklaturudvalg 

beskæftiger sig med, og de svampe som svampeforeningens 

navneudvalg beskæftiger sig med, 

men forskellene er store. Svampeforeningens 


navneudvalg beskæftiger sig generelt ikke med 

ukønnede skadesvampe, og plantepatologer har 

selvsagt ikke den store interesse i at navngive 

de mange svampe som ikke forårsager sygdomme 

på planter. 

I svampeforeningens navneudvalg mener vi 

at svampene skal have danske navne hvis den 

forøgede viden om dem skal kunne formidles til 

en bredere kreds af mennesker. Omkring 1000 

nye svampenavne er lavet i de sidste 15 år. Nogle 

af disse svampe er skadevoldende, men de fleste 

er det ikke. Enkelte slægtsnavne har vi ændret 

ud fra et ønske om at lave en sammenhængende 

og logisk navngivning der afspejler de systematiske 

tilhørsforhold. Derfor har vi i svampeforeningen 

lagt nogle navne i mølposen som 

stadig anvendes af plantepatologer, og som 

plantepatologer næppe vil være indstillet på at 

revidere. En nærmere redegørelse for principperne 

der anvendes af svampeforeningens navneudvalg, 

kan ses andetsteds i bladet. 

Umiddelbart ville det være hensigtsmæssigt 

hvis der kun var ét navneudvalg i Danmark, og 

en gensidig orientering kunne måske løse nogle 

problemer. Men når alt kommer til alt, har plantepatologerne 

og svampeforeningen forskelligt 

udgangspunkt og forskelligt formål med at lave 

danske svampenavne, og det er disse forskelle 

der afspejles i den omtalte anmeldelse. 


Diplomtagere 2000 

Følgende personer har bestået diplomprøven i svampekundskab i 2000: 

Christoffer Harder, København 

Martin Brink, København 

Foreningen ønsker diplomtagerne tillykke! 

37

Safrangul Fedtporesvamp genfundet 

Safrangul Fedtporesvamp (Aurantioporus croceus) 

står anført i den danske rødliste (Stoltze 

& Pihl 1998) som „uddød“. De eneste dokumenterede 

danske fund var gjort i Fulgsang 

Storskov på Østlolland af F.H. Møller i 1936 og 

1937. Svampen voksede begge år i samme gamle, 

hule Eg, og fundene blev første gang omtalt 

og beskrevet i forbindelse med to ekskursionsrapporter 

i Friesia (Møller 1938, Buchwald 

1938). På begge ekskursioner havde Møller 

medbragt friske frugtlegemer. Siden har N.F. 

Buchwald (1974) yderligere beskrevet de to 

fund, denne gang ledsaget af en akvarel. Frugtlegemerne 

fra 1937 havde målt 37 × 26 × 10 cm. 

I 1938 var svampene der ikke mere, og Buchwald 

oplyser at Møller trods ivrig eftersøgning 

ikke var i stand til til at finde svampen i nogen 

anden af Lollands mange egebevoksninger. 

Buchwald (1978) har senere antydet at der 

måske var et endnu ældre fund af arten fra Danmark, 

men da der ikke findes dokumentation i 

form af et belæg, og da voksestedet til og med er 

ukendt, er det nok bedst at se bort fra denne oplysning. 

Da vi i sommeren 2000 arbejdede på at lave 

en rødliste for Storstrøms Amt, var det naturligt 

at besøge Fuglsang Storskov, hvor der er mange 

store ege. Til vores store glæde lykkedes det at 

finde en liggende kæmpeeg, hvor der på et afbrækket 

stykke ved sad to små, men friske 

38 

Usædvanlige danske svampefund red. Jan Vesterholt 

frugtlegemer af Safrangul Fedtporesvamp. Det 

største af frugtlegemerne målte ca. 7 cm i diameter, 

og resterne af to døde frugtlegemer viste 

at svampen også må have været fremme i 1999. 

Alle frugtlegemer var væsentligt mindre end 

dem som Møller fandt. Det ene af de to frugtlegemer 

fra år 2000 er vist her. Et farvefoto af et 

noget flottere, men udenlandsk frugtlegeme findes 

hos Vesterholt og Knudsen (1990). 

Med dette genfund må det være naturligt at 

ændre Safrangul Fedtporesvamps rødlistestatus 

fra „uddød“ til „akut truet“. Det træstykke vi 

fandt svampen på, var knap en meter langt, og i 

løbet af få år vil det være helt nedbrudt. Indtil 

da må man håbe at sporer vil spredes derfra til 

andre ege i nærheden. Vi lod naturligvis frugtlegemerne 

sidde, bortset fra et meget lille fragment 

der blev gemt som dokumentation. 

Skoven rummer mange store ege, og det er 

muligt at flere af dem kan have myceliet af Safrangul 

Fedtporesvamp i sig. Om det så er nok til 

at svampen vil kunne overleve på længere sigt, 

må tiden vise. Det er under alle omstændigheder 

meget vigtigt at lokaliteten drives med 

størst muligt hensyn til svampene. Vi vil i de 

kommende år se efter om arten holder stand. 

Ud over Safrangul Fedtporesvamp rummer 

egene også andre sjældne svampe, bl.a. de akut 

truede arter Egetunge (Buglossoporus quercinus) 

og Mønster-Lædersvamp (Xylobolus frustulatus). 

Begge blev fundet i år 2000, sidst- 

Mikael B. Hansen, Kjærsager 20, 4330 Hvalsø, mikael.bh@get2net.dk 

Pia Boisen Hansen, Langelinie 37 st.tv., 7100 Vejle, myco@vip.cybercity.dk 

Lise Samsø, Skjørringvej 6, 8464 Galten, lsam@vip.cybercity.dk 

Thomas Stjernegaard Jeppesen, Lille Glasvej 3, 2. t.v., 5000 Odense C., thomasstjerne@get2net.dk 

Ulrik Søchting, Botanisk Institut, Øster Farimagsgade 2D, 1353 København K 

Jan Vesterholt, Langelinie 37 st.tv., 7100 Vejle, myco@vip.cybercity.dk 

Notes on rare fungi collected in Denmark 

Aurantioporus croceus is reported from Denmark for the first time since 1937. It was found in the same forest 

from which it was reported earlier. 

Gomphus clavatus is reported for the first time from Sjælland since 1913. 

Tricholoma luteovirens has been found in two localities in the recent years, in one of these localities it was found 

in large numbers. 

Cortinarius sulfurinus var. fageticola is reported for the first time from Denmark. 

Correction: The specimens reported and illustrated in Svampe 42 as Dacryonaema rufum have been studied by 

Anne-Elise Torkelsen and identified as Ditiola radicata.


Et af de to frugtlegemer af 

Safrangul Fedtporesvamp 

(Aurantioporus croceus), 

som blev fundet i Fuglsang 

Storskov 12.8.2000 (JV00- 

189). Foto Jan Vesterholt. 

Køllekantarel (Gomphus 

clavatus) blev genfundet på 

Sjælland i år 2000. De viste 

eksemplarer er fra Silkeborgskovene 

(JV97-074). 

Foto Jan Vesterholt. 

Cortinarius sulfurinus var. 

fageticola. Kolding, Marielund, 

9.9.1999 (TSJ99-046). 

Foto Thomas S. Jeppesen. 

39

nævnte af Thomas Læssøe. I skoven findes der 

også mange ege med Oksetunge (Fistulina hepatica). 

MATERIALE: LOLL.: Fuglsang Storskov, Løgnor, 12.8. 

2000, Jan Vesterholt & Pia Boisen Hansen (JV00- 

189). 

Pia Boisen Hansen & Jan Vesterholt 

Køllekantarel (Gomphus clavatus) fundet 

på Sjælland 

For 4 år siden blev Køllekantarel genfundet i 

Danmark for første gang siden 1960. Dengang, 

36 år tidligere, blev svampen fundet i Hou Skov 

ved Mariager Fjord, og det nye fund fra 1996 

fandt sted i Silkeborgskovene (Strandberg 

1997). På Sjælland er den derimod ikke fundet 

efter 1913 – før nu i år 2000. 

Fundet blev gjort midt i august måned under 

Bøg på morjord på det nederste stykke af en 

skråning tæt ved en søbred på Midtsjælland. 

Området er stærkt besøgt, og ikke mange meter 

fra hekseringen står flere bænke med udsigt 

over søen. 

Køllekantarellerne stod i en imponerende 

heksering på 130 cm (23+50+11+8+14+18 frugtlegemer 

+ små primordier). 5 m derfra var der 

endnu et mycelium med fem frugtlegemer. 

Svampene stod mellem småpinde og bogskåle, 

men uden blad-detritus. Bevoksningen bestod 

af Almindelig Kohvede (dominerende), Hundegræs, 

Skovmærke, Skov-Salat, Viol (sp.), Star 

og Filtet Stjernemos (Mnium hornum) samt 

Etage-Kransemos (Hylocomium splendens). 

Bøgebevoksningen er flere hundrede år gammel, 

og skovbundens bevoksning tyder på sur 

jord. Vi foretog pH-måling (efter 3-4 timers 

rystning i destilleret vand) og fandt et overraskende 

højt pH-tal, nemlig 6,8, hvilket bekræfter 

svampens tilknytning til jordbund med enten 

kalk eller plastisk ler. 

Årsagen til det høje pH-tal kan vi kun gisne 

om. En hypotese er udsivning af basisk vand fra 

toppen af skråningen ca. 8 m fra findestedet. 

Skråningen er omkring 4 m høj, og på toppen af 

denne løber en sti, hvor skovvæsenet for 3-4 år 

siden lagde en ny belægning af lerblandet grus. 

MATERIALE: S-SJÆLL.: Hejede Overdrev ved Avnsø, 

6 km syd for Kirke Hvalsø, 13.8.2000. Mikael B. 

Hansen & Ulrik Søchting. 

40 

Mikael B. Hansen & Ulrik Søchting 

Lakrids-Riddderhat (Trichloma luteovirens) 

findes stadig i Danmark 

Den første danske angivelse af Lakrids-Ridderhat 

(Tricholoma luteovirens (Alb. & Schw.: Fr.) 

Gill.) går tilbage til 1957, hvor K. Bülow fandt 

den i Rind Plantage ved Herning (Bülow & 

Møller 1959). To år senere blev den fundet igen, 

denne gang i Tisvilde Hegn (Buchwald 1961). 

I de næste 42 år blev denne karakteristiske 

art slet ikke set her i landet, men i september 

1998 fandt Henning Knudsen og Mikako Sasa 

fire mycelier med i alt otte eksemplarer i Kirkemilen 

i Skagen Klitplantage. Her er arten så 

fundet hvert år siden. I 1999 fandt Christian 

Lange m.fl. mindst tre mycelier af den i Kirkemilen, 

og i august 2000 blev der set hele 15 

mycelier spredt over et stort område. Lakrids- 

Ridderhat er aldrig genfundet i Rind Plantage, 

men i 1999 blev den fundet i Tisvilde Hegn 

(Rald 2000). 

Lakrids-Ridderhat kendes bedst fra andre 

ridderhatte på sin strågule, tørre hat og sin karakteristiske 

lugt der kan minde om den man 

finder hos Mose-Mælkehat (Lactarius helvus). 

De danske fund er gjort under Bjerg-Fyr (Pinus 

mugo) på ret åben og sandet bund. Levested og 

udbredelsesmønster ligner meget det man finder 

hos Halsbånd-Ridderhat og visse af de brune 

pigsvampe, så man skal næppe forvente at 

finde Lakrids-Ridderhat i områder med højt 

kvælstofnedfald (se Vesterholt m.fl. 2000). I den 

seneste udgave af den nationale rødliste (Stoltze 

& Pihl 1998) har Lakrids-Ridderhat status 

som „uddød“, men det vil nok være passende at 

ændre dens status til „akut truet“. 

Der er lidt forvirring omkring artens navn, 

både det videnskabelige og det danske. Da den 

første gang blev angivet fra Danmark, var det 

under det videnskabelige navn Tricholoma helviodor 

Pilát & Svrcek. Også navnet T. apium 

Jul. Schäff. har været benyttet flere steder. Disse 

to navne stammer fra henholdvis 1946 og 1925, 

men de må begge vige for det sanktionerede 

navn T. luteovirens der er baseret på Albertini 

og Schweinitz’ beskrivelse fra 1805. 

Første gang arten blev omtalt fra Danmark, 

HM. Møller det danske navn Karry-Ridderhat. 

I de senere år har arten dog i adskillige publikationer 

været kaldt Lakrids-Ridderhat, antagelig 

fordi det først introducerede navn har været 

overset. Det kan diskuteres hvilket navn der

Lakrids-Ridderhat (Tricholoma luteovirens) blev fundet på 15 mycelier i Kirkemilen i Skagen Klitplantage 

den 19.8.2000 (JV00-215). Foto Jan Vesterholt. 

bedst beskriver arten, men det vil nok være for 

forvirrende at ændre det igen. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: Skagen Klitplantage, Kirkemilen, 

19.8.2000, Anders, Lasse & Jan Vesterholt 

(JV00-215). 



Cortinarius sulfurinus var. fageticola, en 

ny knoldslørhat for Danmark 

De danske arter af gule knoldslørhatte, (Cortinarius, 

underslægt Phlegmacium, sektion Fulvi), 

blev behandlet i Svampe 40, august 1999, 

men allerede samme efterår dukkede en ny art 

fra sektionen op i Danmark, nemlig Cortinarius 

sulfurinus var. fageticola Brandrud. Den blev 

fundet den 9.9.1999 under bøg på en leret bakke 

ned til bækken i den nordlige del af Marielund i 

Kolding. Jeg genfandt den på samme mycelium 

den 15.9.2000, og det gav mig mulighed for at 

tage frisk materiale med til SMF´s „svampvecka“ 

på Gotland og konferere med varietetens 

ophavsmand. 

Her følger en beskrivelse af fundet (farvekoderne 

refererer til Farver i Farver (Kornerup & 

Wanscher 1961): 

Hat op til 8 cm bred, hvælvet, i randen gul 

(2A5), mod midten grågrøn (3B5). Lameller 

som unge grågrønne (2B4). Stok op til 2 cm tyk, 

med randet knold (-3,5 cm), lyst grågrøn (1B3). 

Basalmycelium hvidligt. Kød hos unge eks. lyst 

grøngult (1A3-1A4) med et grågrønt skær i 

stokken, hos ældre eks. noget blegere. Lugt 

svagt persille- eller grønsagsagtig som hos Cortinarius 

rheubarbarinus. 

Sporer mandel- til svagt citronformede, ret 

groft ornamenterede, 10,9-12,5 × 6,2-7,3 µm, 

(MV = 11,54 × 6,6 µm), Q = 1,75. 

Basereaktion (NaOH 27,7%, pH 13) i kødet 

negativ, på hathuden brunlig, på basalmyceliet 

klart rød. 

Den mest oplagte forvekslingsmulighed til C. 

sulfurinus var. fageticola er nok Strågul Slørhat 

(C. humolens), som dog er hvidlig i kødet og har 

negativ basereaktion på basalmyceliet. I nøglen 

i Svampe 40 vil C. sulfurinus var. fageticola også 

41

kunne nøgle ud som Citrongul Slørhat (C. citrinus) 

pga. det grøngule kød, men Citrongul 

Slørhat har væsentligt mindre sporer og reagerer 

også negativt med base på basalmyceliet. 

Artens hovedvarietet (var. sulfurinus) findes 

i nåleskov på kalkrig bund og adskiller sig ud 

over dette fra var. fageticola ved at have lidt 

større sporer, knap så udtalte grønlige nuancer 

samt kraftigere lugt. 

Systematisk står C. sulfurinus nær Mel- 

Slørhat (C. flavovirens). Var. fageticola blev beskrevet 

i 1998 i vol. 4 af værket Cortinarius Flora 

Photographica, hvor den også er afbildet. Typen 

er fra Skåne, og ud over typelokaliteten er 

den hidtil kun kendt fra et par andre lokaliteter 

i Sverige – og nu altså også fra én lokalitet i 

Danmark. 

MATERIALE: Ø-JYLL.: Kolding, Marielund, 9.9.1999, 

Thomas S. Jeppesen. (TSJ99-046); samme sted 15.9. 

2000, Thomas S. Jeppesen (TSJ00-027). 

42 

Thomas S. Jeppesen 

Berigtigelse 

I denne rubrik i Svampe 42 blev Mørkstokket 

Tåresvamp (Dacryonaema rufum) angivet og 

afbildet fra Danmark (Samsø 2000). Siden da 

har Anna Elise Torkelsen fra Oslo lånt og studeret 

det omtalte materiale, som har vist sig at 

være Rod-Tåresvamp (Ditiola radicata). I Nordic 

Macromycetes (Hansen & Knudsen 1997) 

angives Mørkstokket Tåresvamp at være sjælden 

i Danmark, men ved et tjek på herbariet på 

Botanisk Museum i København (C) blev der 

ikke fundet dansk materiale der kan dokumentere 

oplysningen om dens tilstedeværelse i Danmark. 

Rod-Tåresvamp findes til gengæld hist og 

her i Danmark. 

Vi takker Anna-Elise Torkelsen for at have 

gjort os opmærksom på fejltagelsen. 

Lise Samsø & Jan Vesterholt 

Litteratur 

Brandrud, T.E. in prep. Cortinarius Subgenus Phlegmacium 

Section Fulvi (Including Scauri ss. Moser) 

in Europe. Descriptive part. – Edinburgh 

Journal of Botany. 

- , H. Lindström, H. Marklund, J. Melot & S. Muskos 

1990-1998. Cortinarius Flora Photographica, 

vol. 1-4. – Cortinarius HB, Härnösand. 

Buchwald, N.F. 1938. Søndag den 10. Oktober. Ekskursion 

til Kongebroskoven og Bromme Plantage. 

– Friesia 2: 136-138. 

- 1961. Søndag den 11. Oktober 1959. Ekskursion 

til Tisvilde Hegn. – Friesia 6: 433-435. 

- 1974. Safrangul Poresvamp (Polyporus (Hapalopilus) 

croceus) fundet 1936 i Danmark. – Friesia 

10: 323-326. 

- 1978. Er Safrangul Poresvamp (Polyporus (Hapalopilus) 

croceus Pers. ex Fr.) fundet i Danmark 

før 1936? – Friesia 11: 247-248. 

Bülow, K. & F.H. Møller 1959. Tricholoma helviodor 

Pilát et Svrcek (Karry-Ridderhat, en for Danmark 

ny Ridderhat. – Friesia 6: 13-15. 

Hansen, L. & H. Knudsen (red.) 1997. Nordic macromycetes. 

Vol. 3. – Copenhagen. 

Jeppesen, T.S. & T. Frøslev 1999. Gule Knoldslørhatte 


Kornerup, A. & J.H. Wanscher 1961. Farver i farver. 

– Politikens Forlag. 

Møller, F.H. 1938. Søndag den 20. September. Ekskursion 

til Ulvshale Skov, Møen. – Friesia 2: 124- 

125. 

Rald, E. 2000. Sjælland i J. Vesterholt (red.): Landsdelsrapporter. 

– Svampe 41: 55-56. 

Samsø, L. 2000. Mørkstokket Tåresvamp (Dacryonaema 

rufum). – Svampe 42: 8-10. 

Stoltze, M. & S. Pihl (red.) 1998. Rødliste 1997 over 

planter og dyr i Danmark. – Miljø- og Energiministeriet, 

Danmarks Miljøundersøgelser og Skovog 

Naturstyrelsen. 

Strandberg, M. 1997. Køllekantarel (Gomphus clavatus) 

genfundet i Danmark. – Svampe 35: 46-47. 

Vesterholt, J., W.A.H. Asman & M. Christensen 

2000. Kvælstofnedfald og tilbagegang for svampe 

på mager bund. – Svampe 42: 53-60. 

Vesterholt, J. & H. Knudsen 1990. Truede storsvampe 

– en rødliste.

Amicodisca – en skivesvampeslægt med to smukke, 

men næsten ens arter 

Seppo Huhtinen & Thomas Læssøe 

I 1996 blev Nordisk Mykologisk Kongres afholdt 

på Mekrijärvi Feltstationen i det østligste 

Finland. Uheldigvis var svampesæsonen usædvanlig 

dårlig, hvilket fik deltagerne til at søge 

ekstra meget efter de små ting i fugtige lavninger 

og langs søer og floder. Denne aktivitet bevirkede, 

at nogle stærkt farvede frynseskivesvampe 

blev fundet af henholdsvis Thomas 

Læssøe og Christian Lange. Det viste sig, at 

frynseskiver af denne type ikke var fundet i Finland 

siden 1860'erne, og da kun på en enkelt lokalitet. 

P.A. Karsten var den ansvarlige, og fundet 

blev publiceret som Peziza virella P. Karsten 

i hans Fungi Fenniae Exsiccati. Endnu mere 

overraskende var det, at de to makroskopisk 

stort set ens nye fund viste sig at tilhøre to forskellige 

arter, begge tilhørende slægten Amicodisca 

Svrcek! Karsten var en ekstremt dygtig 

indsamler, men alligevel lykkedes det ham aldrig 

at genfinde Peziza virella. Først efter 130 år 

dukker to nye finske kollektioner op, hvoraf 

den ene bliver typen for en ny art. Mykologi er 

fyldt med spændende overraskelser! Det må 

dog siges, at når først mikrohabitaten er fundet, 

er Amicodisca-arter næsten lige så iøjnefaldende 

som Almindelig Gulskive (Bisporella citrina). 

Amicodisca blev beskrevet af Svrcek (1987) 


baseret på en smuk, svovlgul frynseskive, oprindelig 

kaldet Dasyscypha brdensis Vel. Svrcek og 

Kubicka fandt nye indsamlinger i Bøhmen, og 

Svrcek lavede slægtsnavnet Amicodisca for at 

ære sin ven Kubicka som i mellemtiden var død. 

(Amicus betyder ven på latin). Huhtinen (1994) 

påviste siden, at Karstens art Peziza virella var 

den samme som D. brdensis, og svampen kom 

til at hedde Amicodisca virella (P. Karsten) 

Huhtinen. Christian Langes indsamling fra Mekrijärvi 

passede fint på denne art, men Læssøes 

materiale havde langt mindre sporer og forstyrrede 

Huhtinens nattesøvn i en længere periode. 

Det ville være uforsigtigt at foreslå en ny art baseret 

på blot en enkelt indsamling og primært 

på en enkelt forskel (sporedimensionerne). Det 

viste sig dog, at også Hans-Otto Baral havde 

modtaget materiale af den småsporede art, men 

fra Tyskland, og arten er nu under publicering 

af Ain Raitviir og Huhtinen i fællesskab med 

navnet A. svrcekii Raitviir & Huhtinen (Raitviir 

2000). Her følger en beskrivelse af de to arter. 

Amicodisca virella (P. Karst.) Huhtinen 

Apotecier tætsiddende, 0,2-0,6 mm i diam., siddende, 

lavt bægerformede, tydeligt hårede i randen 

af svovlgule til svagt grøngule hår, der er 

samlet i totter, hvilket giver apoteciet et furet 

Seppo Huhtinen, University of Turku, FIN 20014, Turku, Finland, sephuh@utu.fi 

Thomas Læssøe, Botanisk Institut, Øster Farimagsgade 2D, DK-1353 København K, thomasL@bot.ku.dk 

Amicodisca, a genus with two beauties 

Descriptions of two discomycetes, the rediscovered Amicodisca virella and a new species A. svrcekii 

(Hyaloscyphaceae), are given and their ecology discussed. The Finnish collections cited are the 

first since the original material collected by Karsten 130 years earlier. Also material from easternmost 

Russia is cited and the new species (to be published in Czech Mycology) is recorded from Finland 

and Germany. It differs from A. virella in its distinctly smaller spores but is otherwise very similar, 

as also can be seen from the two colour plates. Based on the present material, Amicodisca 

species would seem to have a strong preference for watersoaked hardwood, often located on the 

banks of rivers or lakes. One collection (from Kamchatka) of A. virella is from a dry site on the underside 

of a Betula trunk. When first located, Amicodisca species may be almost as conspicuous as 

the ubiquitous Bisporella citrina. 

43

Amicodisca virella fundet på El af Chr. Lange i Pohjois-Karjala, Ilomantsi, Mekrijärvi, Finland, 30.8.1996 

(JHP-96.117). Foto Jens H. Petersen. 

Amicodisca svrcekii, holotype, fundet af Thomas Læssøe i Pohjois-Karjala, Ilomantsi, Koitajoki, Polvikoski, 

Palokangas, Finland 29.8.1996 (TL-4250). Foto Jens H. Petersen (96.080). 

44

A 

Amicodisca virella. Hymeniekarakterer. A, C & D fra Chr. Lange 30.8.1996, B fra TL-4831. A: Asci og 

parafyser. B: Sporer fra tørret materiale (tm). C: Sporer fra levende materiale. D: Sporer (tm). E: Sporer (tm). 

Vævskarakterer (excipulum). F, G, H fra Chr. Lange 30.8.1996, I & J fra TL-4831. F: Hår fra levende 

materiale. G: Hår fra tørret materiale. H: Mediane excipulum set udefra. I: Ensartet pigmentfyldt hår. J: hår 

uden genoplivning. 


CR 

H 2 O 

B 

D 

CRB 

F G H 

I J 

KOH 

H 2 O 10 µm 

CR 

CR 

CR 

C 

E 

KOH 

H 2 O 

CR 

45

udseende, margin lidt højere end hymeniet, dette 

gråt. Som tørre er apotecierne helt lukkede 

og grønlige. Kødet (ectal excipulum) basalt af 

isodiametriske celler, gradvist overgående til 

textura prismatica og t. porrecta mod margin, 

vægge svagt fortykkede. Hår op til 120 µm lange, 

basalt 2-4 µm brede og mod spidsen 1-2 µm 

brede, cylindrisk-tilspidsende, noget bugtede, 

med op til fire tværvægge i den udragende del, 

tyndvæggede, uden udvækster, men med et varierende 

antal gulgrønne pigmentklumper (resin); 

i mikroskopet er de enkelte hår stort set 

farveløse i spidserne, men længere nede lyst gulgrønne, 

farven siddende på ydersiden på frisk 

materiale, indhold uden struktur, uden vakuoler; 

hår fra tørret materiale med tydelige mørke 

pigmentklumper, som for det meste opløses i 

KOH, Congo red (CR) og cotton blue (CB); 

opløses særlig hurtigt i KOH, hvor hårene for 

det meste fremtræder glatte og farveløse, men i 

sjældnere tilfælde grønfarvede af det opløste 

pigment. 

46 

CR 

A 

CR 

CR 

CB 

B 

D 

CRB 

CR 

10 µm 

C CB 

E F 

Amicodisca svrcekii. Isotype (TL-4250). A: Randhår. B: Randhår i Cresylblåt. C: Asci og parafyser. D: 

Mediane excipulum set udefra. E: Sporer (tm). F: Ascusbasis uden hagecelledannelse, men med to nedadvendte 

udvækster. 

CR 

Asci 8-sporede, uregelmæssigt kølleformede 

til cylindriske, 58-74 × 8-11 µm i CR (x = 65,5 × 

10,2 µm), tydeligt smallere i CB (x = 8,8 µm), 

mod spidsen tydeligt koniske, sjældnere mere 

afrundede, ikke dannet fra hageceller, nedadvendte 

udvækster ikke set, poren tydeligt 

MLZ+. Sporer 17-25 × 4-6 µm (x = 20,8 × 5,3 µm, 

Q = 3,9) i CR, 18-28 × 5,0-7,2 µm (x = 23,4 × 5,9 

µm, Q = 3,9) i levende tilstand, asymmetrisk ellipsoidisk-tenformede 

med den ene side mere 

eller mindre plan; som levende i vand med tydelige 

vakuoler, farveløse, men af og til med indhold 

farvet som pigmentet på hårene, op til 10 

% af de frie sporer med en tværvæg, resten encellede; 

fra tørret materiale tydeligt guttulate i 

CR, CB, cresylblåt (CRB) og KOH, af og til 

med farvet indhold. Parafyser farveløse i frisk 

tilstand og fra tørret materiale, smalt cylindriske, 

mod spidsen op til 1 µm brede, ikke grenede 

eller grenede forneden. 

MATERIALE: FINLAND: Etelä-Häme, Tammela, Mustiala, 

Alnus, 6.1867, Karsten (H); Pohjois-Karjala, 

CR

Ilomantsi, Mekrijärvi, Alnus, 30.8.1996, Chr. Lange 

s.n. (JHP-96.117) (TUR). 

RUSLAND: Kamchatka, Uksichan River Valley, N for 

Esso, Salix, 11.8.1997, TL-4767 (C); Termalny, Betula, 

17.8.1997, TL-4831 (C); Avacha River Valley, 

Razdolny, Salix, 23.8.1997, TL-4888 (C). 

Både Velenovsky (1934) og Svrcek (1987) studerede 

indsamlinger fra „drivtømmer“ langs 

søer og floder. Yderligere indsamlinger af TL 

fra Kamchatka viser også en præference for 

stærkt vandholdigt ved. Baseret på det nu kendte 

materiale synes det som om begge Amicodisca-arter 

foretrækker vandmættet, afbarket løvtræsved. 

Der er dog en enkelt indsamling (TL- 

4831) fra en „tør“ lokalitet, hvor apotecierne 

var dannet på undersiden af en større birkestamme. 

Navnet „virella“, valgt af Karsten, viser tydeligt, 

at den oprindelige diagnose blev lavet på 

basis at tørret materiale. Af en eller anden 

grund ændrer hårbeklædningen farve på dramatisk 

vis efter tørring. 

Amicodisca svrcekii Raitviir & Huhtinen 

i Raitviir 

Makroskopisk som foregående art. Hovedforskellen 

ligger i sporedimensionerne og vel som 

en følge deraf ascusdimensionerne. Asci fra tørt 

materiale måler 52-56 × 5,6-6,2 µm (CB), og 

sporerne er tydeligt mindre end hos A. virella, 

7,2-8,6 × 2,0-2,8 µm (x = 7,9 × 2,3 µm) (CR). På 

levende materiale måler sporerne 11,5-16 × 3,0- 

3,5 µm. Andre forskelle er ikke tydelige. Som 

hos A. virella er der ingen hagedannelse på asci, 


dog ses der ret ofte en nedadvendt udvækst fra 

basis, der ikke er iagttaget hos A. virella. Disse 

udvækster ser ud til at være til stede hos diverse 

skivesvampearter med simpel ascusbasis (cf. 

Huhtinen 1989). 

Begge kendte kollektioner stammer fra våde 

habitater. De to farvebilleder viser tydeligt, 

hvor ens de to Amicodisca-arter er. Der skal 

samles betydeligt mere materiale før det kan afgøres 

om A. virella er mere almindelig end A. 

svrcekii, som de foreløbige data tyder på. 

MATERIALE: FINLAND: Pohjois-Karjala, Ilomantsi, 

Koitajoki, Polvikoski, Palokangas, 29.8.1996, TL- 

4250 (JHP-96.080) (C holotype; TUR isotype). 

TYSKLAND: Nordrhein-Westfalen, Ahaus, „Liesnerwald“, 

Sambucus, 12.11.1994, Siepe (Herb. Baral, 

studeret og illustreret af Baral). 

Tak til Ain Raitviir og Hans-Otto Baral for værdifulde 

oplysninger og til Jens og Christian for 

henholdsvis billeder og indsamling. 

Litteratur 

Huhtinen, S. 1989. A monograph of Hyaloscypha 

and allied genera. – Karstenia 29: 45-252. 

- 1994. Finnish records of discomycetes: type studies 

on some Karsten species. – Karstenia 34: 5-12. 

Raitviir, A. 2000. Taxonomic notes on Dematioscypha 

and Amicodisca. Czech Mycology, i trykken. 

Svrcek, M. 1987. New or less known Discomycetes. 

15. Nové nebo méne známé diskomycety. 15. – 

Ceska Mykol. 41: 16-25. 

Velenovsky, J. 1934. Monographia Discomycetum 

Bohemiae. – 436 pp, 30 tab. Pragae. 

47

Dette er en ny rubrik i Svampe, men Mykonyt er 

ikke nogen ny opfindelse, det er ved årsskiftet 

gået ind i sit femte år. Hidtil har Mykonyt været 

forbeholdt dem som har adgang til Internettet, 

men sådan skal det ikke være mere. Ikke helt, i 

hvert fald. 

Mykonyt er i virkeligheden et elektronisk nyhedsbrev 

som udsendes jævnligt til alle som ønsker 

at være på postlisten. 1. januar 2001 var der 

106 email-adresser på listen. I år 2000 blev der 

udsendt 73 nyhedsbreve, og tilsammen blev der 

rapporteret omkring 3000 enkeltfund, hvoraf 

1231 fund fra år 2000 er inddateret i databasen 

over sjældne arter m.v. Men Mykonyt handler 

ikke kun om sjældne arter, det handler også om 

fund af de første morkler, rørhatte, skørhatte, 

kantareller etc. og i det hele taget alt hvad de enkelte 

bidragydere ønsker at fortælle om. Alt vidererapporteres 

undtagen i de tilfælde hvor jeg 

er i tvivl om rigtigheden af bestemmelserne. 

Langt størstedelen af de 107 adresser som modtager 

Mykonyt, har aktivt bidraget til indholdet, 

hvilket de naturligvis skal takkes for. Uden så 

bred opbakning ville ideen ikke fungere. 

Nu kan en trykt rubrik der bringes en gang 

om året, naturligvis ikke viderebringe aktuelle 

oplysninger på samme måde som et elektronisk 

nyhedsbrev. Formålet med denne rubrik er da 

også at samle lidt op på nogle af de oplysninger 

der er indkommet i årets løb. De mest interessante 

fund vil stadig finde deres naturlige plads i 

rubrikken „Usædvanlige danske svampefund“. 

De første indrapporteringer 

Man kan finde svampe hele året rundt, men for 

mange starter svampesæsonen først rigtigt med 

morklerne. I år 2000 var det Rynket Klokkemorkel 

(Verpa bohemica) som blev fundet først. 

Bjørn W. Pedersen havde været ude på Vestvolden 

ved København allerede 3. marts og kunne 

berette at han havde fundet et lille frugtlegeme 

på 1 × 1 cm med nederste rand af hætten „helt fri 

af jorden“. I begyndelsen af april så Thomas 

Læssøe 40 eksemplarer samme sted, men desværre 

lå omkring halvdelen af eksemplarerne af 

denne sjældne svamp i en svampesamlers kurv. 

Den 26. marts kunne Benny og Else-Marie 

48 

Mykonyt af Jan Vesterholt 

Christensen indrapportere de første eksemplarer 

af Spiselig Stenmorkel (Gyromitra esculenta) 

fra Stråsø Plantage i Vestjylland, og en uge 

senere dukkede den også op flere andre steder. 

Den første rigtige morkel var Kegle-Morkel 

(Morchella conica) der blev fundet 8. april af 

Christian Lange ved Rubjerg Knude. Sådan plejer 

det også at være. De første eksemplarer af 

Spiselig Morkel (Morchella esculenta) blev fundet 

præcis en uge senere i Rugård Sønderskov 

på Djursland af Jens H. Petersen, og i løbet af få 

dage blev Spiselig Morkel også rapporteret fra 

mange andre dele af landet. I de sidste dage af 

april så den ud til at toppe, for på dette tidspunkt 

blev indrapporteringerne generelt forsynet med 

kiloangivelser. De første vårmusseroner (Calocybe 

gambosa) blev set den 16. april af Bjørn Petersen 

ved Roskilde, men først i juni så Vårmusseron 

ud til at være talrig. 

Årets første rørhat var Punktstokket Indigo- 

Rørhat (Boletus luridiformis) som blev fundet af 

Karen Nisbeth den 21. maj i Paradisbakkerne på 

Bornholm, og inden måneden var gået, var den 

fundet i næsten alle dele af landet. Den 23. maj 

kunne Erik Rald fortælle om årets første Fluesvamp, 

nemlig Gråbrun Fluesvamp (Amanita 

excelsa) fra Cottageparken nord for København. 

De første kantareller (Cantharellus cibarius) 

blev fundet 28. maj af Bjørn W. Pedersen, 

men de var stadig meget små. To dage efter kom 

også den første Skørhat, nemlig Broget Skørhat 

(Russula cyanoxantha) som Aksel V. Jørgensen 

fandt i Søllerød Kirkeskov. Årets første Ridderhat 

blev Gulplettet Ridderhat (Tricholoma 

scalpturatum) som Christian Lange fandt ved 

Rubjerg Knude 10. juni, og hen mod slutningen 

af juni blev der fundet masser af mykorrhizadannere 

overalt i landet. Vanen tro var knoldslørhattene 

blandt de sidste til at indfinde sig, og 

i år 2000 var det Galde-Slørhat (Cortinarius infractus) 

der kom først. Den blev fundet af Erik 

Rald i Ganløse Orned på Sjælland den 23. juli. 

De mest indrapporterede arter 

Den mest indrapportede af de 10 overvågningsarter 

der var omtalt i Svampe 33, var Grå Slimslør 

(Gomphidius glutinosus). Den blev angivet

Majs-Slørhat (Cortinarius olidus) blev den mest indrapporterede rødlisteart i år 2000. 12 lokaliteter blev den 

fundet på, bl.a. ved østenden af Maribo Søndersø den 7.10.2000 (JV00-447). Foto Jan Vesterholt. 

fra 47 steder og var dermed også den mest indrapporterede 

svampeart i det hele taget. I 1999 

var Cinnoberskællet Slørhat (Cortinarius bolaris) 

den mest indrapporterede overvågningsart, 

men den måtte i år 2000 nøjes med en andenplads 

og 40 lokaliteter. I den anden ende af skalaen 

blev Klidhat (Rozites caperatus) kun fundet 

fire steder, i øvrigt det samme antal steder som i 

1996, 1997, 1998 og 1999. Safrankødet Slørhat 

(Cortinarius traganus) blev fundet to steder i 

2000, men det var en stor fremgang, for den var 

ellers ikke set siden 1988! Det var Benny og 

Morten Christensen der genfandt den i Hoverdal 

og Stråsø plantager. 

Den oftest indrapportede rødlisteart var den 

sårbare art Majs-Slørhat (Cortinarius olidus). 

Den blev i år 2000 fundet på 12 lokaliteter, heraf 

syv nye, alle beliggende i Storstrøms Amt. I det 

hele taget blev det et fint år for knoldslørhatte. 

Således forøgedes antallet af kendte lokaliteter 

for Orangegylden Slørhat (C. elegantissimus) fra 

13 til 20, mens det for „dobbeltgængeren“ Prægtig 

Slørhat (C. cedretorum) blev til en fordobling 

fra tre til seks. Indtil 1998 var Prægtig Slørhat 


kun kendt fra to af Århus’ sydskove, men nu er 

der kommet fire lokaliteter til på henholdsvis 

Sydsjælland, Lolland, Falster og Møn. I det hele 

taget blev der fundet særdeles mange sjældne 

svampe i Storstrøms Amt i år 2000, og på en 

måde kan man sige at det var året hvor denne 

landsdel blev „genopdaget“ rent svampemæssigt. 

Men mere om det andetsteds i bladet. 

De sjældne svampe 

De mest opsigtsvækkende fund fra år 2000 var 

nok genfundet af Safrangul Fedtporesvamp 

(Aurantioporus croceus) og nyfundet for Danmark 

af Hare-Priksvamp (Poronia erici). Også 

de nye lokaliteter for Mønster-Lædersvamp 

(Xylobolus frustulatus) og Køllekantarel (Gomphus 

clavatus) var bemærkelsesværdige. Disse 

fund skal ikke omtales yderligere her, da de er 

omtalt særskilt i rubrikken „Usædvanlige danske 

svampefund“ i hhv. Svampe 42 og 43. Meget 

interessant var det også at Thomas Brandt-Pedersen 

kunne finde Isabella-Fluesvamp (Amanita 

eliae) i Skørring Overskov mellem Århus og 

Silkeborg. Det var den femte danske lokalitet i 

49

Skarlagen-Vokshat (Hygrocybe punicea) var en af de vokshatte som blev set mange steder i år 2000. 17 

lokaliteter blev den fundet på, bl.a. ved Tågelund ved Egtved den 1.10.2000 (JV00-394). Foto Jan Vesterholt. 

alt og det første fund siden 1979. Det skal også 

bemærkes at Arne Jakobsen gjorde det første 

jyske fund af Fløjls-Mælkehat (Lactarius lignyotus). 

Den blev fundet i Stendal Plantage i Midtjylland. 

Træboende kernesvampe tilhørende slægterne 

Camarops og Nemania (se artikel i Svampe 

42) blev også fundet flere steder end sædvanlig. 

Årsagen til dette er nok især at de har fået større 

opmærksomhed, og at flere personer har ledt 

målrettet efter svampe på store træstammer. Det 

har samtidig betydet at der er blevet fundet 

mange andre træboende svampe i år 2000. Koralpigsvamp 

(Hericium coralloides) blev således 

set 17 steder, og Børstepigsvamp (Creolophus 

cirrhatus) blev set syv steder, hvilket i begge 

tilfælde er mere end i de tidligere år. Desuden 

blev der fundet nye lokaliteter for to meget 

sjældne arter knyttet til levende, store ege. Morten 

Christensen fandt Egetunge (Buglossoporus 

quercinus) på Storkeegen i Jægerspris Nordskov, 

og Pia Boisen Hansen fandt Gyldenbrun 

Lakporesvamp (Ganoderma resinaceum) på en 

Eg ved Kristianssæde på Lolland. 

På overdrevene var det tilsyneladende et år 

50 

under gennemsnittet. Det var ikke noget stort år 

for blåhatte (Entoloma underslægt Leptonia), 

antagelig fordi sommeren ikke var fugtig nok. 

For vokshattene gik det lidt bedre, og fordi frosten 

først kom sent, fortsatte mange af dem helt 

frem til begyndelsen af december. Blandt de lidt 

sjældnere arter var det især Skarlagen-Vokshat 

(Hygrocybe punicea) der blev indrapporteret 

meget. 17 steder blev det til – klart over gennemsnittet, 

men stadig langt under rekordåret 1998 

hvor den blev angivet fra hele 28 lokaliteter. Og 

så var Daddelbrun Vokshat (Hygrocybe spadicea) 

fremme igen for første gang siden 1995. To 

steder blev den set i år 2000 – dens rekordår var 

1994 hvor den blev set 10 steder. 

Hvordan går det i 2001? 

Dette spørgsmål kan naturligvis ikke besvares 

på nuværende tidspunkt, men hvis du gerne vil 

være blandt de første til at vide det, bliver du 

nødt til at følge med i det elektroniske nyhedsbrev. 

Sørg også for at indrapportere oplysninger 

om dine egne fund. Man kommer på postlisten 

ved at sende en e-mail til mig på myco@ 

vip.cybercity.dk.

Hemitrichia serpula – genfundet efter 200 år? 

Thomas Læssøe & Mikkel Kemp 

For over ti år siden besøgte jeg (TL) sammen 

med gode venner Bagholt Mose i Munkeskov 

syd for Herfølge, primært for at opleve en kalkpåvirket 

tørvemose med dertil hørende spændende 

blomsterflora. Mosen er kendt for bl.a. at 

huse Mygblomst. Vi fandt en masse fine blomster, 

men også midt i det bedste område en 

mængde Trompetblad (Sarracenia purpurata), 

en nordamerikansk plante, der åbenbart var 

blevet udplantet på lokaliteten. En uhørt handling, 

hvilket da også førte til, at vi møjsommeligt 

fik fjernet alle synlige trompeter fra tørvemosfladen 

og siden blev hængt ud for vandalisme i 

Urt af alle steder. 

I år (2000) genbesøgte jeg så lokaliteten med 

en af de gamle gutter fra dengang, men nu var 

det primært svampene, vi var efter, og det lykkedes 

da også at finde både jordtunger, rødblade 

og vokshatte på tørvefladen, men desværre 

også en del af førnævnte eksotiske indslag. Vi 

måtte altså bruge tid på efterlugning og kan 

samtidig konstatere, at Trompetblad udgør en 

reel trussel for vore tørvemoser, da den øjensynlig 

trives yderst fint under relativt høje pHværdier. 

På traveturen gennem den omkransende ellesump 

fandt jeg til min meget store overraskelse 

et lille eksemplar af den meget karakteristiske 

slimsvamp (svampedyr) Hemitrichia serpula, 

som jeg er fortrolig med fra så forskellige egne 

som det østlige Polen, Peru og det fjernøstlige 

Rusland. Jeg vidste allerede på det tidspunkt, at 

arten ikke var set i Danmark i nyere tid. En anden 

hjembragt slimsvamp viste sig at være Diderma 

singulatum, der så vidt vi kan vurdere, 


ikke tidligere er angivet/fundet i Danmark. Dette 

fik selvfølgelig MK, specialestuderende udi 

slimsvampe, til at spærre øjnene op, og det var 

ikke svært at lokke ham med på en tur til mosen. 

Her faldt Mikkel efter en tid igennem mosen til 

langt længere op end rart er, men jeg fik ham da 

hevet op af dyndet. Det samme var i øvrigt sket 

for min ledsager på den foregående tur, så man 

skal ikke tage i mosen med mig! 

Vi fandt en masse spændende slimsvampe og 

også en masse voksskiver (til Lea ovre i Århus), 

men da æskerne var ved at være overfyldte, bestemte 

vi, at vi ville tage hjem kl. 14 eller evt. 

før, hvis vi genfandt Hemitrichia’en. Det første 

eksemplar havde nemlig udvist nogle anomale 

karakterer, sikkert på grund af en dårlig modningsproces, 

så vi var meget ivrige efter at finde 

mere typisk materiale. Kvarter i to lykkedes 

det! Igen måske ikke det største eksemplar, der 

er set, men dog tydeligvis en god H. serpula! 

Eksemplaret sad på undersiden af, jeg ved 

ikke hvilket nummer rådden gren, der var blevet 

vendt. Det var altså langt sværere anden 

gang end første. Vi kunne i hvert fald tilfredse 

tage hjem i henholdsvis tør og mudret/våd tilstand. 

Efter at MK havde bestemt materialet, 

kunne en liste på 19 slimsvampe opstilles (se 

boks), hvilket må siges at være ganske fint for så 

korte besøg på en enkelt lokalitet. Vi fandt igen 

meget materiale af Diderma singulatum, især 

ved basis af star i ellesumpen. Også fundene af 

Collaria sp. (se foto) og Cribraria violacea er 

værd at nævne. Det er bestemt ikke usandsynligt 

at lokaliteten rummer flere mykologiske og 

myxomycetologiske overraskelser. 

Thomas Læssøe, Botanisk Institut, Øster Farimagsgade 2D, DK-1353 København K, thomasL@bot.ku.dk 

Mikkel Kemp, Botanisk Institut, Øster Farimagsgade 2D, DK-1353 København K, mikkelK@bot.ku.dk 

Hemitrichia serpula, rediscovered after 200 years? 

The first two collections from Denmark of Hemitrichia serpula are reported from a birch and alder dominated 

bog, where many other interesting myxomycetes and fungi have been recorded. The hitherto accepted Danish 

record of H. serpula, dating back 201 years (June 1800, locality not known), named by Fries based on a drawing 

by Schumacher, can not be accepted after detailed inspection of the original drawing (not the redrawn, altered 

version in Flora Danica). It is suggested that Schumacher's material represents a myxomycete sclerotium of the 

type Badhamia utricularis produces. 

51

Hemitrichia serpula fundet i Bagholt Mose (TL-5926). Foto Thomas Læssøe. 

Hemitrichia serpula fundet i Bialowieza nationalparken i Polen, 11.10.1984. Foto Thomas Læssøe. 

52

Hemitrichia serpula tegnet af Schumacher, juni 1800. 

Indsat sklerotium af Badhamia utricularis. 

Det første danske fund af Hemitrichia 

serpula? 

Heinrich Christian Schumacher (1757-1830) var 

en af Persoons samtidige og tilhørte sammen 

med Holmskjold, Oeder, Müller og Vahl den 

tids naturhistoriske elite. Schumacher arbejdede 

som læge og som professor ved Universitetet, 

men udførte et kæmpe floristisk arbejde ved 

siden af, der resulterede i publikationen Enumeratio 

plantarum in partibus Sællandiae septentrionalis 

et orientalis, der katalogiserede 

ikke mindre end 2189 plantearter og 925 svampe 

(inkl. slimsvampe), fundet i og omkring 

København. Det vil her føre for vidt at komme 

videre ind på Schumachers mykologiske arbejde, 

det fortjener klart en større artikel. 

På Botanisk Museum (Centralbiblioteket) 

opbevares Schumachers upublicerede akvareller, 

og blandt disse findes en ikke særlig vellignende 

tavle af Hemitrichia serpula (navngivet 

Trichia venosa i floraen og på tavlen rettet til T. 

reticulata), gengivet herover. Denne tegning 

blev også lagt til grund for tavle 35, 2089, fig. 3 i 


Flora Danica, hvor mosdelen ikke er medtaget. 

Lokaliteten er ikke opgivet, men antages at ligge 

på Nordøstsjælland i bred forstand. Fundet 

er fra 15. juni 1800 (i blyant på bagsiden), altså 

næsten nøjagtig 200 år før fundet i Bagholt 

Mose. 

Der er så vidt vides ikke efterladt materiale 

af H. serpula i Schumachers herbarium (Bjørnekær 

& Klinge 1963). Fries (1829) citerede Schumachers 

tavle som Trichia serpula Pers. – arten 

tydeligvis opfattet i en meget bred forstand, 

fulgt af Raunkiær (1888) og Bjørnekær & Klinge 

(1963). Vi vil dog her betvivle den friesiske 

og senere fortolkninger af Schumachers tavle 

og navn. På bagsiden af tegningen er materialet 

åbenbart i første omgang henført til en bævresvamp 

(Tremella), og vi synes at tegningen fint 

kan passe på et indtørret plasmodium af fx 

Badhamia utricularis (altså et slimsvampesklerotium 

og ikke en plasmodiekarp). 

I andre slimsvampetegninger har Schumacher 

tydeligt tegnet dele af det modne kapillitium, 

men det er slående, at der ingen tråde er 

53

Slimsvampen Collaria sp. fundet i Bagholt Mose (TL-5925). Foto Mikkel Kemp. 

Slimsvampe fra Bagholt Mose 7.8.2000 

(*: også fundet 18.7.2000) 

Arcyria cinerea 

Arcyria obvelata 

Ceratiomyxa fruticulosa * 

Cribraria violacea 

Collaria sp. (TL-5925) 

Diderma deplanatum 

Diderma singulatum (TL- 5894) * 

Hemitrichia serpula (TL-5926) * 

Lamproderma arcyrioides 

Leocarpus fragilis 

Lycogala epidendrum * 

Metatrichia vesparum 

Perichaena corticalis 

Physarum nutans 

Stemonitis fusca 

Trichia contorta var. iowensis 

Trichia decipiens 

Trichia persimilis 

Trichia scabra 

54 

vist på Hemitrichia-tegningen. Også væksten ud 

på mosset og det perlesnorsagtige udseende 

minder mest om et sklerotium frem for en Hemitrichia 

serpula plasmodiekarp. 

Hvis vores tese er korrekt, skal Bagholt-fundene 

regnes for landets første. Uden herbariemateriale 

bliver det dog svært at bevise endeligt. 

TL har set og samlet H. serpula ca. ti gange 

rundt omkring i verden, men aldrig med et udseende 

der svarer til Schumachers tegning. 

MATERIALE: NØ-SJÆLL., Bjerrede, Munkskov, Bagholt 

Mose, undersiden af ege- eller birkegren, 18.7. 

2000, TL-5893 (C); samme sted, undersiden af birkegren, 

7.8.2000, TL-5926 (C). 

Litteratur 

Bjørnekær, K. & A.B. Klinge 1963. Die Dänischen 

Schleimpilze. Myxomycetes Daniae. – Friesia 

7(2): 149-280, tav. 1-16. 

Fries, E. 1829. Systema mycologicum 3. Gryphiswaldae. 

Raunkiær, C.C. 1888. Myxomycetes Daniae eller 

Danmarks Slimsvampe. – Bot. Tidsskr. 17: 20-105.

Sæsonens art af Jan Vesterholt 

Kliddet Fnughat (Tubaria furfuracea (Pers.: 

Fr.) Gillet) er vel næsten et skoleeksempel på 

hvor kedelig en lamelsvamp kan se ud. Lille, 

brun og særdeles uanselig. Når den alligevel 

skal omtales her, er det fordi den fra december 

til april formodentlig er den mest udbredte og 

almindelige hatsvamp i Danmark. På en spadseretur 

i vinterhalvåret kan man være næsten helt 

sikker på at møde den. 

Kliddet Fnughat vokser typisk på jorden, og 

ser man godt efter, kan man se at den gror på 

førne og små stykker dødt ved. Den findes i 

løvskove, krat, parker og haver, og den synes at 

trives fint på træflis. Når den er til stede, ses den 

ofte i store flokke. 

Hele svampen er næsten ensfarvet orangebrun. 

Hatten bliver 2-3 cm bred og har svagt 

stribet rand i fugtig tilstand, men ved udtørring 

forsvinder striberne, og hatten bliver lys. Ofte 

ser man små rester af lysebrunt slør på den 

yderste del af hatten, en karakter som er bag- 


grunden for både arts- og slægtsnavnet. Lamellerne 

er bredt tilvoksede, hvilket er en god skillekarakter 

i forhold til andre små brunsporede 

svampe, f.eks. hjelmhatte. Lamelfarven ændres 

ikke meget med alderen, da sporerne har næsten 

samme farve som de unge lameller. Stokken 

er cylindrisk og relativt kort, og der er ofte 

fine slørrester i en smal zone i den øverste del. 

Lugten er ubetydelig. 

Kliddet Fnughat er som nævnt meget almindelig 

om vinteren, men den kan findes næsten 

hele året rundt. Når man især bemærker den om 

vinteren, er det fordi der ikke findes så mange 

andre små, brune lamelsvampe på den tid af 

året. Når Kliddet Fnughat klarer sig så godt på 

et tidspunkt hvor andre små brune svampe giver 

op, må det skyldes en særlig evne til at tåle 

lave temperaturer. Den ser ud til at kunne vokse 

videre efter nætter og dage med frost, og måske 

har den direkte brug for en frostperiode før den 

rigtigt kommer i gang. 

Kliddet Fnughat (Tubaria furfuracea) er meget almindelig i vinterhalvåret. Her er den fotograferet ved Ulbækhus 

på nordsiden af Vejle Fjord 11.1.1998 (JV98-004). Foto Jan Vesterholt. 

55

Foreningens æresmedlem, tandlæge Knud Hauerslev, 

er død 94 år gammel. Han var medlem af 

foreningen siden 1951, medlem af bestyrelsen 

fra 1958 til 1990, kasserer fra 1958 til 1975 og han 

var den danske mykolog i nyere tid, der har beskrevet 

flest nye svampearter. 

Hauerslev voksede op i Korsør, hvor faderen 

var sagfører og sparekassedirektør. Moderen 

var hjemmegående og travlt beskæftiget med al 

slags håndarbejde, som Hauerslev tog til sig og 

drog nytte af hele livet. Han kom på Sorø Akademi, 

hvor især læreren i naturhistorie, Kristen 

Simonsen, varigt påvirkede den nysgerrige, opfindsomme 

og energiske dreng. Efter skolen 

kom han på Tandlægehøjskolen og blev i en alder 

af kun 23 år tandlæge. Efter en kort periode 

som tandlæge blandt andet i Schweiz nedsatte 

han sig i 1932 med praksis i Axelborg i København. 

Først da bygningens ejere, Landbrugsrådet, 

i 1974 selv skulle bruge lokalerne, måtte han 

opgive sin praksis, men ikke sin gerning. 

Da han var 89 år, overværede jeg med nogen 

ængstelse, hvordan han ved hjælp af en gammel 

rusten kompressor fik smeltet en lille guldklump, 

hvorefter han ved at svinge en form 

rundt pressede guldet ud i en afstøbning af en af 

sine tænder. Da guldet var afkølet, blev det renset 

i kongevand (en blanding af koncentreret 

svovl- og salpetersyre) for at rense det for urenheder, 

hvorefter han var klar til at tage den slidte 

guldplombe ud og sætte den nye i hjemme i 

sin lejlighed, hvor hans gamle tandlægebor var 

installeret. 

Det var karakteristisk, at han foretrak at lave 

de fleste ting selv, og hans tiltro til moderne tiders 

metoder og moderne priser var mildest talt 

beskeden! I sin hyggelige lille lejlighed på 

Finsensvej på Frederiksberg, som han beboede i 

64 år, havde han i sit tætpakkede laboratorium 

flere hundrede forskellige kemikalier, og han 

havde nøje kendskab til, hvordan man skulle 

bruge dem. Lejligheden var dekoreret med 

56 

Knud Preben Liisberg Hauerslev 

29/9 1905 - 1/9 2000 

fi resmedlem af Foreningen til Svampekundskabens Fremme, 

af G teborgs Svampklubb og af Soransk Samfund 

Hauerslevs på sin 80 års fødselsdag i 1985. Foto 

Ulrik Søchting. 

smukke malerier af kunstnere, som han havde 

repareret tænder på, og som betalte ham med 

deres kunst. I skabe og skuffer opbevarede han 

en større mængde portvin og vermouth, som vi 

fik et glas af, når jeg kom på mit ugentlige besøg. 

Det var en sjælden og udsøgt fornemmelse at 

blive trakteret med en vin, der var årtier gammel 

og ofte fra en for længst hedengangen butik! 

Han stiftede aldrig familie, selv om det var lige 

ved i ungdommen, men en rejse adskilte på et 

forkert tidspunkt, og siden fik han for travlt.

Interessen for naturhistorie blev efterhånden 

kanaliseret over i edderkopper, som han til sin 

død havde et nært forhold til. Det var dog svampene, 

der blev hans hovedinteresse, og som kom 

til at optage ham lidenskabeligt gennem et halvt 

århundrede. Allerede et par år efter han var blevet 

medlem af foreningen, optræder hans navn i 

ekskursionsberetningerne, ofte sammen med 

M.P. Christiansen og J.E. Bregnhøj Larsen. De 

tre udgjorde tilsammen en lille „pindevendergruppe“ 

med en særlig forkærlighed for de 

såkaldte resupinate svampe eller barksvampe, 

svampe med et tyndt, skorpeagtigt frugtlegeme. 

Christiansen havde været i mesterlære hos John 

Eriksson i Göteborg for at lære om denne gruppe 

svampe og arbejdede på en funga om de danske 

arter. Hauerslev og Bregnhøj Larsen hjalp 

til med indsamlinger og bestemmelser, og i resultatet, 

Danish Resupinate Fungi I + II (1959, 

1960) har Hauerslev leveret en del af indsamlingerne 

og er medforfatter på en af de nye arter. 

Respekten for Christiansen var og forblev 

stor, og det var ikke noget tilfælde, at Hauerslevs 

første egen nye art, Christiansenia pallida 

(1969), som også var en ny slægt, blev tilegnet 

ham. I de følgende 30 år publicerede han med 

jævne mellemrum nye svampe for videnskaben, 

nye for Europa, nye for Asien og selvfølgelig 

ikke mindst nye for Danmark. Foruden Christiansenia 

beskrev han tre andre nye slægter, 

Melzericium, Renatobasidium og Sebacinella, 45 

nye arter, seks nye kombinationer og fire nye 

former, mens antallet af nye arter for Danmark 

fortaber sig. 

Han deltog flittigt i næsten alle foreningens 

ture, hvilket på det tidspunkt var 5-7 om året, 

foruden i danske og internationale kongresser. 

Mange af foreningens ældre medlemmer vil huske 

hans karakteristiske høje, slanke skikkelse 

med lodenfrakken, den bløde hat og skuldertasken. 

Den var indrettet med en skarp dolk og 

kniv, en rosensaks, et større antal stykker avispapir 

af en bestemt størrelse og et antal små 

æsker. Han sakkede hurtigt bagud på turene, fordi 

han skulle vende grenene om og se, om der var 

hvidlige, tynde overtræk på undersiden, som i så 

fald blev skåret af og pakket ind i avispapiret. 

Hjemme blev de lagt til tørre et par dage, og 

så først begyndte det møjsommelige arbejde 

med bestemmelsen af arterne i mikroskopet. 

Dem havde han tre af i en fast opstilling: Først 


blev svampen undersøgt under stereomikroskopet. 

Med et diagonalt knækket barberblad, der 

fungerede som en skalpel, men var meget billigere, 

skar han et lille stykke af svampen af. Den 

blev undersøgt i det ene mikroskop indlejret i 

forskellige medier, og når et af præparaterne var 

tilstrækkeligt godt, dvs. indeholdt de ting, der 

var nødvendige for en bestemmelse, blev det 

lagt over i det tredje mikroskop. Det havde et 

tegneapparat påmonteret, så billedet blev aftegnet 

på en lille pult, hvorfra han tegnede det af på 

et stykke standardpapir i en fast forstørrelse. 

De fleste barksvampe er svære at kende uden 

en mikroskopisk undersøgelse, og efter hver 

ekskursion var der derfor mange timers arbejde, 

for til næsten alle sine bestemmelser lavede han 

en tegning af svampens sporer, hyfer, cystider og 

evt. andre kendetegn. Det blev efterhånden til 

tusindvis af tegninger af alle danske barksvampe. 

Et antal af dem stillede han generøst til 

rådighed til afsnittet om barksvampe i Nordic 

Macromycetes bind 2. 

Arbejdet med de resupinate svampe og hans 

korrespondance med Eriksson førte til, at han i 

mange år bidrog til storværket om barksvampe, 

The Corticiaceae of North Europe, med indsamlinger 

og viden om arternes forekomst i Danmark. 

En række arter blev inkluderet på baggrund 

af hans fund, og han stillede villigt sit store 

materiale og viden til rådighed for værkets 

forfattere, John Eriksson og Leif Ryvarden, ligesom 

han modtog megen hjælp fra Erikssons side. 

I anerkendelse af hans store indsats for kendskabet 

til denne gruppe svampe udnævnte man 

ham til æresmedlem af Göteborgs Svampklubb. 

Selv om det var alle barksvampe, der havde 

hans interesse, viede han gruppen med opdelte 

basidier, heterobasidiesvampene, sin særlige opmærksomhed. 

Det var som specialist i disse, at 

han skabte sig et verdensry med 38 af sine 45 nye 

arter. Det omhyggelige studium af præparaterne, 

der var nødvendigt for at tegne svampene, 

førte til, at han i nogle præparater opdagede flere 

forskellige sporeformer. Det ser man ret ofte, 

fordi en anden svamp har stået i nærheden og 

kastet sine sporer på den første. Ved nærmere 

eftersyn fandt han også basidier, der var afvigende 

fra dem, der var flest af, og så var nysgerrigheden 

vakt, og han kunne begynde at stykke 

sammen, hvad han virkelig så: Den ene svamp 

snyltede i den anden! Makroskopisk var det 

57

Hauerslev ved arbejdsbordet. Foto Jonas Gramkow Barlyng. 

svært eller umuligt at se, men i mikroskopet 

kunne han rekonstruere, hvad der foregik. Med 

Christiansenia pallida, der snylter på en art af 

Voksskind (Peniophora), ramte han første gang 

ind i emnet, men siden forfulgte han det med 

stor dygtighed og tålmodighed og beskrev en 

lang række arter, der snylter inden i andre. 

Emnet blev efterhånden også taget op af 

udenlandske kolleger med succes, men det var 

Hauerslevs pionerarbejde som viste, at denne 

skjulte livsform var vidt udbredt blandt bævresvampene. 

Denne erkendelse, i kombination 

med den tidligere opdagelse af at Fyrre-Bævresvamp 

i virkeligheden snylter på en Blødende 

Lædersvamp (den hvide indvendige kerne i 

bævresvampen), førte til en hypotese om, at alle 

arter af bævresvampeordenen Tremellales er obligate 

parasitter. Det har siden vist sig at være 

58 

tilfældet og stemmer i øvrigt godt med deres 

nære slægtskab med brand- og rustsvampene. 

Når Hauerslev publicerede sine nye arter, 

skete det ofte kun med en kortfattet tekst og 

uden teoretiske udredninger, men ledsaget af 

hans omhyggeligt udarbejdede og detaljerede 

tegninger. For ham var det arterne og deres adskillelse, 

der var interessant, og „det meste kunne 

man jo se på tegningen“. Hvordan arterne 

samledes i slægter og familier, havde heller ikke 

hans interesse. Arterne var grundstenene, og om 

de blev flyttet til andre slægter var ham lige meget, 

„det må andre tage sig af, hvis de er utilfredse“. 

Han gemte ofte sine nye arter i mange år, indtil 

han havde haft tid til at undersøge grundigt, 

at de ikke allerede var beskrevet, men også i håb 

om at finde dem flere gange, hvilket også tit ske-

te. At beskrive en ny art på et enkelt fund var 

ham imod, medmindre den havde helt afvigende 

karakterer i forhold til andre. Derfor var han 

meget ærekær over for sine arter og ærgrede sig 

over de få, der blev synonymiseret. Det skete 

med nogle af hans Myxarium-arter, men uden at 

han blev overbevist om rigtigheden af dette. 

Den gruppe svampe det drejer sig om, ses som 

små gelatinøse vorter på træ. De kan siden vokse 

sammen og danne et sammenhængende overtræk. 

Problemet er, at allerede som vorter kan 

de have modne sporer og kan som følge deraf 

blive beskrevet i den tilstand, mens de som ældre 

vil have et andet udseende. Dette, samt tolkningen 

af hvad Hauerslev mente var cystider, 

mens en kollega mente, det var unge basidier, 

førte til en uenighed, som næppe bliver løst, før 

flere indsamlinger kan vise den fulde variation. 

Hans kolossale indsats for mykologien såvel i 

bredden som i dybden betragtes selv af de mest 

fremtrædende professionelle kolleger verden 

over med den største respekt. Selv om det ikke 

var det, der på nogen måde var Hauerslevs drivkraft, 

betød det blå stempel fra anerkendte forskere 

inden for „hans“ svampegruppe, at det 

han lavede, havde værdi og blev fulgt med stor 

interesse. Et andet synligt tegn på den kollegiale 

respekt ses af, at han har fået ikke mindre end 

én slægt og fire arter opkaldt efter sig, noget der 

sker sjældent for en nulevende mykolog: Hauerslevia 

P. Roberts (med Hauerslevs Sebacina pulverulenta 

som typeart), Hymenochaete hauerslevii 

Léger, Sistotremella hauerslevii Hjortstam, 

Vararia hauerslevii Boidin og Hyphodontiella 

hauerslevii K.H. Larsson & Hjortstam. 

I september 1999 fik Hauerslev en lille hjerneblødning 

som førte til hospitalsindlæggelse i 

længere tid. Da han kom hjem, var han åndeligt 

skarp og levende som altid, men benene gjorde 

knuder efter det lange sengeleje, og han lod sig 

overtale til at flytte i en beskyttet lejlighed med 

moderne faciliteter, elevator m.m. Flytningen 

var ikke en succes. Den tørre beton i den nye lejlighed 

udtørrede hans slimhinder, og det meget 

lys smertede i de øjne, der gennem tiderne havde 

kunnet se så mange fine og tynde (1/20 mm !), 

næsten farveløse overtræk på grene og kviste, 

men nu gjorde det umuligt for ham bare at bruge 

sit mikroskop. Oveni kom en fejlbehandling i 

forbindelse med et kateter, der stærkt forbitrede 

hans sidste tid, og det var en lettelse for ham, da 


han stille sov ind. 

Svampeindsamlingerne, der omfatter ca. 

8.000 numre, hans omfattende samling af særtryk 

og hans tusinder af tegninger opbevares nu 

på Botanisk Museum. Sin formue testamenterede 

han til Soranersamfundet, hvor den blev udgangspunktet 

for det nye kollegium for studerende 

fra Sorø Akademi i Smallegade på Frederiksberg, 

et byggeri han nåede at indmure 

grundstenen til. 

Hauerslev skabte sig med sin svampeinteresse 

et navn, der for evigt vil sætte sig spor i mykologien. 

Han ofrede det meste af sin tid gennem 

50 år på at aflure sine elskede svampe deres 

hemmeligheder, han afstod fra familie, fjernsyn 

og fjas, og han følte sig rigeligt belønnet. Vi andre 

har mistet en yderst beskeden, imødekommende 

og på sin stille måde meget markant personlighed. 

Et langt og værdigt liv er slut. 

Henning Knudsen 

Bibliografi (kronologisk) 

Hauerslev, K. 1956. Om fund af Judasøre (Hirneola 

auricula-judae (L.) Berk. i Korsør og nærmeste 

omegn. – Friesia 5: 266-270. 

- 1969. Thanatephorus cucumeris (Frank) Donk 

fundet på Impatiens noli-tangere og Urtica dioica 

i Danmark. – Friesia 9: 40-42. 

- 1969. Christiansenia pallida gen. nov., sp. nov. A 

new parasitic homobasidiomycete from Denmark. 

– Friesia 9: 43-45. 

- 1975. New or rare resupinate fungi. – Friesia 10: 

315-322. 

- 1977. New and rare Tremellaceae on record from 

Denmark. – Friesia 11: 94-115. 

- 1979. New or rare resupinate fungi from Denmark. 

– Friesia 11: 272-280. 

- 1979. Three new or rare resupinate fungi from 

Denmark. – Friesia 11: 281-286. 

- 1986. Three new tremellaceous fungi from Denmark. 

– Windahlia 16: 47-48. 

- 1987. New species and notes on resupinate fungi. 

– Friesia 11: 329-336. 

- 1989. Two new tremellaceous fungi from Denmark. 

– Opera Bot. 100: 113-114. 

- 1993. New tremellaceous fungi from Denmark. – 

Mycotaxon 49: 217-233. 

- 1993. The genus Myxarium (Tremellales) in Denmark. 

– Mycotaxon 49: 235-256. 

Hallgrimsson, H. & K. Hauerslev 1995. Lignicolous 

Jelly Fungi and Aphyllophorales in Iceland. – 

Acta Bot. Isl. 12: 35-52. 

Hauerslev, K. 1999. New and rare species of heterobasidiomycetes. 

– Mycotaxon 72: 465-486. 

59

Region Nordjylland 

FSF Nord gik ind i året med ny arrangementskomité, 

og Henning Christensen, Bodil Jensen 

og Ole Hvass var dem, der trak læsset og fik tingene 

til at fungere. Traditionerne overholdes 

dog: der bliver stadig planlagt i fællesskab, på 

god vikingemanér, i Huset i Hasserisgade hver 

november. 

I maj foretog vi en smuk tur til Buderupholm 

Bjergeskov og så på orkidéer – Fruesko og andet 

godt. Området langs Lindenborg Å var så 

smukt, at vi næsten glemte at lede efter svampe, 

og indimellem fik vi talt om heksekunst, natlige 

bade i Blåkilderne og meget andet. Demonstrationen 

gik mest med at forsøge at fastlægge varianter 

af hovporesvampe. 

Fejborg Bakke i Vestvendsyssel er et sted, 

hvorfra man kan skue ud over både Kattegat og 

Vesterhavet. Den nærliggende Pajhede Skov er 

indhegnet og har overordentlig stor dyrebestand, 

hvilket afspejles i svampeforekomsterne. 

Blandt andet kan man studere, hvorledes rådyr 

fouragerer på svampefloret, kantarellerne og 

gransvovlhattene kan stå helt afpillede med kun 

lidt stok tilbage. 

Store Vildmose indeholder nogle spændende 

arkæologiske lokaliteter syd for Brønderslev, og 

vi gennemgik de gamle jernalderagre for svampe. 

Strågul Slørhat var en af de mere bemærkelsesværdige, 

men der var ikke den store artsrigdom, 

selv om vi forsøgte både nede i Fridas Badekar 

og oppe på Sandelsbjerg. Slank Snyltekølle 

kan man jo altid få i kurven hos os, men ellers 

kan de magre, sandede jorder være træls 

(nordjysk for forbandet møgkedeligt). 

Vi havde flest besøgende til den årlige PR tur 

til Hammer Bakker sammen med Aalborg 

Kommune og Naturfredningsforeningen. 250 

besøgende kiggede på vor udstilling og fik råd 

og vink og til tider lidt skældud for deres måde 

at behandle svampene på. En plastpose med 5 

kg mast jord og svampe er ikke lige sådan at tale 

pænt om ... 

FSF Nord er begyndt med flere og flere aftenture 

på hverdagsaftener (golf er blevet en 

stor konkurrent), og vi havde vellykkede arrangementer 

i skovene omkring Aalborg. I år 2001 

60 

Landsdelsrapporter 

vil vi arrangere endnu flere af disse 18.30 til 

20.00 ture på forskellige hverdagsaftener. 

En meget typisk ekskursion var vor ridderhattetur 

til Rødhus. Først ankommer Birgitte 

med en kurv med fremragende spisesvampe 

(Ægte Ridderhat denne gang). Så går vi i felten 

og afsøger terrænet for specialiteter og andet. 

Når vi så mødes med vort pauvre udbytte, ankommer 

Birgitte med to svingende fulde kurve 

med alt det, vi andre drømte om. Sådan er verdens 

goder så ulige fordelt ... 

Til slut en opskrift fra FSF Nord, nemlig 

Kyllingeragout à la FSF (til 4 personer): 

1000 g kyllingefilet 

25 gram smør, 25 gram olivenolie 

salt, peber, paprika, spidskommen 

2 løg, 1 porre 

4 gulerødder 

200 gram svampe, f.eks. Prægtig Skørhat. 

4 spsk. mel 

1/ 4 liter fløde 

Vildmosekartofler 

Del kyllingekødet i mundrette stykker og brun 

det i smørret, tilsæt derefter krydderierne. Tilsæt 

tern af løg og porrer og gulerødder efter 20 

minutter ved svag varme – lad det simre i yderligere 

30 minutter. Rør fløden og melet sammen 

og hæld det over kødet og grønsagerne. Imens 

ristes små tern af svampene i olivenolien ved 

god varme (medmindre det er rørhatte, der skal 

af med væden først). Salt og peber og grønt drys 

efter smag (nogle vendelboer skal have lidt 

puddersukker over)! 

Giv ragout’en et kort, hårdt opkog til flødesovsen 

er klar, og server med ragout, svampe og 

vildmosekartofler hver for sig. En Hancock eller 

en Limfjordsporter er et’ så ring’ dertil. 

Ole Faaborg 

Østjysk Lokalafdeling 

Aktiviteten i Østjysk Lokalafdeling i 2000 har 

ligget omtrent på niveau med tidligere års aktiviteter. 

Vi har afholdt 17 egentlige ture (syv forår/sommer 

og ti efterår/vinter), vort traditionel-

le forårsmøde kombineret med generalforsamling, 

mandagsaftener (åbent hus), julemøde, begynderkursus 

samt workshops. Også ret traditionelt 

(desværre) har det ret svingende deltagerantal 

været. Da jeg brokkede mig over dette i 

sidste års rapport, vil jeg ikke gentage brokkeriet 

her (nye læsere henvises til sidste års landsdelsrapport), 

men blot opfordre: Vi vil enormt 

gerne se nogle flere deltagere på vores arrangementer! 

Der er masser af plads! 

Vore arrangementer har været rimeligt 

spredt ud over vort område, med ture fra Vejle 

til Randers og fra Ebeltoft til Silkeborg. Vi er 

dog blevet opmærksomme på, at vi skal være 

mere omhyggelige med at angive transportmulighederne 

til lokaliteterne, især af hensyn til 

dem der ikke selv har bil. Samtidig vil jeg dog 

gerne påpege at en af grundene til at turlederens 

telefonnummer er angivet ved de enkelte 

ture, er at man kan ringe til vedkommende (!) 

og eventuelt spørge til mulighederne for fælles 

transport. Ofte har turlederen en ide om hvem 

der kommer med til de enkelte ture, og kan 

henvise videre, så man kan arrangere et eller 

andet, i det mindste at man bliver samlet op et 

sted hvis lokaliteten er svær at komme til med 

offentlige transportmidler. Ligeledes hvis man 

er usikker på hvor mødestedet er, eller først 

dukker op senere, er det en venlig ide at ringe 

besked. 

Mandagsaftenerne (åbent hus) er nu spredt 

ud over hele året og foregår normalt den første 

mandag i hver måned og hver mandag i svampesæsonen 

(de eksakte datoer står i programmet). 

Det er stadig vort håb at der ville dukke 

flere op, da det såmænd er vældig hyggeligt lige 

at mødes en gang om måneden og snakke svampe 

(og alt muligt andet!), men mandagsaftenerne 

er desværre hårdt ramt af manglende fremmøde, 

og det er svært at bevare gejsten, når det 

er de sædvanlige fire personer, der kommer 

hver gang. Vi har – igen – prøvet at lave temadage, 

hvor der er et svampeemne på programmet, 

uden at det gjorde så stor forskel. 

Vi har også afholdt deciderede temadage 

med ekskursion med efterfølgende bestemmelser 

af fangsten, med meget svingende resultat, 

for nu at sige det mildt. På den ene tur dukkede 

kun turlederne op, på den anden var vi en ti 

stykker til et fint arrangement. 

Begynderkurset i svampekendskab, som vi 


efterhånden har afholdt i en menneskealder, 

har også været på programmet i 2000, dog i en 

anden form end sædvanligt. Vi prøvede som noget 

nyt at arrangere kurset som en serie ekskursioner 

kun for kursusdeltagerne, og de var, synes 

vi selv, en stor succes, dels fordi deltagerne 

kom til at lave det de kom for: at samle svampe, 

dels var det ikke så leder-krævende, så vi, de berømte 

Tordenskjolds soldater, også blev skånet 

for at skulle på programmet hver eneste mandag 

i sæsonen. Denne struktur for begynderkurset 

er derfor sandsynligvis kommet for at blive, 

i hvert fald et stykke tid til vi får nogle nye ideer 

der skal afprøves. 

Planerne for fremtiden er jeg egentlig ikke 

den rette til at udtale mig om, da jeg nu afgår 

som formand for lokalafdelingen, men jeg tror 

nu godt jeg alligevel vil vove at udtale mig på 

bestyrelsens vegne. Vi vil prøve at fastholde 

mængden af ture og sørge for at de er godt 

spredt, både geografisk i lokalområdet og tidsmæssigt. 

Samtidig vil vi være opmærksomme på 

at arrangere ture på steder der er nemme at 

komme til med offentlige transportmidler, ud 

over de mere specielle steder. Vi er som sædvanlig 

altid glade for at få forslag til hvor man 

kunne lave ture til! Mandagsaftenerne vil fortsætte 

i et eller andet omfang, sammen med 

eventuelle temadage (ideer modtages igen!). 

Forårsmøde, svampedag og julemøde vil der 

ikke blive ændret særligt ved. Vi kan altid bruge 

nye „hoveder“ der har lyst til at hjælpe med ved 

de forskellige arrangementer, og man behøver 

absolut ikke være svampeekspert for at være 

med! Kontakt bestyrelsen hvis du har lyst. 

Af nye initiativer håber jeg at nyhedsgruppen 

vil videreudvikle sig, idet det er en nem og 

hurtig måde at kommunikere på (se omtale i 

programmet), men den skal lige indarbejdes i 

vores måde at arbejde på før den kommer til at 

virke fuldt ud. Men allerede nu begynder den så 

småt at virke som kalender og huskeseddel over 

lokalafdelingens arrangementer. Samtidig glæder 

jeg mig over at der nu er kommet en lokalafdeling 

for Østdjursland-området med selvstændigt 

program i foreningens program. Vi ser 

frem til et udbytterigt samarbejde med de aktive 

Grenåfolk. Ligeledes ser jeg med stor fornøjelse 

på det begyndende samarbejde med 

nordtyskerne, i første omgang med fælles ture. 

Der er bestemt andet end billige øl syd for 

61

grænsen! 

Svampemæssigt vil jeg ikke gå i detaljer, men 

henvise til Mykonyt på foreningens hjemmeside. 

År 2000 vil bl.a. blive husket for mange 

morkler. Vores klassiske morkellokalitet i Østjylland 

viste sig fra sin allerbedste side med 

masser og atter masser af morkler. Kantarellerne 

holdt sig mere på det jævne og brillerede 

igen ved at være tidlige, allerede omkring starten 

af juli var de der. Rørhattene sprang nærmest 

dette år over. Det er vist lang tid siden der 

er blevet samlet så få Karl-Johan. Det milde efterår 

gav en lang og udtrukket sæson, hvor visse 

arter aldrig viste de masseforekomster man kan 

finde på en normal sæson, men de kunne derimod 

findes i meget lang tid, og man kunne samle 

svampe langt ind i december! 

Af de specielle ting skal lige nævnes at vi så 

Skællet Fåreporesvamp igen i år, igen fundet af 

Lise Samsø. Ligeledes fandtes Sommer-Trøffel 

igen på sin lokalitet ved Århus, denne gang med 

hele syv frugtlegemer, der ligefrem blev prøvespist 

på barksvampetemadagen! 

Chr. Lange 

Vesteregnens Svampeforening 

Sæsonen hernede har i foreningsregi ikke været 

tilfredsstillende, årsagen må sikkert tilskrives to 

ting, nemlig for lidt fugtighed i efterårssæsonens 

start og det meget store stormfald vi havde i december 

1999. Hovedparten af vore normalt givtige 

områder er faldet, og færdsel i disse områder 

har i praksis været umulig, og svampefloraen 

vil, især for mykorrhiza-svampenes vedkommende, 

være skadet adskillige år frem. Det der 

er kommet, er kommet enten før eller efter vores 

officielle turliste. Indsamlinger med godt resultat 

er alle foretaget i privat regi, hvor det primært 

er spisesvampe der jages, de dækker gode 

fund af Spiselig Morkel i foråret i Tønder-området, 

Prægtig Skørhat på Rømø i forsæsonen og 

Violet Hekseringshat og Tåge-Tragthat i eftersæsonen. 

Vi havde dog under planlægningen forudset 

muligheden af en mager sæson hernede og derfor 

arrangeret en weekendtur til Klosterhede 

Plantage med deltagelse af 20 medlemmer. Turen 

var en succes, og noget lignende vil vi gentage 

i 2001. 

Tage Jensen 

62 

Fyn – Pahati 

For andet år i træk gik vores forårsekskursion 

til Helnæs, hvor der igen i år blev fundet en del 

morkler i løvskov på østkysten, men til gengæld 

stort set ikke andet. Nogle af morklerne blev 

fundet i en tæt bestand af Ramsløg, hvilket ingen 

af deltagerne havde iagttaget før, på trods 

af at nogle gennem tiderne havde gjort større 

fund af morkler. Bemærkelsesværdigt var det 

også at de som regel stod under døde elme – en 

iagtttagelse som mange efterhånden har gjort i 

takt med det stigende antal døde elme. 

I juli/august faldt bygerne meget spredt. 

Nogle steder var der pænt med svampe, andre 

steder næsten intet. Øster Skov ved Erholm 

Gods var en af de heldige lokaliteter. Den 13. 

august var der et pænt udvalg af forskellige 

skørhatte, rørhatte samt lidt kantareller. 

Den 10. september havde vi svampeudstilling 

på Trente Mølle, hvor de besøgende blev 

præsenteret for et rimeligt udvalg af svampe. 

Den 29. september - 1. oktober var vi på 

weekendtur ved Klitmøller i Thy. Ud over fund 

af en Blomkålssvamp, lidt Ægte Ridderhat samt 

en del tragt-kantareller, pigsvampe og forskellige 

andre spisesvampe blev der også lejlighed til 

at repetere forskellige arter af slørhatte tilhørende 

sektion Dermocybe, som vi sjældent 

ser i den fynske muld. 

Kasmose Skov ved Strib den 14. oktober var 

ikke overvældende. Det mest ophidsende fund 

var Korkagtig Østershat (Pleurotus dryinus). 

Derefter besluttede vi os for at tage til Gals 

Klint for at se om Blækspruttesvampen stadig 

var fremme. I ugerne forinden havde jeg iagttaget 

snesevis af frugtlegemer, og til deltagernes 

betagelse var der stadig en del flotte eksemplarer. 

I år har den virkelig sat rekord i antal. 

Det milde efterår fik flere Vårmusseroner til 

at skyde frem i Middelfart. Det seneste fund 

blev gjort den 9. december sammen med nogle 

Ager-Champignoner. 

Alt i alt må vi sige, at sæsonen startede behersket, 

men den har til gengæld været temmelig 

lang. 

Klaus Sørensen 

Sjælland 

Bestyrelsen for den kun 1 år gamle „Lokalforening 

for Sjælland“ har med held både lanceret 

nye og genoplivet gamle aktiviteter i år 2000.

Værkstedsdag i Hørsholm den 2 september. På billedet ses Hans Strandberg og Anne Birgitte Scharff ved de 

udstillede svampe. Foto Susanne Thorbek. 

Hidtil har samtlige svampekurser været afholdt 

i efterårssæsonen, men dette år bød forårsprogrammet 

på to meget forskellige sæksvampeworkshops. 

Den 14. maj gav Pia Boisen Hansen 

de seks kursusdeltagere et fint indblik i nogle af 

problemerne med først at finde og senere bestemme 

små skivesvampe. Efter en hyggelig 

„pindevendertur“ i Geelskov tog holdet ind til 

Øster Farimagsgade 2 og gik, efter en kort vejledning, 

i gang med at navngive de små „skiver“ 

ved hjælp af bestemmelsesnøgler, mikroskoper 

og diverse håndbøger. Til slut lavede 

Jan Vesterholt en systematisk gennemgang af 

det indsamlede materiale fra såvel Geelskov 

som andre nordsjællandske lokaliteter. 

En måned senere mødtes syv videbegærlige 

svampefolk kl. 19,30 inde på Københavns Universitet. 

Her holdt Jørgen Ludvigsen et glimrende 

foredrag om bægersvampenes morfologi 

og systematik samt deres forekomst på nogle 

grønlandske lokaliteter. Derefter prøvede eleverne 

under kyndig vejledning at bestemme 

nogle af deres medbragte Skjoldbæger-arter. 

Det var svært – men uhyre lærerigt. 


I efterårssæsonen var der fin tilslutning til 

Bjørn Hirshals' traditionelle „Grundkursus i 

svampebestemmelse“. Men det kneb lidt med 

interessen for at nyde godt af den ekspertbistand, 

der blev stillet til rådighed både ved Jacob 

Heilmann-Clausens „Workshop om hatsvampe 

på træ“ og Steen Elbornes strålende 

kursus i bestemmelse af tragthatte. Til gengæld 

deltog der, foruden syv sjællændere, både to 

skåninger og en blekingbo i Thomas Læssøes 

glimrende kernesvampe-workshop. 

Den sjællandske vinter var så mild, at der 

blev plukket Almindelig Kantarel i Tisvilde 

Hegn juleaftensdag 1999 og Tragt-Kantarel i 

Nyrup Hegn 2. januar 2000! Og forårsvarmen 

kom så pludseligt, at der i begyndelsen af marts 

på samme dag blev registreret friske frugtlegemer 

af Blomkålssvamp i Store Dyrehave og 

Rynket Klokkemorkel på Vestvolden. Men den 

tørre varme satte hurtigt en stopper for såvel 

morklernes som de øvrige forårssvampes videre 

udvikling. Naturligvis blev de 12 traditionelle 

forsommerekskursioner trods alt afviklet 

med godt humør, og Henny Lohse reddede 

63

Sankthans-kantarelgildet ved Grønnekilde i 

Gribskov ved at tilberede lækre smagsprøver i 

den medbragte wok ved hjælp af egne, selvplukkede, 

dybfrosne kantareller. 

I løbet af 12 efterårsuger formåede tre superaktive 

lokalforeningsmedlemmer at afholde 

„hekseringsture“ med et deltagerantal på 10-20 

personer hver eneste onsdag! Desuden var der 

i efterårets løb mulighed for at deltage i heldagsekskursioner 

med 10 forskellige ledere 

fordelt på otte søndage og fem lørdage. Heraf 

var Morten Christensens specialekskursion til 

Slagslunde Skov den 9. september så absolut 

den mest utraditionelle med mange interessante 

svampefund på store, faldne bøgestammer. 

Heldigvis var vejret fint og svampefloret rigt 

omkring Hvidekilde i Gribskov den 10. september, 

da Henny, Dorte, Tove, Annie og Bjørn 

ved den populære svampefest både skulle sørge 

for at bestemme og tilberede deltagernes indsamlede 

svampe, så der kunne serveres lækker 

suppe og gratis kildevand til alle. 65 personer 

huskede at skrive i gæstebogen. 

Takket være et yderst positivt samarbejde 

med Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum i Hørsholm 

kunne lokalforeningen afholde en instruktiv 

svampeudstilling i museets naturprægede 

skolestue. Forholdene var knap så ideelle, 

som de var hos Peter Liep. Men trods alt 

blev årets udstilling besøgt af ca. 250 naturinteresserede 

gæster, der stillede mange relevante 

spørgsmål til arrangørerne. Desuden har 15 

trofaste „svampevenner“ som sædvanlig sørget 

for effektiv svampekontrol i Hørsholm hver 

søndag eftermiddag i september-oktober. 

Interessen for de efterhånden velorganiserede 

„Åbent hus“-arrangementer, der afholdes 

på mandagsaftener i pavillonen på Øster Farimagsgade 

2, har været stor i år. Mange medlemmer 

har med stolthed fremvist deres „hits“ 

eller nogle for årstiden usædvanlige svampearter, 

mens andre har ønsket at få navngivet 

weekendens fund. Som regel har de tilstedeværende 

erfarne mykologer da kunnet sætte 

navn på de fleste af svampene, hvorefter eventuelle 

sjældne arter enten er blevet afleveret til 

museet eller indberettet til Mykonyt. For øvrigt 

blev der i september atter skabt mulighed for 

både at gennemse og købe de glimrende håndbøger 

fra Svampetryk direkte på „Åbent hus“møderne. 

64 

Som sædvanlig var der god tilslutning til det 

traditionelle julemøde, hvor der blev vist lysbilleder 

fra det forgangne år, afholdt konkurrence 

i bestemmelse af svampedias, drukket glögg, 

hyggesnakket og afholdt lotteri med mange 

svamperelevante præmier. Derimod var interessen 

for lokalforeningens generalforsamling 

desværre ikke særlig stor, og deltagelsen i de to 

årlige planlægningsmøder var absolut under 

lavmålet! Men der er faktisk hårdt brug for friske 

kræfter og nye initiativer både til undervisning 

og til ledelse af de mange ekskursioner. 

Forhåbentlig vil mindst 10 af lokalforeningens 

godt 1000 medlemmer deltage aktivt i forårets 

planlægningsmøde! 

I håb om at fremme den sjællandske svampekundskab 

endnu mere har Anne Storgaard 

oprettet en inspirerende hjemmeside på Internettet. 

Ved at klikke sig ind på „Lokalafdelingen 

for Sjælland“ via www.mycosoc.dk vil man 

bl.a. kunne finde ajourførte oplysninger om 

kommende arrangementer. 

Betty Klug-Andersen 

Bornholm 

På Bornholm startede sæsonen som vanligt 

med forårstur i maj. Jeg havde været så letsindig 

at love Punktstokket Indigo-Rørhat på turen 

i Paradisbakkerne, men gudskelov fandt jeg 

dem da også. (Jeg vidste, hvor jeg skulle lede). 

Så blev der en pause til vore tre aftenture i 

juli/august. Disse aftenture er vi meget glade 

for. Uanset hvordan svampefloret ser ud, kommer 

der altid mange deltagere. Og igen i år 

meldte alle om mange kantareller. Holder det 

aldrig op? 

Nu gik det slag i slag med søndagsture, åben 

svampebestemmelse og til sidst juletur med 

suppespisning. Vore ekskursionsledere ovrefra 

var Jens H. Petersen, som vi havde med i Paradisbakkerne 

og ved Onsbæk Plantage, samt 

Erik Rald, hvor vi var i Vestermarie Plantage 

og Bodilsker Plantage. Begge de herrer blev 

præsenteret for nogle af vore bornholmske 

lækkerbiskener. I år har jeg rigtig bemærket, at 

alle jer ovrefra er begyndt at afsætte tid til at 

deltage i vore ture. Det er utrolig rart. Vi har aldrig 

haft så mange „gæster“ før! – bliv endelig 

ved med det. Vi føler os mere som en del af jer 

på den måde! 

Karen Nisbeth

Forfattervejledning 

Manuskripter 

Artikler til Svampe kan sendes som attachment til e-mail eller afleveres på 

3,5" diskette fra PC eller Mac. Kommer teksterne fra PC, skal de være lagret 

som Word, WordPerfect eller som ASCII-dokumenter (også kaldet DOStekst). 

Hvis du er i tvivl, så kontakt Jan Vesterholt. 

Indlæg til bladet kan naturligvis også afleveres maskinskrevet. 

Manuskripter sendes til Jan Vesterholt, Thomas Læssøe eller Mogens Holm, 

på Mac-formatterede disketter dog altid til Jan Vesterholt. 

Illustrationer 

Fotografier der ønskes bragt i farve, afleveres som film (dias eller negativer). 

Fotografier til sort/hvid illustration afleveres som dias eller som papirkopi i 

formater op til A4. Stregtegninger afleveres i dobbelt størrelse, dog maksimalt 

i A4-format. 

Udbredelseskort, diagrammer, tabeller og lignende afleveres som skitser der 

af redaktionen rentegnes på computer. 

Ved spørgsmål angående illustrationer, kontakt Jan Vesterholt eller Pia 

Boisen Hansen. 

Navnebrug 

Ved dansk svampenavngivning følges navnelisten som er tilgængelig på 

www.mycosoc.dk. 

Afleveringsfrister 

Stof til forårsnummeret af Svampe skal være redaktionen i hænde senest den 

15. november; stof til efterårsnummeret senest den 1. maj.

Indholdsfortegnelse 

1 En ny trøffel på markedet 


6 Status over Sommer-Trøffel i Danmark 


9 En sæson i Møllers fodspor 

Pia Boisen Hansen 

14 2000 – et godt år for registrering af 

sjældne svampearter ... ? 

Benny Christensen 

18 Foreningens navneudvalg 

Preben Graae Sørensen 

19 Hvad er Cortinarius glaucopus? 

Thomas Stjernegaard Jeppesen & Tobias 

Frøslev 

26 Anmeldelser (Signalarter, Sikre 

spisesvampe i de vestjyske plantager, 

Svampe, lette at kende) 

28 Fællesnordisk hekseringstræf år 2000 

Johan Meyer 

29 Papegøje-Vokshat, en meget variabel 

svamp 

David Boertmann 

33 Vidste du . . . 

Flemming Rune 

34 Hjemmeside for lokalforeningen for 

Sjælland 


36 Debat 

37 Diplomtagere 2000 

38 Usædvanlige danske svampefund 

43 Amicodisca – en skivesvampeslægt med 

to smukke, men næsten ens arter 

Seppo Huhtinen & Thomas Læssøe 

48 Mykonyt 

51 Hemitrichia serpula – genfundet efter 200 

år? 

Mikkel Kemp & Thomas Læssøe 

55 Sæsonens art: Kliddet Fnughat 


56 Knud Preben Liisberg Hauerslev 

29/9 1905 - 1/9 2000 

60 Landsdelsrapporter 

Omslagsbillede: Fureskivet Huesvamp (Mycena stylobates). Foto Jens H. Petersen. 

ISSN 0106-7451 

SVAMPE 43 

2001 

A new truffle on the market 

Status of Tuber aestivum in Denmark 

In the footsteps of F.H. Møller 

2000, a good year to find rare fungi? 

The society committee for vernacular names 

What is Cortinarius glaucopus? 

Book reviews 

Nordic mushroom hunters’ meeting in year 

2000 

Hygrocybe psittacina, a strikingly variable 

fungus 

Did you know . . . 

The web-site of the Sjælland division of the 

Danish Mycological Society 

Debate 

New diploma holders 

Notes on rare fungi collected in Denmark 

Amicodisca, a genus with two beauties 

Myco-news 

Hemitrichia serpula, rediscovered after 200 

years? 

Profiles of fungi: Tubaria furfuracea 

Knud Preben Liisberg Hauerslev 

29/9 1905 - 1/9 2000 

Regional reports

Svampe 43 side 1-32

You also want an ePaper? Increase the reach of your titles

Delete template?

Save as template?